Coronatid betyder også …

Den manglende selskabelighed under coronanedlukningen har betydet, at jeg igen har fået oparbejdet et vist lager af hjemmestrikkede karklude og køkkenhåndklæder. Der har jo ikke været nogen at forære værtindegaver til :0) Heldigvis kom vi for nylig igen af sted på besøg hos nogle venner, så jeg fik lejlighed til at pakke en lille sag sammen.

Tørklædeproces

Mit yndlingstørklæde fra 2019 har inspireret mig til at bruge det entrådede uldgarn, jeg har liggende, til at gentage succesen. Denne gang med et ribmønster i stedet for hulmønsteret. Målinger – med hunden Rust som tilskuer – viser, at denne udgave skal have bort såvel på de langsgående sider som i enderne. Så det kan få den rigtige størrelse.

Rust følger os, hvor vi går og står. Han er 13 år gammel og en hyrdehund par excellence.
Jeg blev egentlig hurtig fortrolig med mønsteret, men det mørkegrå garn var svært at se mønsteret i undervejs.

Julesyslerier

Ind under jul … der sysles med diverse håndarbejde, som forhåbentlig vil falde i god jord hos modtagerne. Jeg har i år som tidligere nævnt været plaget af en musearm, som jeg forhåbentlig slipper af med på et tidspunkt. Alligevel har jeg strikket, hæklet og vævet i det små. Men også siddet og set ud over vandet på Gran Canaria en uge i november UDEN at nørkle med et eller andet. Det kunne faktisk godt lade sig gøre. Men jeg vil nu helst være i stand til at foretage mig noget nyttigt.

Yndlingstørklædet

Det store tørklæde, som jeg fik påbegyndt på dette års skiferie, blev lige knap stort nok. Hen over sommeren har jeg derfor – trods en indædt musearm – fået strikket to kanter i mørkegrå. Tørklædet er endt med at blive voluminøst – ca. 70 cm bredt og 175 cm langt, hvoraf ca. 2 x 20 cm er de grå kanter. Det er strax blevet et yndlingstørklæde, varmt, kan snos om halsen eller bruges som sjal. Endda som et lille tæppe rundt om benene, når det er koldt.

Det er lidt svært at yde tørklædet retfærdighed på et foto, men her er det 🙂

Skiferieprojekt i kniplingemønster

Jeg blev endelig færdig med det store, uldne tørklæde, som jeg påbegyndte på skiferien. Det var meningen, at det skulle være så stort og bredt, at det også kan fungere som en slags sjal, men desværre er det blevet en smule for bredt og derfor ikke helt langt nok. Jeg havde ikke mere garn i den fine, blålilla farve. Så nu pønser jeg på at forlænge det i begge ender med en bort i enten en kontrastfarve eller – mere sandsynligt og nok også mere anvendeligt – en diskret mørkegrå. Mere om det senere.

Skiferie med hue og tørklæde

Jeg drog på skiferie med hele to strikkeprojekter. Efter at have fabrikeret trøjer til hele familien i løbet af de seneste år var jeg lidt i tvivl. Ældstedatter Thea mente dog nok, at hun kunne bruge en hue. Især en med mønster foroven og en rullekant forneden. Okay, det blev en tillempet version af en Drops-opskrift fra nettet – for det der med lige at opfinde et huemønster var lidt svært. Men den unge dame tog den straks i brug, da den var færdig midt på ugen. Derefter stod den på et stort, kniplingemønstret tørklæde til mig selv. Det er et stort arbejde og faktisk endnu ikke færdigt – mere om det senere. Udsigten fra storhytten i Trysil fejlede ingenting, ej heller føret undervejs på langrendsturene …

Til det fraflyttede værelse

Nu da også yngstebarnet er flyttet hjemmefra, står børneværelserne lidt halvtomme hen. Heldigvis har vi to fine sovesofaer, som kan slås ud, når afkommet er på besøg “hjemme” i Horsens. Men det hele ser alligevel lidt forladt ud. En tur i genbrugeren har skaffet et lille bord til Astrids værelse, og jeg fik gang i symaskinen, så et par puder af resterne fra det pudebetræk, jeg vævede sidste år, kunne se dagens lys. Og pynte på sovesofaen 🙂

Om at gøre ting færdige

Kender du det, at nogen ting bare får lov at ligge halvfærdige hen? Det gør jeg – i den grad. For måneder siden begyndte jeg på et strikket pudebetræk i Marius-mønster. Jeg har tidligere med held strikket et i douce farver, og eftersom tykt uldgarn stadig fylder i mit lille lager af garn, vil jeg gerne have noget af det brugt. Men det tykke garn er hårdt for hænderne at strikke med. Måske derfor fik det ufærdige projekt lov at ligge – indtil der lige før denne vinters skiferie for en effektiv djævel i mig. Nu pynter puden i en af stuens stole, og min samvittighed er ren som sne 🙂

GemGem

Lagerets velsignelse

Madklub i begyndelsen af februar, hvad griber man til for at komme med en værtindegave? Selvfølgelig noget hjemmelavet. Denne gang blev det et enkelt glas marmelade, en karklud og et af de tofarvede viskestykker, som ligger på min “lagerhylde”. Dejligt at have sådan en – og min veninde tog glad imod, idet hun sagde, at det var første gang jeg var troppet op med noget hjemmevævet. Ups. Det er faktisk et af mine største problemer, for min hukommelse er simpelthen ikke, hvad den har været. Hvad har jeg givet til hvem og hvornår? Jeg kan ikke rigtig holde styr på det længere. 

GemGem