Den dovne væver tror, at hun gør det nemmere for sig selv, f.eks. ved at vinde meget garn op på sin spole. Men nej, det hævner sig. Som her, hvor jeg måtte bruge dyrebar tid på at vikle garn ud. I det hele taget bliver jeg konstant fascineret af, hvor mange meter garn man kan få til at arte sig fint – og hvor vanskeligt det så bliver, hvis noget går galt.
Min mor skulle selvfølgelig have en rigtig fin julegave et år efter, at min far døde. Fra sommer og tre måneder frem havde jeg konstant tyndt, pink silke/angora/merino-garn mellem fingrene for at strikke et kæmpetørklæde til hende. Det var en af de gaver, man glæder sig til at overrække. Garnet var fra Garnspecialisten og egentlig vævegarn. Hele tørklædet på 75 x 175 cm krævede kun hæftning af to ender – ved start og slut.
Heldigvis er bomuldsgarnet dejligt at arbejde med, når man først er i gang med at væve. Og det bliver ret pænt, når jeg selv skal sige det. Mønsteret er på seks skafter og med en ret enkel trampning over 40 indslag.
Det er mindst et år siden, at jeg købte stort ind af bomuld 16/2 med henblik på at væve gardiner til vores soveværelse. Projektet var alligevel noget af en mundfuld, så jeg har været igennem først et håndklædeprojekt i samme garn – og det drillede noget så grusomt i opsætningen, så det gjorde mig ikke mere modig. Derefter coronaviskestykkerne, som endelig er færdige. Men så. Nu bliver jeg nødt til at forsøge. 1200 tråde, og de klistrer noget så forfærdeligt under bomningen. Igen var der et par tråde, der knækkede undervejs, men guidet af min tålmodige bommemakker (læs: husbonden) fik jeg de 10 meter lange tråde bommet færdig. Pyh.
Coronaåret 2020 er lagt bag os, men foreløbig er der ikke meget fest og farver over 2021. Selv indleder jeg året med måle en trend til pudebetræk og muleposer op. 100 pct. mohair, 9 meter x 704 tråde. Det er ikke så ringe endda, isolationen skal jo udnyttes til noget. Hunden syntes godt nok, at det var et trættende og kedeligt arbejde …
December 2020 har været sjældent solfattig. Men en enkelt, magisk frostklar morgen var der dog – med misteltenen i vores have til at minde om, at julen står for døren.
Så blev coronaviskestykkerne endelig færdige, og jeg ledte som en gal efter et sted på matriklen at forevige dem. Jagten endte uden på vores næsten nye brændeskur, der står stramt og sort og kunne være en fin baggrund. Som de hænger der tager de sig egentlig helt tilforladeligt pæne ud, synes jeg.
En af de smukke dage i efteråret bød på en vandretur med gode venner med udgangspunkt fra Tørning Mølle ved Vojens. Smukt og med masser af væveinspiration.
Vores søns tyskfødte kæreste, Selina, har i efteråret været i praktik i München, praktisk tæt på hendes forældre sydligere i Bayern. Jeg måtte lige sende hende en lille hilsen til minde om dansk sommer; i form af et postkort med et motiv fra Bornholm. Det blev også et par grydelapper med de obligatoriske 100 elefanter på. Jeg havde glemt, at jeg fik dem produktudviklet med øjne – så den nederste række elefanter sover …
Indimellem mit fuldtidsjob får jeg monteret viskestykkerne, der ikke rigtig ligner noget. Men brugbare er de bestemt. Dovenskab har fået mig til at væve enkeltdele af trenden op til et par håndklæder i stedet for viskestykker – selv om en af de vævere, jeg har mødt, holdt på at håndklæder skal laves i en “boblet” binding. Denne er helt flad. Men jeg har regnet forkert, da jeg satte trenden op, så den er simpelthen for bred til viskestykkernes korte led. Til et håndklæde, derimod, går det fint.