Selv om væven er i gang med det uendelige stykke møbelstof, kan jeg ikke undvære at læse som afveksling. For nylig fandt jeg på biblioteket hele islandske Arnaldur Ingridasons serie om den triste og tænksomme politimand Erlendur – den første endda som lydbog, så jeg kunne væve samtidig! Lige nu er jeg begyndt på nr. 3 i serien, “Stemmen”, hvor hovedpersonen i en afhøring opfinder begrebet sproghandicap. Citat: “Jeg ved ingenting om den mand, og han og mig har allerede set rigeligt til hinanden.” – “Han og jeg,” rettede Erlendur. – “Hva’?” – “Det hedder jeg har og ikke mig har.” Hun så på ham, som om det var synd for ham. – “Synes du, at det gør nogen forskel?” – “Ja,” sagde Erlendur. Hun rystede på hovedet med et fjernt blik. – “Og du ved ikke noget om besøgende?” sagde Erlendur for at afslutte denne snak om sproget. Pludselig så han et behandlingshjem for sproghandicappede, som gik rundt i slåbrok og sutsko og indrømmede deres sygdom: Jeg hedder Finnur, og mig og Asta skal i biografen. Citat slut.

Jeg finder det tæt på genialt… jeg elsker egentlig krimier, men mange af de nye forfattere er en kende for bestialske og fortænkte efter min smag. Men ham her islændingen er jeg vild med:-)