Grydelapper med elefanter i forskellige farver var det sommerstrikkeprojekt, det kunne blive til, mens jeg også skulle være codriver for min mand rundt på de svenske veje. Meget afslappende – men egentlig er de ikke så vellykkede, grydelapperne. For store og bløde, selv om jeg putter tyk uldfleece indeni. Der må produktudvikles!
Min ældste datter ønskede sig en helt bestemt sweater strikket efter et mønster fra den danske strikkevirksomhed Petite Knit. Mærkeligt nok er jeg ikke så vild med at give penge for strikkeopskrifter, selv om jeg rask væk køber garn for hundredvis af kroner. Så datteren købte og betalte selv opskriften på Zipper Sweater Light, og jeg gik i gang med at strikke. En rullekravesweater med lynlås – strikket oppefra og ned. En god og gennemarbejdet opskrift, hvor jeg lærte nyt; tyskervendinger og italiensk aflukning, som kvinden bag Petite Knit har pædagogiske videoer af. Resultatet blev godt, datteren har fået en ny yndlingssweater, og jeg kan sagtens overtales til at købe en opskrift en anden gang. Hvis jeg ikke har for travlt med at væve, selvfølgelig!
De efter vask alt for små prøver er med lidt møje blevet forvandlet til en stak små makeuppunge – eller hvad man nu vil bruge sådan en lille stofpung til.
Jeg brugte ret lang tid i efteråret på til en julegave at gentage successen fra det gulgrønne kæmpetørklæde – denne gang med en kombination af lys søgrøn og hvid, totrådet uld. Det funkede bare ikke rigtigt. Tørklædet blev for tungt og klodset, efterhånden som det blev større. Jo mere jeg tænkte på modtageren og hendes farver, des mere ærgerlig blev jeg. I stedet endte det med en hurtig, rød løsning i det bløde angora merino fra Garnspecialisten. En lidt vild, juleagtig rød. Men superlækkert, varmt og let resultat.
Jeg har aldrig været gode venner med at lave trenser til knapper i strik. Denne gang gjorde jeg det eneste rigtige – kiggede på en video på Youtube. Meget lærerigt. Straks blev mine trenser til knapper i en kort trøje noget bedre, omend ikke fejlfrie.
Det er ikke så tit jeg får lejlighed til at bruge min frynsevikler, men det store blå tørklæde måtte forsynes med frynser. Det tager også nogle timer… nedenfor ses det færdige resultat i en ikke alt for heldig selfie-vinkel.
Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg igen har overgået mig selv og fået fabrikeret noget færdigt. Det vil sige komplet med montering, som altid tager længere tid end man regner med. De retrofarvede køkkenhåndklæder tager sig helt godt ud, når de sådan er samlet i en bunke.
Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.
En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.
Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.
