Silketørklæde, 11 år efter

En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.

Et hjerte til at fylde op

Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.

Der gik ren Jørgen Clevin i den på spisebordet, mens jeg baksede med hjerteæsken. Det lykkedes at udnytte stort set hele den røde stofrest, det føles helt godt.

Muleposer på stribe

Astrids puder var lavet på en for lang trend, så jeg kunne eksperimentere med de førnævnte muleposer. Jeg har været virkelig glad for min mørkeblå – på foto herover til højre. Derfor tænkte jeg; måske andre kan have glæde af en tilsvarende. Med lidt samlebåndsarbejde lykkedes det at fabrikere tre muleposer til evt. salg med tiden. Jeg var godt hjulpet af skind fra en bunke, der lå kælderen i mit barndomshjem, og som jeg skyndte mig at redde, da huset skulle sælges – og af skjortestof fra min mors lager af stof egnet til patchwork. Islæt er dels grov uld, dels tynd ditto lagt dobbelt eller firdobbelt.

Puder i mængder

Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.

Til højre den sammensyede pude. Den må modtageren leve med, for betrækket kan ikke vaskes. Pixi har sit første job som håndarbejdsmodel:-)

Resterne udnyttes – og et goddag

Resterne af gardinstoffet + en helt bette rest fra et tidligere viskestykkeprojekt kunne lige blive til tre poser. Jeg måtte liste dem op på knagerne i køkkenet, hvor vores viskestykker normalt hænger, for vi har for nylig sagt goddag til et nyt familiemedlem, halvandet år gamle Pixi. Hun bliver helt nervøs, når metalknagerne rører metalophænget – hvorfor ved vi ikke. Sådan er der mange ting, når man køber en voksen hund. Men ellers er hun super lækker og lige til at knuselske.

Pixi er en Jack Russel-terrier, kun godt halvt så tung som vores gamle cairnterrier. Men der er meget hund i de få kilo, hun vejer.

Nu hænger gardinerne der

Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynd, at den hænger nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.

Rødt og pink og et farvel

Til jul gav jeg også mig selv noget at arbejde med; svigerdatter Selina fik garn til et kæmpetørklæde, som jeg færdiggjorde i vinterferien. Undervejs agerede vores gamle cairnterrier Rust fotomodel. Det skulle vise sig at være sidste gang; i vinterferien i et sommerhus på Fyn fik han det langsomt dårligere, og lørdag kørte vi direkte fra Fyn til vagtdyrlægen, hvor vi desværre måtte sige farvel til ham. Han kunne om formiddagen ikke stå på benene, måske var det en diskusprolaps, måske en hjernetumor. Men knap 14 år er også en høj alder for en lille hund.

Rust var far til vores anden hund, Fenris, og overlevede ham med et par år.

Theas tørklæde

Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.