Retrogarnet genoplives

Udgivet den af
Svar

For en del år siden købte jeg noget vævegarn, som jeg fandt helt inde i et hjørne af en stor strikkegarnsbutik i Sydsverige, Linneas Garner. Vævegarnet var vist blevet tilovers fra dengang vævning var hipt i Sverige i 1980’erne. Også i mit skab har noget af det ligget og samlet støv, for det er for tykt til viskestykker, har jeg erkendt. Nialin 12/2 i stedet for 22/2. Men jeg mangler værtindegaver, så jeg tænkte: lidt for tykke viskestykker = fine køkkenhåndklæder. De to retroorange farver blev kombineret med hvid og blå hør, og trenden var virkelig nem at arbejde med. Og tænk; nu er jeg nået til bunds i mit garnlager, så jeg må snart købe nyt 🙂

Puder i mængder

Udgivet den af
Svar

Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.

Til højre den sammensyede pude. Den må modtageren leve med, for betrækket kan ikke vaskes. Pixi har sit første job som håndarbejdsmodel:-)

Resterne udnyttes – og et goddag

Udgivet den af
Svar

Resterne af gardinstoffet + en helt bette rest fra et tidligere viskestykkeprojekt kunne lige blive til tre poser. Jeg måtte liste dem op på knagerne i køkkenet, hvor vores viskestykker normalt hænger, for vi har for nylig sagt goddag til et nyt familiemedlem, halvandet år gamle Pixi. Hun bliver helt nervøs, når metalknagerne rører metalophænget – hvorfor ved vi ikke. Sådan er der mange ting, når man køber en voksen hund. Men ellers er hun super lækker og lige til at knuselske.

Pixi er en Jack Russel-terrier, kun godt halvt så tung som vores gamle cairnterrier. Men der er meget hund i de få kilo, hun vejer.

Nu hænger gardinerne der

Udgivet den af
Svar

Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynde, at de trækker nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.

Måle, nåle, sy, måle …

Udgivet den af
Svar

Gardinprojektet skulle jo føres til ende, men det tog mig mange timer at måle længder, sætte nåle i, sy stropper, kontrolmåle og forfra igen. Det gjorde det ikke bedre, at jeg med mine sædvanlige store armbevægelser havde vævet stof til fire gardiner, så både kontor og soveværelse kunne blive forsynet med nye gardiner. Oprindeligt var den lange trend min sikkerhed for, at jeg kunne klippe en ekstra bane til soveværelsesgardinerne, hvis stoffet krympede alt for meget i bredden. Det viste sig heldigvis ikke at blive nødvendigt.

Livline til gardinchok

Udgivet den af
Svar

Jeg blev endelig færdig med gardinstoffet, der efter alle kunstens regler fik en tur i vaskemaskinen. Med det mener jeg, at jeg lagde det forsigtigt sammen i fire lag, syede dem nænsomt ind i et dynebetræk, lagde stoffet i eddikevand i nogle timer og til sidst puttede hele molevitten ind i vaskemaskinen til en skånevask. Og gisp, så var det blevet misfarvet! Hvis jeg kunne besvime, var det sket i det øjeblik, jeg fik vished for, at der VAR gullige felter i stoffet, det var ikke bare mine øjne, der bedrog mig. Jeg måtte bide hovedet af al skam og spørge mig for i en vævegruppe på Facebook. Folk var virkelig flinke og kom med forskellige bud. Essensen af dem var: Vask en gang til. Det gjorde jeg så – denne gang droppede jeg dynebetrækket – og det gik heldigvis godt. Forklaringen, som jeg hælder til, kom også fra en klog væver på Facebook: Moderne vaskemaskiner bruger simpelthen for lidt vand til, at overskudsfarven i garnet kan blive skyllet ud i første hug. Det synes jeg lyder plausibelt.

Inden vaskehalløjet havde jeg hæftet alle ender langs siderne af de 9 meter stof. Det tog sin tid, men jeg tror det var godt at gøre det før vask.

Før hæftning til venstre – efter hæftning til højre.

Rødt og pink og et farvel

Udgivet den af
Svar

Til jul gav jeg også mig selv noget at arbejde med; svigerdatter Selina fik garn til et kæmpetørklæde, som jeg færdiggjorde i vinterferien. Undervejs agerede vores gamle cairnterrier Rust fotomodel. Det skulle vise sig at være sidste gang; i vinterferien i et sommerhus på Fyn fik han det langsomt dårligere, og lørdag kørte vi direkte fra Fyn til vagtdyrlægen, hvor vi desværre måtte sige farvel til ham. Han kunne om formiddagen ikke stå på benene, måske var det en diskusprolaps, måske en hjernetumor. Men knap 14 år er også en høj alder for en lille hund.

Rust var far til vores anden hund, Fenris, og overlevede ham med et par år.
Selinas tørklæde var supernemt at strikke, jeg brugte det samme mønster som til Theas – det hedder blåklokke – og en kniplingekant i et mønster, jeg ligeledes har strikket før. Solopgangen en dag i vinterferien var til at dåne over.

Theas tørklæde

Udgivet den af
Svar

Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.

  • Der er ret meget farveforskel i garnet, men jeg synes egentlig ikke, at det gør noget.