En augustuge i Skals

Julegaven til min mor sidste år var en uges ophold på håndarbejdsskolen i Skals, så vi kunne komme af sted sammen. Det var mit fjerde ugekursus på otte år, men min mor, der ellers er gammel håndarbejdslærer, har aldrig været der. Skolen gør ikke så meget i patchwork, som hun beskæftiger sig med, men hun valgte et broderikursus – så kan hun jo brodere lidt på sine quiltede tæpper. Det var superhyggeligt at vise hende, hvad jeg er fascineret af på skolen. Trods coronabegrænsninger havde vi en fin uge. Jeg kommer hver gang hjem med ny inspiration og nogle nye fif. Sidstnævnte er indsat nederst.

Vandreferie i de tyske alper

Ferien gik i år til tyske Bayern, hvor vi med hjælp fra vores søns tyske kæreste kom på vildt smukke vandreture. Der var skøn udsigt og natur – med de obligatoriske fotos af væveinspirerende vækster – overalt, og jeg kom hjem med en rigtig god følelse af at have oplevet noget helt ekstraordinært. Mundbind, sprit og afstand betød, at vi også følte os helt trygge undervejs.

Coronagarnet er landet

Alting står lidt stille denne sommer, hvor coronakrisen har minimeret vores samvær og gjort verden til et andet sted. En dag kom jeg som en overspringshandling til at forvilde mig ind på en hjemmeside og bestille lidt garn. Eller. En hel masse garn, faktisk. Otte kilo plus det løse. Jeg er som tidligere nævnt faldet over Garnspecialisten, der sælger overskudsproduceret garn fra fabrikker i EU. Noget af dette er for tyndt, men mon ikke jeg får det brugt alligevel.

Astrids store tørklæde

Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.

Rømø forever

Min mand og jeg havde i juni en mærkedag, der skulle fejres i stilhed. Egentlig villle vi have slæbt vores unger med til Jordan for dér at mødes med den mellemste, der skulle have tilbragt foråret i Palæstina og Jordan med at lære arabisk og arbejde frivilligt. Men intet er, som det plejer, i dette coronaår. I stedet blevet det til en uge på Rømø, og det var virkelig dejligt. Jeg har aldrig besøgt øen før, men de strande der … helt fantastisk. Og for tiden ser jeg farvesammensætninger og vævemønstre overalt, så lidt natur sniger sig også med på billederne.

Coronatid betyder også …

Den manglende selskabelighed under coronanedlukningen har betydet, at jeg igen har fået oparbejdet et vist lager af hjemmestrikkede karklude og køkkenhåndklæder. Der har jo ikke været nogen at forære værtindegaver til :0) Heldigvis kom vi for nylig igen af sted på besøg hos nogle venner, så jeg fik lejlighed til at pakke en lille sag sammen.

Så sgu da også …

De sære farver i trenden bliver mildnet lidt, når der som her er hvidt garn i kanten og gulgrønt i selve viskestykket.

Jeg er i gang med endnu et projekt viskestykker, og det går fint. Hver farve i islætsgarnet giver et nyt udtryk. Men en ting har drillet, og det er et fint, elastisk garn, som jeg har brugt til kanter – et trick, jeg lærte af Winnie Poulsen, sidst jeg var på Skals Håndarbejdsskole. Jeg fik simpelthen vundet for stor en portion op, og garnets to tråde filtrede sig uhjælpeligt ind i hinanden. Det kostede en hel del dyrebart garn. Så sgu da også ….

Jeg måtte klippe mig vej gennem garnet, og langt det meste af det endte i papirkurven 🙁

Tørklædeproces

Mit yndlingstørklæde fra 2019 har inspireret mig til at bruge det entrådede uldgarn, jeg har liggende, til at gentage succesen. Denne gang med et ribmønster i stedet for hulmønsteret. Målinger – med hunden Rust som tilskuer – viser, at denne udgave skal have bort såvel på de langsgående sider som i enderne. Så det kan få den rigtige størrelse.

Rust følger os, hvor vi går og står. Han er 13 år gammel og en hyrdehund par excellence.
Jeg blev egentlig hurtig fortrolig med mønsteret, men det mørkegrå garn var svært at se mønsteret i undervejs.

Resteviskestykker

Man kan kalde det en overspringshandling, for jeg ledte dybt i mine gemmer efter noget restegarn velvidende, at jeg egentlig har fint, nyindkøbt bomuld til tynde, hvide gardiner i vores soveværelse. Jeg tør bare ikke rigtigt – det er over 1200 tråde og udnyttelse af hele min vævs bredde, jeg skal ud i. Så nu står den i stedet på 496 tråde i gode, gamle Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Farverne er lidt sådan, tjabom – men lad os nu se. Efterhånden har jeg lært, at noget sagtens kan ende fint, når der kommer islæt i andre farver til.

Vasketøjet fik lov at vente, der var noget garn, som ville skæres til trend.
Færdig med bomning, snart klar til at sølle. Er kommet til at sætte trådene lidt for spredt, så måske bliver det viskestykker på den brede led. Det har jeg ikke prøvet før.