En ny, fast garnleverandør?

I alle de syv år, jeg har ejet min væv, har jeg været på mere eller mindre permanent garnjagt. Det er bare svært at finde en leverandør af vævegarn. Dels skal man bruge usandsynligt store mængder, der nemt kommer til at koste en formue. Dels er jeg en af et trods alt meget lille antal damer, der dyrker vævning som hobby. Derfor er de fysiske butikker, som sælger vævegarn, meget sjældne. Men nu har jeg opdaget Garn Specialisten, der ikke sælger nyproduceret garn, men opkøber restpartier fra overskudsproduktion i tekstilindustrien. Fan-tas-tisk! Bæredygtigt, billigere end nyt garn – og rigeligt til mit formål, trods alt. Det gråblå garn til højre – og herunder – er tynd hør, som jeg bruger som islæt i mine nye håndklæder. Det grønne og gule er sytrådstynd bomuld, som jeg nok lægger dobbelt og ligeledes vil bruge i håndklæderne.

Det virker!

Jeg har fået gang i de nye håndklæder – dejligt! Skytten falder ikke på gulvet, og jeg kan bruge min spreder for første gang. Det bliver ikke så pænt, som jeg kunne ønske, men sådan er det jo, når man skal have bund i sine rester. I øvrigt ændrede mit første håndklædeprojekt struktur og udseende i vask, så man kan alligevel ikke helt regne med noget på forhånd.

En trend af rester

Jeg har så mange rester af Nialin – halvt bomuld, halvt hør – liggende, at jeg vover at sætte en trend op til en ny omgang håndklæder i dette garn, selv om det er noget tykkere end det tynde, tynde bomuld, som jeg brugte til det seneste projekt. Men jeg har lyst til at udforske håndklæder noget mere, og det går altså lidt hurtigere med dette cottolin 22/2.
Jeg ender med at bomme det til 6 tråde pr. cm – og tænker, at det måske slet, slet ikke dur. Sæt jeg har trendet det for løst, så skytten ryger på gulvet hele tiden?

Færdige håndklæder

Så er mine første håndklæder nogensinde færdige. Et kæmpe arbejde, men jeg er godt tilfreds med kvaliteten. To af dem ryger straks videre til en veninde, som er den heldige ejer af et lille sommerhus ud til vandet. Disse håndklæder og sommerhuset kommer til at klæde hinanden, er jeg sikker på. Desværre viste det sig, at de krymper helt vildt meget i vask. Erfaret ved selvsyn, eftersom vi selv beholdt de to sidste håndklæder. Så bredere og længere – næste gang 🙂

Håndklæder og Game of Thrones

De 983 tråde tynd bomuld skal blive til fire håndklæder i dobbelt- og vaffelvævning, hvert 70 x 140 cm. Islæt er hhv. bomuld og coloelastic til fold samt blå hhv. råhvid hør 16/2 til selve håndklædet.To af dem er beregnet til en gave, de sidste vil jeg beholde for at afprøve kvaliteten. Når man er vant til frottéhåndklæder af købeslagsen, er det svært at forestille sig, hvordan disse vil være at bruge. Jeg omtaler dem som hammam-håndklæder – ikke at jeg selv har prøvet at frekventere en hammam, men jeg forestiller mig, at de vil være egnede til sådan et tyrkisk bad.

Imens jeg væver, ser jeg Game of Thrones. Mine nu hjemmefraflyttede børn fik mig lokket med til at se serien, da den i sin tid blev sendt – men jeg er faldet fra efter sæson 4 eller 5 cirka. Nu har jeg tid og lyst til at (gen)se den, og det skal gøres grundigt, så jeg er begyndt helt forfra. Det kører udmærket, jeg væver og har pc’en stående til højre for væven på en stol med en kasse ovenpå. Og da jeg har set den før, behøver jeg ikke at være 100 pct. koncentreret om de blodige scener 🙂

Skiferieprojekt i kniplingemønster

Jeg blev endelig færdig med det store, uldne tørklæde, som jeg påbegyndte på skiferien. Det var meningen, at det skulle være så stort og bredt, at det også kan fungere som en slags sjal, men desværre er det blevet en smule for bredt og derfor ikke helt langt nok. Jeg havde ikke mere garn i den fine, blålilla farve. Så nu pønser jeg på at forlænge det i begge ender med en bort i enten en kontrastfarve eller – mere sandsynligt og nok også mere anvendeligt – en diskret mørkegrå. Mere om det senere.

983 tråde, det er mange

For første gang har jeg skåret en trend med næsten 1.000 tråde. Jeg kunne endda ikke benytte mig af tricket med at tage to tråde ad gangen, fordi trenden skulle være stribet med skiftevis 17 tråde hvid og 8 tråde blålilla. Jeg var først ved at stå og regne på, hvordan jeg skulle køre den blålilla dobbelt, når jeg kun havde en cone med det garn. Men så gik det op for mig, at det ulige tal i det hvide garn jo gjorde det helt umuligt at lave totråds-genvejen. Suk. Men det lykkedes, og jeg fik efterfølgende også bommet, med hjælp fra min søde og heldigvis ganske afslappede husbond. Der var nemlig to trendtråde, der knækkede under bomningen – gisp! I Paulli Andersens Vævebogen fremgår det utvetydigt og med versaler, at der IKKE må knække tråde under bomningen. Jeg var lige ved at opgive (ikke mindst ved tanken om de fire kilo bomuld, jeg har investeret i), men manden min fik mig beroliget, og jeg fik fikset de knækkede tråde. Det svære var, at det tynde bomuld 16/2 klistrede en smule sammen, og jeg måtte hele tiden være over det for at forhindre, at det knækkede igen. 

Åh, Fenris

Disclaimer: Ikke-hundeelskere kan springe dette indlæg over 🙂

Palmesøndag måtte vi sige farvel til vores elskede “nr. 2-hund”, Fenris. Han var søn af den anden, vi har, Rust. Fenris kom ind i vores liv for ni et halvt år siden, gratis, for sådan er reglerne åbenbart, når man låner en hanhund ud til avl.

Fenris var altid en underdog, for Rust er en slags hyrdehund, der passer godt på flokken. Og flokken er åbenbart vi mennesker i familien. Men hans søn var bare sådan lidt i vejen, hvis man spurgte den gamle hund. Vi tobenede elskede Fenris over alt andet, for han var essensen af nuttet. Altid store, pandalignende øjne, der så sådan lidt sørgmodigt på én. Nuttetheden var en væsentlig årsag til, at ingen i familien var parat til at sige farvel til ham, da han allerede som toårig fik diabetes efter en pillekur med antibiotika og binyrebarkhormon. Det sidste kan åbenbart trigge diabetes, og cairn terriere er disponeret for diabetes. Jeg var mildest talt rasende – hvis jeg var dyrlæge, ville jeg da også føle mig fristet til at ordinere noget binyrebarkhormon til en lille cairn, så en kronikerpatient var i hus. Men dyrlægen påstod nu, at det intet havde på sig.

I syv år fik Fenris to gange dagligt en sprøjte med insulin. Hans foder var diætkost, han måtte hverken få madrester eller godbidder. Selv rå gulerod og rød peber var for sødt. Alligevel var han en superkær del af familien, den hund der altid kom én glad i møde og begejstret søgte hen mod alle, han mødte på sin vej. Det sidste års tid af hans liv begyndte hans syn at svigte – en følgevirkning af sukkersygen. Så vi vidste godt, at det var en stakket frist. Til gengæld kunne ingen forudse, at det ville ende så brat, eller at han skulle blive offer for sin egen forslugenhed.

En uge før påske havde vi gæster til frokost, og vi fik bl.a. noget røget lammekød, som jeg pillede ud af først noget plastic og derefter sådan et kødnet, som rullepølse også tit er udstyret med. Ned i skraldeposen, som blev bundet med en hurtig knude, fordi posen var revnet. Ud på fortrappen. Om aftenen skulle min mand gå med hundene og lukkede dem lige ud i haven lidt først. Da han selv kom ud, lå Fenris med plasticomslaget fra kødet – han havde ikke kunnet stå for duften af røget kød. De følgende to dage blev han tiltagende skidt tilpas, ville ikke rigtig spise og drak vand, som han kastede op igen.

Først tirsdag aften kom vi til at se hinanden i øjnene og ræsonnere os frem til, at det sgi da nok var det kødnet, han havde slugt. For h… da også. Af sted til dyrlægen, som opererede ham torsdag og fiskede det famøse net ud. Operationen gik godt, men patienten døde alligevel. Fenris ville ikke begynde at spise igen, så han fik drop og blev smertelindret. Men det var jo ikke holdbart i længden. Søndag formiddag mente dyrlægen ikke, at hun kunne trække den længere, så Fenris blev stedt til hvile. Hun havde kunnet se, at hans lever og bugspytkirtel var begyndt at tage skade af de mange år med medicin, så det havde nok været en stakket frist, før vi alligevel havde måttet sige farvel til ham. Sov godt, Fenris.

Penge tilbage i skat

Sjovt, som “penge tilbage i skat” bliver til “penge til at bruge til noget lækkert til mig selv”. I hvert fald i mit hoved – selv om pengene jo strengt taget er nogle, som jeg har indbetalt for meget og derfor har måttet undvære sidste år. I år blev det til 6.600 kr. for mit vedkommende, og jeg lavede den aftale med mig selv, at jeg måtte bruge halvdelen på garn … Fem kilo bomuld 16/2, to kilo hør 16/2, lidt fiskegarn og noget elastisk bomuld. Og en spreder – som ikke er kommet med på billedet. Da jeg havde stillet alle “gaverne” op og stolt viste dem frem for yngstebarnet, der var hjemme på besøg, kunne jeg se, at det jo er stort set ingenting, man får for de mange hundrede kroner. Suk. Det er dyrt at have en hobby. Men dejligt 🙂