Grov uld i diverse afskygninger er undervejs til at blive en varm sweater inspireret af Kresten Andersen i tv-klassikeren “Matador”. I de sidste afsnit er han med i modstandsbevægelsen og er iført en sweater, som min ældste datter forelskede sig i. Den er lidt langsommelig at strikke med alle de farveskift – en bundfarve og hele 6 mønsterfarver. Men den bliver vel færdig engang.
En opfordring fra en kunde fik mig til at væve babytæpper for første gang, og der blev tre tæpper. Lækre og bløde og i råhvid/beige. Som mor til børn født i 1990’erne forstår jeg ikke rigtig den farvetone, børn af i dag går klædt i. Farverne larmer i hvert fald ikke, som børnetøj og -udstyr gjorde for 30 år siden! Materialet er igen merino fra Garnspecialisten, der er lækkert blødt og kan vaskes i maskine. De to af tæpperne er til salg under fanen Produkter.
Jeg bliver nødt til at gemme mulige vævemønstre her, for jeg falder somme tider over nogle, der må kunne bruges ved lejlighed. Den til venstre er jo cirkler – og så kun på 4 skafter. Den til højre har jeg døbt Harlekin. Det må kunne bruges til håndklæder.
De blev sådan set flotte nok, de bøvlede håndklæder på en trend af entrådet hør. MEN jeg lover det – aldrig mere hør i trenden, med mindre jeg er absolut sikker på at det kan holde. Det knækkede, som var det betalt for det, så der var en del reparation efterfølgende. De fleste er heldigvis solgt videre, men de orange er endnu til salg under Produkter.
Lige før sne og is satte Danmark i dybfryseren, vævede jeg de smukkeste lyseblå og hvide tørklæder. De blev straks solgt videre, det dobbeltvævede mønster er populært. Merinoulden fra Garnspecialisten er skøn at arbejde med.
Min faster har gavmildt foræret mig en pengegave, og sådan nogle tusindlapper kan brænde i lommen længe, mens jeg tænker på, hvad de mon skal bruges til? Svaret blev garn fra Garnspecialisten, min yndlingsgarnpusher. Efterhånden er jeg trænet i at se løbelængder og anvendelsesmuligheder, så jeg ikke køber noget alt for sytrådstyndt eller på anden vis uanvendeligt. De 5.000 kr. blev til tynd merino, et par kæmpe kegler bomuld 16/2, lidt silke og gul samt mørkeblå bånd-bomuld. Det sidste har jeg endnu til gode at bruge, men man bliver jo fristet…
Min far døde i december 2019. Han var snedker og hjalp mig med alskens stort og småt gennem alle de første godt 50 år af mit liv. Her en håndfuld år senere fik jeg som tidligere nævnt i sommeren 2025 vævet kludetæpper, der faldt ret heldigt ud. Jeg har også øvet mig i 12-13 år 😉 Hvis jeg igen kommer på et marked for at sælge mine vævede produkter, kunne jeg ønske mig et stativ til at præsentere dem på. Sådan et fik jeg ved tilfældighedernes spil fat i i efteråret – min mor sagde først, at de stativer for længst var røget videre, men en tidligere nabo til mine forældre hørte om det og ville gerne forære sit tilbage – så nu må jeg hellere gøre alvor af at få opbygget det lager og komme af sted på et julemarked senere i år.
I sommer for længe siden sad jeg med først lyseblå, entrådet uld og strikkede en sweater, opskriften var Smell the rain fra Drops, men modificeret med tyskervendinger i nakken. Det var den slags entrådet garn, der trækker skævt, hvis man strikker glatstrikning, så jeg måtte finde en opskrift med lidt rib-agtigt. Jeg er vild med farven. Dernæst kastede jeg mig ud i dobbelt, tynd mohair, som jeg før har brugt til trend på væven. Men jeg ønskede mig en råhvid bluse, og denne, frit efter Helene Arnesens Lucrezia i bogen “Fabel knitwear”, blev ret vellykket. Ærmerne er med vilje ret lange, så de kan pose lidt over elastikken ved håndleddet.
Det gik ganske godt til at begynde med, jeg fik vævet et prøvestykke på en opsætning til håndklæder. Lidt japansk i udtrykket, tænkte jeg, og ville fortsætte med et tyndere islæt for at æde mig igennem flere kilo ikke-trendstærkt bomuld, som jeg er kommet til at købe ved Garnspecialisten. Men dét duede slet ikke, trendtrådene knækkede, som om de var betalt for det, og jeg måtte gå tilbage til tykkere islæt. Sådan kan det gå.
Jeg har indtil nu ikke været så dus med båndvæven, og senest måtte jeg google en engelsk vejledning i at sætte én op, fordi jeg døjede med løse tråde. Nu har jeg så til gengæld lært at sætte den op – også så jeg udnytter alle de mærkelige pinde og kan væve et længere bånd. Det er dét, jeg elsker ved at væve. Jeg bliver aldrig færdig med at lære nyt.
