Har du en væv? Denne kvinde har hele fem Lervad-væve!

IMG_4893

Som journalist er nysgerrighed næsten lige så stor en del af mig som min forkærlighed for garn, vævning og stof. Jeg vil derfor gerne skrive om nogle af de kvinder, der som jeg elsker at nørde med den slags håndarbejde. Allerførst om Karen Birgitte Hansen, som jeg mødte, da jeg for godt tre år siden købte min Glimåkra-væv – et fejlkøb fra hendes mors side, som blot stod og samlede støv i en kælder. Godt, at jeg fik den reddet! Og nu har  jeg så på bagkanten fået skrevet om hende og den metier, som ikke mange nu om dage kan prale af at have levet af. Læs med her:

Hverdag med hvergarn

For Karen Birgitte Hansen er vævning noget, der er gået i arv. Og til dels har vævningen været hendes levevej.

Man skal nogle hundrede meter ned ad en snoet grusvej for at finde den slægtsgård, hvor Karen Birgitte Hansen bor og har arbejdet hele sit erhvervsaktive liv.

Vi er ude på landet i omegnen af Horsens, hvor bakkerne former landskabet. Rundt om den lille gård er der marker med vandrette linjer tegnet af spæd vintersæd, som titter frem på det tidspunkt af året, da jeg er på besøg. Inde i en tilbygning til rødstensstuehuset dominerer det vandrette ligeledes, men her i form af tyndt, tyndt bomuldsgarn sat op som trende på i alt fem store Lervad-væve.

Karen Birgitte Hansen er væver. Nu, som 66-årig pensionist, er vævningen kun en hobby – men gennem hele sit arbejdsliv har hun vævet stof til folkedragter, det såkaldte hvergarn.

IMG_4907

”Men man kan ikke leve af at væve, med mindre man væver messehageler,” slår hun fast.

I stedet har den primære indtægtskilde for hende og hendes mor – og tidligere endnu mormoderen – været udlejning af de færdigsyede folkedragter. Det tog tid. De folkedragter, der blev udlejet, skulle pakkes og sendes, og de tilbageleverede skulle vaskes – i hvert fald det inderste lag – og stryges.

”Vi ordnede forretninger hele ugen, og så vævede vi i weekenden,” forklarer Karen Birgitte Hansen.

Folkedansens moderne storhedstid begyndte omkring 1960. Fra da og 25-30 år frem var der rigelig efterspørgsel på de farverige folkedragter, som hører dansen til.

”Telefonen stod ikke stille i de år. Vi kunne få alt det arbejde, vi ville have. Og der var ventelister,” mindes Karen Birgitte Hansen.

IMG_4890Der var og er ikke mange konkurrenter, som begiver sig af med kreering af folkedragter fra bunden. I hvert fald ikke nogen, der som Karen Birgitte Hansen tager sig af alt på dragten: Mange ærmer er håndstrikkede, der er en del syarbejde i selve sammensyningen af folkedragterne, ligesom broderier på eksempelvis herrernes skjorter er almindelige. Karen Birgitte Hansen er så garvet, at hun endda håndtegner broderimønstre ud fra gamle beklædningsgenstande.

IMG_4885

I dag er udlejningen af dragter for nedadgående, og folkedans er igen blevet en niche for de få. Men Karen Birgitte Hansen har stadig en fyldig samling smukke dragter hængende, som hun udlejer, når nogen henvender sig. Hun væver også stof på bestilling.

En helt særlig historie knytter sig til Norge, hvor folkedragter kaldes nationaldragter og bruges til snart sagt enhver festlig lejlighed: Konfirmation, bryllup, nationaldag osv.

”Jeg har solgt en del dragter til Norge, fordi de deroppe koster stort set det dobbelte af prisen herhjemme,” forklarer Karen Birgitte Hansen.

En færdig folkedragt fra hendes hånd koster omkring 15.000 kr. Jo mere tidkrævende håndbroderi på dragten, des højere er prisen selvsagt.

Karen Birgitte Hansen kalder sig selv et rodehoved, og der er da også fyldt godt op på hylderne i hendes sy- og vævestuer. Alligevel finder hun i løbet af få øjeblikke først nogle helt bestemte væveprøver, fordi jeg gerne vil se eksempler på bl.a. hanefjedsmønstre.

IMG_4902

Dernæst fisker hun en bog – eller resterne af den – frem fra gemmerne. Det er hendes mormors nu godt slidte notesbog med optegnelser om vævninger, væveprøver m.v. De første sider, skrevet med sirlig skråskrift, er fra 1929. Ligesom vævningen er bogen gået i arv.

”Mine bedsteforældre fattede interesse for folkedans,” forklarer Karen Birgitte Hansen om baggrunden for, at det lige blev folkedragter, som ud over landbrug nu i tre generationer har defineret hendes slægt.

Evnen til at sy ligger til familien, men vævning var på det tidspunkt ikke noget, som mormoderen mestrede.

”Så hun efterlod mand og fire børn i en måned for at tage til Askov og lære at væve.”

Det var som nævnt i 1929. Lervad-vævene, som stadig er i brug, fik mormoderen specialfremstillet.

Her mere end 85 år senere har Karen Birgitte Hansen afleveret sit momsnummer og er altså gået på pension som fuldtids væver. Tre generationers hverdag med hvergarn er ved at være til ende.

IMG_4901

Vævefakta

Hvergarn

Den tynde bomulds- eller hørtrend (80-120 tråde pr. 10 cm) suppleres med islæt i kartegarn, ren, 1-trådet uld. Karen Birgitte Hansen foretrækker kartegarnet frem for f.eks. kamgarn, fordi kartegarnet giver et fastere stykke stof, hvor strukturen i vævningen træder pænt frem.

IMG_4892

Stoffet skal slås hårdt sammen, så det er ikke sådan lige at sige, hvor mange islættråde der er pr. cm stof. Men det er et fysisk krævende arbejde at sidde med.

Det færdige stof kaldes hvergarn og kan være ensfarvet, stribet eller forsynet med blomster- eller andet mønster.

2 tanker om “Har du en væv? Denne kvinde har hele fem Lervad-væve!

  1. Vævelauget Randbøldal
    Et levende værksted hvor der er plads til store og små oplevelser.

    Velkommen til Vævning
    Sådan lyder det, når man besøger væveværkstedet på Randbøldalmuseet og bliver mødt af én eller flere fra vævelauget, der er travlt optaget ved vævene. Med respekt for håndvævning og den tekstile kulturarv bliver der vist og fortalt hvordan der bliver vævet på de gamle skaftevæve, efter mønstre der er kendte igennem generationer.
    Det giver god mening, når der igennem formidling dannes fælles erindring og hvor vi igennem levendegørelse sætter fokus på hvordan den tekstile kulturelle arv kan bibeholdes
    Vævelauget Randbøldal
    Dalekildevej 1, 7183 Randbøl
    Kontakt
    Væver Mona Sørensen
    Mail:runeager@stofanet.dk
    eller tlf. 60 30 25 68

    • Hej Mona, tak for info om jeres væveværksted – jeg er stødt på det før, vist gennem vævning.dk … det kan være, at jeg skal besøge jer på et tidspunkt?! vh Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *