Tulipaner er for mig det ultimative forårstegn, især når man kan få fat i en buket i blandede farver. Denne blev vi begavet med, da en veninde fra vores boble var forbi til aftensmad en dag. Så glemmer man næsten isen og sneen og mørket – selv om de også har deres charme.
Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.
Jeg kan ikke lade være med at vise et par billeder af dette projekt; råhvid mohairtrend til nogle meter stof, der skal ende som Astrids pudebetræk + formentlig et par muleposer, måske til at sælge. Mohairgarnet er ret tyndt og virkelig lækkert, og jeg vovede at bruge det som trend. Det forløb egentlig fint, en overgang i selve vævningen var der enkelte tråde, som knækkede. Men det gik.
Julegrydelapper – eller blot velegnede til at hænge i et sommerhuskøkken? Modtagerne, der er nygifte, må selv bestemme hvad de vil bruge dem til. Grydelapperne var sjove at strikke, men blev vist lidt for store. Det skal jo passe med et lige antal hjerter på hver side af grydelapperne.
Den dovne væver tror, at hun gør det nemmere for sig selv, f.eks. ved at vinde meget garn op på sin spole. Men nej, det hævner sig. Som her, hvor jeg måtte bruge dyrebar tid på at vikle garn ud. I det hele taget bliver jeg konstant fascineret af, hvor mange meter garn man kan få til at arte sig fint – og hvor vanskeligt det så bliver, hvis noget går galt.
Min mor skulle selvfølgelig have en rigtig fin julegave et år efter, at min far døde. Fra sommer og tre måneder frem havde jeg konstant tyndt, pink silke/angora/merino-garn mellem fingrene for at strikke et kæmpetørklæde til hende. Det var en af de gaver, man glæder sig til at overrække. Garnet var fra Garnspecialisten og egentlig vævegarn. Hele tørklædet på 75 x 175 cm krævede kun hæftning af to ender – ved start og slut.
Heldigvis er bomuldsgarnet dejligt at arbejde med, når man først er i gang med at væve. Og det bliver ret pænt, når jeg selv skal sige det. Mønsteret er på seks skafter og med en ret enkel trampning over 40 indslag.
Det er mindst et år siden, at jeg købte stort ind af bomuld 16/2 med henblik på at væve gardiner til vores soveværelse. Projektet var alligevel noget af en mundfuld, så jeg har været igennem først et håndklædeprojekt i samme garn – og det drillede noget så grusomt i opsætningen, så det gjorde mig ikke mere modig. Derefter coronaviskestykkerne, som endelig er færdige. Men så. Nu bliver jeg nødt til at forsøge. 1200 tråde, og de klistrer noget så forfærdeligt under bomningen. Igen var der et par tråde, der knækkede undervejs, men guidet af min tålmodige bommemakker (læs: husbonden) fik jeg de 10 meter lange tråde bommet færdig. Pyh.
Coronaåret 2020 er lagt bag os, men foreløbig er der ikke meget fest og farver over 2021. Selv indleder jeg året med måle en trend til pudebetræk og muleposer op. 100 pct. mohair, 9 meter x 704 tråde. Det er ikke så ringe endda, isolationen skal jo udnyttes til noget. Hunden syntes godt nok, at det var et trættende og kedeligt arbejde …
December 2020 har været sjældent solfattig. Men en enkelt, magisk frostklar morgen var der dog – med misteltenen i vores have til at minde om, at julen står for døren.