Blå uld i to nuancer

Jeg skal begynde på Vævelaugets uddannelse i skaftevævning, 1. modul. Det glæder jeg mig helt vildt til, og for en gangs skyld fik jeg overtalt mig selv til at lave en ultrakort trend, så jeg lynhurtigt kunne væve et tørklæde til mig selv. Altid rart at have lidt at vise frem, når man skal møde nye, væveinteresserede mennesker. Trenden blev i kamgarn i to blå nuancer. Jeg kan slet ikke få nok af den farve – heller ikke ude i naturen.

Et hjerte til at fylde op

Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.

Der gik ren Jørgen Clevin i den på spisebordet, mens jeg baksede med hjerteæsken. Det lykkedes at udnytte stort set hele den røde stofrest, det føles helt godt.

Muleposer på stribe

Astrids puder var lavet på en for lang trend, så jeg kunne eksperimentere med de førnævnte muleposer. Jeg har været virkelig glad for min mørkeblå – på foto herover til højre. Derfor tænkte jeg; måske andre kan have glæde af en tilsvarende. Med lidt samlebåndsarbejde lykkedes det at fabrikere tre muleposer til evt. salg med tiden. Jeg var godt hjulpet af skind fra en bunke, der lå kælderen i mit barndomshjem, og som jeg skyndte mig at redde, da huset skulle sælges – og af skjortestof fra min mors lager af stof egnet til patchwork. Islæt er dels grov uld, dels tynd ditto lagt dobbelt eller firdobbelt.

Retrogarnet genoplives

For en del år siden købte jeg noget vævegarn, som jeg fandt helt inde i et hjørne af en stor strikkegarnsbutik i Sydsverige, Linneas Garner. Vævegarnet var vist blevet tilovers fra dengang vævning var hipt i Sverige i 1980’erne. Også i mit skab har noget af det ligget og samlet støv, for det er for tykt til viskestykker, har jeg erkendt. Nialin 12/2 i stedet for 22/2. Men jeg mangler værtindegaver, så jeg tænkte: lidt for tykke viskestykker = fine køkkenhåndklæder. De to retroorange farver blev kombineret med hvid og blå hør, og trenden var virkelig nem at arbejde med. Og tænk; nu er jeg nået til bunds i mit garnlager, så jeg må snart købe nyt 🙂

Puder i mængder

Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.

Til højre den sammensyede pude. Den må modtageren leve med, for betrækket kan ikke vaskes. Pixi har sit første job som håndarbejdsmodel:-)

Nu hænger gardinerne der

Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynd, at den hænger nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.

Måle, nåle, sy, måle …

Gardinprojektet skulle jo føres til ende, men det tog mig mange timer at måle længder, sætte nåle i, sy stropper, kontrolmåle og forfra igen. Det gjorde det ikke bedre, at jeg med mine sædvanlige store armbevægelser havde vævet stof til fire gardiner, så både kontor og soveværelse kunne blive forsynet med nye gardiner. Oprindeligt var den lange trend min sikkerhed for, at jeg kunne klippe en ekstra bane til soveværelsesgardinerne, hvis stoffet krympede alt for meget i bredden. Det viste sig heldigvis ikke at blive nødvendigt.

Livline til gardinchok

Jeg blev endelig færdig med gardinstoffet, der efter alle kunstens regler fik en tur i vaskemaskinen. Med det mener jeg, at jeg lagde det forsigtigt sammen i fire lag, syede dem nænsomt ind i et dynebetræk, lagde stoffet i eddikevand i nogle timer og til sidst puttede hele molevitten ind i vaskemaskinen til en skånevask. Og gisp, så var det blevet misfarvet! Hvis jeg kunne besvime, var det sket i det øjeblik, jeg fik vished for, at der VAR gullige felter i stoffet, det var ikke bare mine øjne, der bedrog mig. Jeg måtte bide hovedet af al skam og spørge mig for i en vævegruppe på Facebook. Folk var virkelig flinke og kom med forskellige bud. Essensen af dem var: Vask en gang til. Det gjorde jeg så – denne gang droppede jeg dynebetrækket – og det gik heldigvis godt. Forklaringen, som jeg hælder til, kom også fra en klog væver på Facebook: Moderne vaskemaskiner bruger simpelthen for lidt vand til, at overskudsfarven i garnet kan blive skyllet ud i første hug. Det synes jeg lyder plausibelt.

Inden vaskehalløjet havde jeg hæftet alle ender langs siderne af de 9 meter stof. Det tog sin tid, men jeg tror det var godt at gøre det før vask.