Julegave blev dømt ude

Jeg brugte ret lang tid i efteråret på til en julegave at gentage successen fra det gulgrønne kæmpetørklæde – denne gang med en kombination af lys søgrøn og hvid, totrådet uld. Det funkede bare ikke rigtigt. Tørklædet blev for tungt og klodset, efterhånden som det blev større. Jo mere jeg tænkte på modtageren og hendes farver, des mere ærgerlig blev jeg. I stedet endte det med en hurtig, rød løsning i det bløde angora merino fra Garnspecialisten. En lidt vild, juleagtig rød. Men superlækkert, varmt og let resultat.

Knaphuller i strik

Jeg har aldrig været gode venner med at lave trenser til knapper i strik. Denne gang gjorde jeg det eneste rigtige – kiggede på en video på Youtube. Meget lærerigt. Straks blev mine trenser til knapper i en kort trøje noget bedre, omend ikke fejlfrie.

Kæmpetørklæde til Canada

Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.

Silketørklæde, 11 år efter

En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.

Et hjerte til at fylde op

Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.

Der gik ren Jørgen Clevin i den på spisebordet, mens jeg baksede med hjerteæsken. Det lykkedes at udnytte stort set hele den røde stofrest, det føles helt godt.

Muleposer på stribe

Astrids puder var lavet på en for lang trend, så jeg kunne eksperimentere med de førnævnte muleposer. Jeg har været virkelig glad for min mørkeblå – på foto herover til højre. Derfor tænkte jeg; måske andre kan have glæde af en tilsvarende. Med lidt samlebåndsarbejde lykkedes det at fabrikere tre muleposer til evt. salg med tiden. Jeg var godt hjulpet af skind fra en bunke, der lå kælderen i mit barndomshjem, og som jeg skyndte mig at redde, da huset skulle sælges – og af skjortestof fra min mors lager af stof egnet til patchwork. Islæt er dels grov uld, dels tynd ditto lagt dobbelt eller firdobbelt.

Puder i mængder

Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.

Til højre den sammensyede pude. Den må modtageren leve med, for betrækket kan ikke vaskes. Pixi har sit første job som håndarbejdsmodel:-)

Resterne udnyttes – og et goddag

Resterne af gardinstoffet + en helt bette rest fra et tidligere viskestykkeprojekt kunne lige blive til tre poser. Jeg måtte liste dem op på knagerne i køkkenet, hvor vores viskestykker normalt hænger, for vi har for nylig sagt goddag til et nyt familiemedlem, halvandet år gamle Pixi. Hun bliver helt nervøs, når metalknagerne rører metalophænget – hvorfor ved vi ikke. Sådan er der mange ting, når man køber en voksen hund. Men ellers er hun super lækker og lige til at knuselske.

Pixi er en Jack Russel-terrier, kun godt halvt så tung som vores gamle cairnterrier. Men der er meget hund i de få kilo, hun vejer.