Theas tørklæde

Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.

Tre måneders arbejde

Min mor skulle selvfølgelig have en rigtig fin julegave et år efter, at min far døde. Fra sommer og tre måneder frem havde jeg konstant tyndt, pink silke/angora/merino-garn mellem fingrene for at strikke et kæmpetørklæde til hende. Det var en af de gaver, man glæder sig til at overrække. Garnet var fra Garnspecialisten og egentlig vævegarn. Hele tørklædet på 75 x 175 cm krævede kun hæftning af to ender – ved start og slut.

100 elefanter til München

Vores søns tyskfødte kæreste, Selina, har i efteråret været i praktik i München, praktisk tæt på hendes forældre sydligere i Bayern. Jeg måtte lige sende hende en lille hilsen til minde om dansk sommer; i form af et postkort med et motiv fra Bornholm. Det blev også et par grydelapper med de obligatoriske 100 elefanter på. Jeg havde glemt, at jeg fik dem produktudviklet med øjne – så den nederste række elefanter sover …

Coronatid betyder også …

Den manglende selskabelighed under coronanedlukningen har betydet, at jeg igen har fået oparbejdet et vist lager af hjemmestrikkede karklude og køkkenhåndklæder. Der har jo ikke været nogen at forære værtindegaver til :0) Heldigvis kom vi for nylig igen af sted på besøg hos nogle venner, så jeg fik lejlighed til at pakke en lille sag sammen.

Tørklædeproces

Mit yndlingstørklæde fra 2019 har inspireret mig til at bruge det entrådede uldgarn, jeg har liggende, til at gentage succesen. Denne gang med et ribmønster i stedet for hulmønsteret. Målinger – med hunden Rust som tilskuer – viser, at denne udgave skal have bort såvel på de langsgående sider som i enderne. Så det kan få den rigtige størrelse.

Rust følger os, hvor vi går og står. Han er 13 år gammel og en hyrdehund par excellence.
Jeg blev egentlig hurtig fortrolig med mønsteret, men det mørkegrå garn var svært at se mønsteret i undervejs.

Julesyslerier

Ind under jul … der sysles med diverse håndarbejde, som forhåbentlig vil falde i god jord hos modtagerne. Jeg har i år som tidligere nævnt været plaget af en musearm, som jeg forhåbentlig slipper af med på et tidspunkt. Alligevel har jeg strikket, hæklet og vævet i det små. Men også siddet og set ud over vandet på Gran Canaria en uge i november UDEN at nørkle med et eller andet. Det kunne faktisk godt lade sig gøre. Men jeg vil nu helst være i stand til at foretage mig noget nyttigt.

Yndlingstørklædet

Det store tørklæde, som jeg fik påbegyndt på dette års skiferie, blev lige knap stort nok. Hen over sommeren har jeg derfor – trods en indædt musearm – fået strikket to kanter i mørkegrå. Tørklædet er endt med at blive voluminøst – ca. 70 cm bredt og 175 cm langt, hvoraf ca. 2 x 20 cm er de grå kanter. Det er strax blevet et yndlingstørklæde, varmt, kan snos om halsen eller bruges som sjal. Endda som et lille tæppe rundt om benene, når det er koldt.

Det er lidt svært at yde tørklædet retfærdighed på et foto, men her er det 🙂

Skiferieprojekt i kniplingemønster

Jeg blev endelig færdig med det store, uldne tørklæde, som jeg påbegyndte på skiferien. Det var meningen, at det skulle være så stort og bredt, at det også kan fungere som en slags sjal, men desværre er det blevet en smule for bredt og derfor ikke helt langt nok. Jeg havde ikke mere garn i den fine, blålilla farve. Så nu pønser jeg på at forlænge det i begge ender med en bort i enten en kontrastfarve eller – mere sandsynligt og nok også mere anvendeligt – en diskret mørkegrå. Mere om det senere.