Klude med mening

“Karklude, vaskeklude, grydelapper og håndklæder”. Sådan hedder én af de Facebook-grupper, jeg er medlem af. Måske en klub for de få nørder, tænker du… men nej, vi er 8.026 medlemmer i skrivende stund. I går i middagsradioavisen blev jeg mindet om, hvorfor vi gør det – eller hørte i hvert fald en værdig årsag til at bruge sine hænder og sin tid (og lidt sine penge, men det feder i det mindste ikke…!) på at nørkle klude, som kan skaffes langt hurtigere og billigere i den nærmeste dagligvarebutik. Det er nemlig godt for planeten Jorden:-) En nys udgivet rapport fra World Economic Forum, som p.t. holder årsmøde i Davos i Schweiz, fortæller, at der hvert minut – døgnet rundt, året rundt – dumpes en lastbilfuld plastic i verdenshavene. En lastbilfuld! Og; sagde en ekspertkilde i samme radioavis (citeret efter hukommelsen): “Mange er begyndt selv at strikke karklude, for de pastelfarvede, vi køber, indeholder 20 pct. plastic.” Jeg ved ikke, om det tal holder stik. Men tankevækkende, hvis vi 8.026 kan være med til at skubbe den forrykte plasticstatistik i en nedadgående retning.
IMG_5065IMG_5067

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *