Julesyslerier

Ind under jul … der sysles med diverse håndarbejde, som forhåbentlig vil falde i god jord hos modtagerne. Jeg har i år som tidligere nævnt været plaget af en musearm, som jeg forhåbentlig slipper af med på et tidspunkt. Alligevel har jeg strikket, hæklet og vævet i det små. Men også siddet og set ud over vandet på Gran Canaria en uge i november UDEN at nørkle med et eller andet. Det kunne faktisk godt lade sig gøre. Men jeg vil nu helst være i stand til at foretage mig noget nyttigt.

Næææh – er det til mig?

Jeg har igen ønsket mig noget væverelateret af min far i fødselsdagsgave. Og se, om han ikke hører min bøn: En bette hylde, som nu hænger på væggen ved siden af min væv. Lige med plads til radio, kaffekop, ekstra garn – og så en holder til at sætte min mobiltelefon på. Perfekt! Især fordi min vævebænk, som jeg fik af ham sidste jul, kan vippe i sædet. Ikke så trygt at stille kaffekoppen på den 🙂

Åh, Fenris

Disclaimer: Ikke-hundeelskere kan springe dette indlæg over 🙂

Palmesøndag måtte vi sige farvel til vores elskede “nr. 2-hund”, Fenris. Han var søn af den anden, vi har, Rust. Fenris kom ind i vores liv for ni et halvt år siden, gratis, for sådan er reglerne åbenbart, når man låner en hanhund ud til avl.

Fenris var altid en underdog, for Rust er en slags hyrdehund, der passer godt på flokken. Og flokken er åbenbart vi mennesker i familien. Men hans søn var bare sådan lidt i vejen, hvis man spurgte den gamle hund. Vi tobenede elskede Fenris over alt andet, for han var essensen af nuttet. Altid store, pandalignende øjne, der så sådan lidt sørgmodigt på én. Nuttetheden var en væsentlig årsag til, at ingen i familien var parat til at sige farvel til ham, da han allerede som toårig fik diabetes efter en pillekur med antibiotika og binyrebarkhormon. Det sidste kan åbenbart trigge diabetes, og cairn terriere er disponeret for diabetes. Jeg var mildest talt rasende – hvis jeg var dyrlæge, ville jeg da også føle mig fristet til at ordinere noget binyrebarkhormon til en lille cairn, så en kronikerpatient var i hus. Men dyrlægen påstod nu, at det intet havde på sig.

I syv år fik Fenris to gange dagligt en sprøjte med insulin. Hans foder var diætkost, han måtte hverken få madrester eller godbidder. Selv rå gulerod og rød peber var for sødt. Alligevel var han en superkær del af familien, den hund der altid kom én glad i møde og begejstret søgte hen mod alle, han mødte på sin vej. Det sidste års tid af hans liv begyndte hans syn at svigte – en følgevirkning af sukkersygen. Så vi vidste godt, at det var en stakket frist. Til gengæld kunne ingen forudse, at det ville ende så brat, eller at han skulle blive offer for sin egen forslugenhed.

En uge før påske havde vi gæster til frokost, og vi fik bl.a. noget røget lammekød, som jeg pillede ud af først noget plastic og derefter sådan et kødnet, som rullepølse også tit er udstyret med. Ned i skraldeposen, som blev bundet med en hurtig knude, fordi posen var revnet. Ud på fortrappen. Om aftenen skulle min mand gå med hundene og lukkede dem lige ud i haven lidt først. Da han selv kom ud, lå Fenris med plasticomslaget fra kødet – han havde ikke kunnet stå for duften af røget kød. De følgende to dage blev han tiltagende skidt tilpas, ville ikke rigtig spise og drak vand, som han kastede op igen.

Først tirsdag aften kom vi til at se hinanden i øjnene og ræsonnere os frem til, at det sgi da nok var det kødnet, han havde slugt. For h… da også. Af sted til dyrlægen, som opererede ham torsdag og fiskede det famøse net ud. Operationen gik godt, men patienten døde alligevel. Fenris ville ikke begynde at spise igen, så han fik drop og blev smertelindret. Men det var jo ikke holdbart i længden. Søndag formiddag mente dyrlægen ikke, at hun kunne trække den længere, så Fenris blev stedt til hvile. Hun havde kunnet se, at hans lever og bugspytkirtel var begyndt at tage skade af de mange år med medicin, så det havde nok været en stakket frist, før vi alligevel havde måttet sige farvel til ham. Sov godt, Fenris.

Penge tilbage i skat

Sjovt, som “penge tilbage i skat” bliver til “penge til at bruge til noget lækkert til mig selv”. I hvert fald i mit hoved – selv om pengene jo strengt taget er nogle, som jeg har indbetalt for meget og derfor har måttet undvære sidste år. I år blev det til 6.600 kr. for mit vedkommende, og jeg lavede den aftale med mig selv, at jeg måtte bruge halvdelen på garn … Fem kilo bomuld 16/2, to kilo hør 16/2, lidt fiskegarn og noget elastisk bomuld. Og en spreder – som ikke er kommet med på billedet. Da jeg havde stillet alle “gaverne” op og stolt viste dem frem for yngstebarnet, der var hjemme på besøg, kunne jeg se, at det jo er stort set ingenting, man får for de mange hundrede kroner. Suk. Det er dyrt at have en hobby. Men dejligt 🙂

Til det fraflyttede værelse

Nu da også yngstebarnet er flyttet hjemmefra, står børneværelserne lidt halvtomme hen. Heldigvis har vi to fine sovesofaer, som kan slås ud, når afkommet er på besøg “hjemme” i Horsens. Men det hele ser alligevel lidt forladt ud. En tur i genbrugeren har skaffet et lille bord til Astrids værelse, og jeg fik gang i symaskinen, så et par puder af resterne fra det pudebetræk, jeg vævede sidste år, kunne se dagens lys. Og pynte på sovesofaen 🙂

Lagerets velsignelse

Madklub i begyndelsen af februar, hvad griber man til for at komme med en værtindegave? Selvfølgelig noget hjemmelavet. Denne gang blev det et enkelt glas marmelade, en karklud og et af de tofarvede viskestykker, som ligger på min “lagerhylde”. Dejligt at have sådan en – og min veninde tog glad imod, idet hun sagde, at det var første gang jeg var troppet op med noget hjemmevævet. Ups. Det er faktisk et af mine største problemer, for min hukommelse er simpelthen ikke, hvad den har været. Hvad har jeg givet til hvem og hvornår? Jeg kan ikke rigtig holde styr på det længere. 

GemGem

Vævebænken

Min snedkerfar tager mine ønskesedler alvorligt 😀 På mit ophold i efteråret på Skals Håndarbejdsskole var læreren, Winnie Poulsen, noget fortørnet over de fastmonterede vævebænke, som man i sagens natur skal kravle over, når man skal hhv. sætte sig og rejse sig. Det er meget nemmere med en løs bænk, hævdede hun, og da først tanken var plantet i mit hoved, kunne jeg ikke slippe den igen. Hvem der bare havde sådan en … så på julegaveønskesedlen med 1 stk. løs vævebænk, og sørme om ikke den stod der den 24. december. Hurra! Komplet med vippesæde, og den fastmonterede på væven var lige til at tage af, så ingen problemer dér.

GemGem

GemGem

Sommerhusfristelser

En tur i sommerhus på Thurø var en selvforkælelsesgave i september – og indebar også et besøg hos Hjelholts Uldspinderi på Fyn. Uh, det var farligt. Masser af lækkert uldgarn og en rigtig flink indehaver/butiksansat. Så jeg gik derfra lidt fattigere, men rigere på garn 🙂

GemGem

Ingenting her, ingenting der

Hokuspokus, i løbet af få uger er mine 14 vævede viskestykker forsvundet ud til højre og venstre i form af gaver til gode venner. Nogle har købt sommerhus, en anden er flyttet – og en fyldte rundt. Jeg holder meget af at forære hjemmelavede ting væk, især når det er noget nyttigt. Så er det bare at håbe, at modtagerne også synes om idéen … 

Til den svigefulde kollega

En dygtig og social kollega valgte nye græsgange, og det kan han jo slet, slet ikke være bekendt. Men alligevel fik han en afskedsgave i form af marmelade og et enkelt viskestykke. Det manglede da bare 🙂 Historien bag er, at han “kom til” at like et foto af mit viskestykkeprojekt på Facebook – hvilket han mente var et slag af en slags mod hans egen mandighed. Marmeladen kom med som bonus til hans små døtre.