Det danske sprog er forunderligt, men forleden studsede jeg noget, da jeg i et indslag i regionalradioen hørte et ord blive brugt på en måde, som vist må siges at være nyskabende. Det handlede om et vandløb i Silkeborg, hvor der var fundet spor af en farlig nervegift. En ekspert udtalte, at “den er meget harmfuld, især for fostre og børn” – eller noget i den retning. Senere sagde han “harmfuld” igen i samme betydning, altså som noget skadeligt eller farligt. Udtrykket satte sig i min hjerne, og jeg måtte lige tjekke efter på sproget.dk … og den går altså ikke på dansk! På engelsk betyder “harmful” ganske vist skadelig. På dansk kan man være harmfuld, altså fyldt af harme eller vrede. Nok ikke det, eksperten ville sige om nervegiften:-) Misforstå mig ikke, jeg er ikke specielt bange for engelske ords påvirkning af dansk. Men det er synd, hvis de gamle, ikke så brugte ord med tiden får en forfladiget udgave af deres egentlige betydning.

En sproglig finurlighed har slået mig på det seneste. Dels i morgenradiofladen en dag, da en kvindelig ekspert blev ved og ved med at bruge udtrykket “Ka’ man sige…” – ofte flere gange i en enkelt sætning. Til sidst holdt jeg helt op med at høre efter, hvad hun talte om – ventede bare på næste, uundgåelige tilfælde af udtrykket. Tror hun brugte det lidt i stedet for “øøhh…”. Senere har jeg bemærket det hos en foredragsholder og i en YouTube-video. Måske er det bare mine fordomme, men det virker til at være et københavnerfænomen…?

Selv om væven er i gang med det uendelige stykke møbelstof, kan jeg ikke undvære at læse som afveksling. For nylig fandt jeg på biblioteket hele islandske Arnaldur Ingridasons serie om den triste og tænksomme politimand Erlendur – den første endda som lydbog, så jeg kunne væve samtidig! Lige nu er jeg begyndt på nr. 3 i serien, “Stemmen”, hvor hovedpersonen i en afhøring opfinder begrebet sproghandicap. Citat: “Jeg ved ingenting om den mand, og han og mig har allerede set rigeligt til hinanden.” – “Han og jeg,” rettede Erlendur. – “Hva’?” – “Det hedder jeg har og ikke mig har.” Hun så på ham, som om det var synd for ham. – “Synes du, at det gør nogen forskel?” – “Ja,” sagde Erlendur. Hun rystede på hovedet med et fjernt blik. – “Og du ved ikke noget om besøgende?” sagde Erlendur for at afslutte denne snak om sproget. Pludselig så han et behandlingshjem for sproghandicappede, som gik rundt i slåbrok og sutsko og indrømmede deres sygdom: Jeg hedder Finnur, og mig og Asta skal i biografen. Citat slut.

Jeg finder det tæt på genialt… jeg elsker egentlig krimier, men mange af de nye forfattere er en kende for bestialske og fortænkte efter min smag. Men ham her islændingen er jeg vild med:-)

Hans Hertel skriver indimellem på Politikens bagside, og det er altid læsværdigt. For nylig underholdt han med de misforståelser, som kan komme, når folk ikke hører så godt. Bl.a. denne ordveksling af Monty Pythonske dimensioner, citat: .. hans kone mente at høre ham spørge: “Vil du se Europas byer?”Det ville hun da gerne. – “Skynd dig, det skal være nu!” – “Jamen, jeg har ikke pakket!” Eksprespakning blev dog overflødig, for efter desorienteret replikudveksling blev det klart for fruen, at hendes mand havde sagt: “Vil du se de rosa skyer?”. Citat slut.

Med fare for at blive beskyldt for at leve i fortiden vil jeg lige slå et slag for et ord, som åbenbart er ved at gå i glemmebogen. Det gælder det smukke ord “misere”, som ifølge Den Danske Ordbog (med tilføjelsen “over moderne sprog”, så kom ikke her:-) er indført i dansk via fransk misère fra latin miseria ‘ulykke’, afledt af miser ‘ulykkelig’. En yngre kollega troede, at det var stavet forkert, og at der skulle stå “misser” – som i “det var en misser”, altså en smutter. Men da artiklen handlede om budgetkaos i USA og det faktum, at 800.000 mennesker fra den 1. oktober ikke får løn, er der vist i højere grad tale om en god, gammeldags misere, der i ordbogen forklares som “en beklagelig, ubehagelig eller ulykkelig situation” – og ikke bare en smutter!

Trods stavekontrol og andre hjælpemidler breder fejl-stavninger sig i såvel elektroniske som “gammeldags” trykte medier. Har vi for travlt? Er de sociale medier så nemme at bruge, at vi ikke bekymrer os om retstavning? Sætninger som “alle dyrerne i Cirkus Nemo” (forsiden af et avismagasin – og det hedder “dyrene”) og “han kørte på spindende hjul” (en artikel i en netavis – her er fejlen, at katte spinder, men hjul kan spinne) får i hvert fald min bekymring til at vokse. I aftes tilbragte jeg så en hel time i selskab med en tekstet tv-serie, hvor teksteren konsekvent ikke kunne finde ud af at sætte det sidste (korrekte) “r” på udsagnsord som “kører”, “rejser”, “spiser” etc. Efter min mening et udtryk for, at der fortsat er brug for professionelle sprogbrugere! Måske er jeg bare gammeldags…

Aaarrgghh (her bør man se en kaptajn Haddock-agtig stribe af eder og andre ord-udgydelser for sit indre blik)!!! Jeg KAN ikke forlige mig med, at selv hæderkronede, danske medier som Danmarks Radio ikke formår at formidle det danske sprog på ordentlig vis. “Enhedslisten utilfredse med forlig”, “Enhedslisten de vil” – og mere af samme skuffe. Hvad er det, der gør det så svært at bruge de rigtige henførende stedord? Enhedslisten er ét parti (selv om onde tunger nok vil påstå det modsatte :-)), og derfor er det korrekte “Enhedslisten utilfreds med forlig” – og nej, man kan ikke sige “de”, når man længere henne i sætningen omtaler partiet. Heller ikke selv om man i virkeligheden taler om menneskene bag partibetegnelsen. Og det er måske her, forklaringen ligger…

En overskrift i avisen – “Hun bestyrer Rungstedlunds lyksagligheder” fik mig til at fundere, om brugen af ordet “salig” og afledninger deraf mon er ved at være så gammeldags og langt væk fra det moderne menneskes verden, at vi ikke engang ved, hvordan det staves længere. For der er jo vitterligt tale om “lyksalig” uden det ekstra “g”. Og mon saligheden bliver til sin modsætning, ulyksalighed – som vist heller ikke findes i korrekt dansk, men dog giver mening… 🙂 Under alle omstændigheder giver en Google-søgning på “lyksaglig” over 1.500 hits. Så den journalist, der begik stavefejlen i avisen, er ikke alene.

Hvad er der nu i vejen med ordet “om”? Er det ikke fint nok længere? I de elektroniske medier er det hverdagskost, at der i stedet for det lille, fikse ord på blot to bogstaver bliver brugt det noget længere “omkring”. Men jeg oplever, at det begynder at snige sig ind også i trykte medier. Et par nylige eksempler: “… har hørt og fået bekræftet flere informationer omkring fremtidsplanerne…” og “…i forbindelse med en artikel omkring kommunens…”. Et pudsigt eksempel er den følgende, hvor “omkring” faktisk hører hjemme i sætningen, men der mangler så bare et “om” lige foran: “…det handler omkring 12.000-14.000 danskere, der skulle flyve med…”. Hermed en opfordring: Lad os holde fast i at sige – og skrive “om”, når det er på sin plads!

Hørt i Radioavisen:

“Hvis de har lært nok til at ka’ passe sit arbejde…”. Citat: En københavnsk leder af et sprogcenter for udlændinge.

Måske ikke så mærkeligt, at eleverne har svært ved at lære dansk…