Min lille vævestue føles indimellem endnu mindre. Det skyldes nok, at jeg i perioder ikke kan få noget gjort færdigt. En striktrøje fra tidernes morgen ligger i skabet – den er slidt på siderne, der hvor ens arme gnider mod hofterne. Hvad kan man gøre ved det? Nok ingenting, jeg forsøgt mig med at “sy” noget garn ind i mønstret, men måtte opgive det. Nu ligger trøjen og giver mig dårlig samvittighed – jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med den, fordi jeg strikkede den til min mand helt tilbage i midt-90’erne. Vores på det tidspunkt to år gamle søn fik en trøje magen til i julegave. Den er desværre røget videre til en veninde, tror jeg – kunne ellers have været sjovt at se begge trøjer sammen. Især fordi jeg ikke i 20 år har færdiggjort så store strikarbejder. Nu er det væven, der trækker!

De andre ufo’er (UFærdige Objekter) i skabet er en dyr bluse, der er blevet vasket forkert og derfor for lille – og mit forsøg på at sy en bluse magen til, fordi jeg var så glad for den. Det projekt ses på fotoet til højre og bliver nok aldrig færdigt – det er for engleagtigt og i noget helt forkert stof til snittet.

Desuden nogle bukser, der mangler en lynlås, et par vævede stofrester, som jeg skal have udtænkt en plan for – og så et stolesædebetræk, som skal skiftes. Det må blive hjemmevævet. Når jeg engang får tid…