Grov uld i diverse afskygninger er undervejs til at blive en varm sweater inspireret af Kresten Andersen i tv-klassikeren “Matador”. I de sidste afsnit er han med i modstandsbevægelsen og er iført en sweater, som min ældste datter forelskede sig i. Den er lidt langsommelig at strikke med alle de farveskift – en bundfarve og hele 6 mønsterfarver. Men den bliver vel færdig engang.
Min faster har gavmildt foræret mig en pengegave, og sådan nogle tusindlapper kan brænde i lommen længe, mens jeg tænker på, hvad de mon skal bruges til? Svaret blev garn fra Garnspecialisten, min yndlingsgarnpusher. Efterhånden er jeg trænet i at se løbelængder og anvendelsesmuligheder, så jeg ikke køber noget alt for sytrådstyndt eller på anden vis uanvendeligt. De 5.000 kr. blev til tynd merino, et par kæmpe kegler bomuld 16/2, lidt silke og gul samt mørkeblå bånd-bomuld. Det sidste har jeg endnu til gode at bruge, men man bliver jo fristet…
I sommer for længe siden sad jeg med først lyseblå, entrådet uld og strikkede en sweater, opskriften var Smell the rain fra Drops, men modificeret med tyskervendinger i nakken. Det var den slags entrådet garn, der trækker skævt, hvis man strikker glatstrikning, så jeg måtte finde en opskrift med lidt rib-agtigt. Jeg er vild med farven. Dernæst kastede jeg mig ud i dobbelt, tynd mohair, som jeg før har brugt til trend på væven. Men jeg ønskede mig en råhvid bluse, og denne, frit efter Helene Arnesens Lucrezia i bogen “Fabel knitwear”, blev ret vellykket. Ærmerne er med vilje ret lange, så de kan pose lidt over elastikken ved håndleddet.
Jeg har indtil nu ikke været så dus med båndvæven, og senest måtte jeg google en engelsk vejledning i at sætte én op, fordi jeg døjede med løse tråde. Nu har jeg så til gengæld lært at sætte den op – også så jeg udnytter alle de mærkelige pinde og kan væve et længere bånd. Det er dét, jeg elsker ved at væve. Jeg bliver aldrig færdig med at lære nyt.
Jeg skal have forberedt en planche til vores afgangsudstilling, og det foregår i flere omgange. Fotos, bindetegning, beskrivelse af forløbet, garn- og væveprøver. Det hele skal gerne vise, hvordan min proces har været. Det er et sjovt og tidkrævende arbejde.
Jeg frøs meget i vinter, har fået noget bøvl med stofskiftet. Heldigvis har jeg masser af uldgarn liggende, og jeg komponerede i foråret en trøjeopskrift, mens jeg strikkede den. Har ikke haft den taget i brug endnu, for det er jo stadig dejligt vejr. Men den skal nok blive god, når kulden kommer tilbage.
Jeg har givet mig og investeret i et spoleapparat, så jeg kan spole de over 80 nøgler garn til mit afslutningsprojekt op uden at få ondt i armene. Det er frygtelig lousy at se til, en slags 70’erplasticmonstrum. Men effektivt.
Forrige jul fik jeg en strikkebog med opskrifter på strik fra Fair Isle. Det er kompliceret, og da opskriften på fiskersweateren endda var fejlbehæftet (ja, det gjorde mig en smule rasende) tog det tid, før ældstedatteren kunne få sin færdige sweater. Men det lykkedes.
Jeg blev udfordret, da en veninde i foråret forærede mig en strikkebog, “Fabel Knitwear” af Helene Arnesen. Hun kunne godt tænke sig en af modellerne, Victoriana, som jeg så i første omgang strikkede (ja, af rester fra mit bugnende lager – igen) til mig selv for at se, hvor vanskelig den var. Den blev smuk, men de voldsomme ærmer gør den spektakulær og, tænker jeg, en lille smule vanskelig at have plads til under en vinterjakke.
Jeg var så begejstret for at strikke den blå V-bluse oppefra og ned, at jeg måtte have gang i et eksemplar mere. Denne gang i røde garnrester – den blev til en fødselsdagsgave til min tyske svigerdatter, der jo desværre er flyttet til München sammen med sønnike. Men heldigvis er det muligt at nå frem og tilbage pr. tog eller bil i løbet af en dags tid; så vi kan holde forbindelsen varm.