
En forårsdag drog min mand og jeg til København, inviteret af gode venner, for at støtte dem i deres “brug byens kulturelle tilbud mere”-mission. De havde spurgt, om ikke udstillingen med Anna Thommesens vævede tæpper var lige noget for os (læs: mig). Jeg er jo ikke meget for billedvævning, som jeg henregner hendes værker til. Men smukke er de, klart. Mest fascinerende fandt jeg dog hendes livshistorie, hvor hun forlader et ægteskab for at følge en otte år yngre mand, der også var kunstner. Og så rummer udstillingen hendes ansøgninger fra 1960’erne om – med kun få tusinde kroner i arbejdsløn – at vinde udsmykningsopgaver. Et tidsbillede.































