Jeg har indtil nu ikke været så dus med båndvæven, og senest måtte jeg google en engelsk vejledning i at sætte én op, fordi jeg døjede med løse tråde. Nu har jeg så til gengæld lært at sætte den op – også så jeg udnytter alle de mærkelige pinde og kan væve et længere bånd. Det er dét, jeg elsker ved at væve. Jeg bliver aldrig færdig med at lære nyt.
Først blev det til to røde kludetæpper, som blev klippet af væven, monteret i en fart indimellem male- og omflytningsprojekt og foræret til vores søn og svigerdatter, der har overtaget en dejlig lejlighed i München. Så knoklede jeg på med at væve færdigt, kludetæpper sviner noget så væmmeligt i vævestuen. Til sidst var der seks styk tæpper af 160×75 cm + et gult på 100×75 cm. De er til salg under fanen “Produkter” her på siden.
Nåja, måske ikke det bedste foto til at vise selve tæpperne. Men vores lille hund havde besøg af sin gode veninde Olga – og så ligner stuen pludselig noget i retning af dengang, børnene hærgede med Lego og andet legetøj over det hele. Forud for placeringen af tæpperne er gået en længere periode, hvor vores stue (og køkken) fik malet vægge for første gang i 18 år, reoler blev tømt og flyttet mellem kælder og stueetage. En masse bøvl og oprydning, men det var jo hele formålet med at væve tæpperne. Nu står min salig fars håndsnedkererede reol i vores stue, og jeg bliver glad, hver gang jeg ser på den.
Det ærgrer mig voldsomt, men må være en læring at tage med videre: Deflected double weave kræver, at man sørger for en ordentlig kontrast imellem farverne. Se ovenfor, hvor meget smukkere det blå tørklæde er blevet, og hvordan mønstret træder tydeligt frem. Derimod mudrer det rød/pinke, fordi jeg klovn har brugt en lidt for mørk pink i trenden 🙁
Men pakket ind blev de nu begge, og foræret til en 50+60 års fødselsdag, et mægtigt gilde hos gode venner.
En hel weekend i juni var dedikeret afgangsudstillingen fra min faguddannelse i skaftevævning. En fantastisk oplevelse, men vejen dertil var ganske lang. Den indebar ud over alt væveriet at investere i 15 flamingoplader til et podie. De blev malet sorte og mast ind i vores bil sammen med det vævede værk, weekendting til både mig og min mand, hundekurv og en smule forplejning. Resultatet var til gengæld fremragende, og især mødet med en masse, masse vævedamer på udstillingsdagen var en kæmpe oplevelse. De stillede nogle lidt andre spørgsmål, end folk almindeligvis gør.
Jeg skal have forberedt en planche til vores afgangsudstilling, og det foregår i flere omgange. Fotos, bindetegning, beskrivelse af forløbet, garn- og væveprøver. Det hele skal gerne vise, hvordan min proces har været. Det er et sjovt og tidkrævende arbejde.
En smal trend bliver til et nyt sæt karklude, jeg forsøger endda at lave dem lidt større end det tidligere hold. Det mislykkes dog, jeg må have talt forkert. Så også disse er lidt for små efter min smag, men alligevel ser det da godt ud, når de alle er færdigmonterede, vasket og har fået klippet alle de små ender af fra islættene, der også denne gang består af trendrester sat sammen med knuder.
Så er tæpperne færdige, men de ligger underligt krøllede på gulvet. Jeg konsulterer ekspertisen i form af mine vævelærere, og det er en længerevarende opgave at fixe. Det kræver et vandtæt gulv, så jeg må i kælderen og får lige plads til et enkelt tæppe ad gangen på betongulvet i vores værksted. Plastic, tæppe, fugtige lagner, plastic og så træplader. Så går man rundt med museskridt på hele overfladen. Det gør man så flere gang i løbet af et døgn. Så bliver tæpperne fine.
Jeg frøs meget i vinter, har fået noget bøvl med stofskiftet. Heldigvis har jeg masser af uldgarn liggende, og jeg komponerede i foråret en trøjeopskrift, mens jeg strikkede den. Har ikke haft den taget i brug endnu, for det er jo stadig dejligt vejr. Men den skal nok blive god, når kulden kommer tilbage.
Når man glemmer at tænke sig om, går det somme tider galt. I dette tilfælde skete det efter nedklipning af det første af tre tæpper. Jeg vævede glad videre, blev færdig med den næste tredjedel og kunne se, at de to sidste tæpper sagtens kunne være på min tøjbom. Altså vævede jeg 6-7 cm kant, satte en lyseblå mærketråd ind og vævede 6-7 cm kant til det næste tæppe. Men … de to skulle jo skilles ad, og hver især var de så lange og så tykke i sammenrullet form, at jeg ikke kunne få plads til dem i symaskinen. Altså måtte jeg “zigzagge i hånden”. Op og ned over 920 tråde, først den ene og så den anden vej. Og så det samme på den anden side af dér, hvor de skulle klippes fra hinanden. Heldigvis gik det godt, jeg klippede og skyndte mig at “efterzigzagge”. Pyyyh …