Når man har bevæget sig helt om på den anden side af kloden og er vild med garn, skal man (dvs. jeg) naturligvis have noget australsk garn med hjem. Og der blev sagt australsk! Det viste sig at være sværere gjort end sagt … Min veninde, som vi besøgte, har boet dernede i 20 år, og ifølge hende er det meste håndarbejde skabt af syntetisk garn, importeret fra Asien. Vi jagtede rundt efter garnbutikker og fandt da også et par stykker med ret beset smagløst (selv om smag og behag naturligvis ikke kan diskuteres) kunstgarn i væmmelige farver. Et par gange mødte vi også en lukket dør – som her uden for Australian Alpaca Barn i den lille by Morpeth i Hunter Valley NSW. Den hjælpsomme butiksnabo kunne fortælle, at Alpaca Barn har to andre butikker i dalen. Så missionen lykkedes; jeg fik købt hvid alpaka og alpaka/silke, superblødt og smukt.
