Disclaimer: Ikke-hundeelskere kan springe dette indlæg over 🙂

Palmesøndag måtte vi sige farvel til vores elskede “nr. 2-hund”, Fenris. Han var søn af den anden, vi har, Rust. Fenris kom ind i vores liv for ni et halvt år siden, gratis, for sådan er reglerne åbenbart, når man låner en hanhund ud til avl.

Fenris var altid en underdog, for Rust er en slags hyrdehund, der passer godt på flokken. Og flokken er åbenbart vi mennesker i familien. Men hans søn var bare sådan lidt i vejen, hvis man spurgte den gamle hund. Vi tobenede elskede Fenris over alt andet, for han var essensen af nuttet. Altid store, pandalignende øjne, der så sådan lidt sørgmodigt på én. Nuttetheden var en væsentlig årsag til, at ingen i familien var parat til at sige farvel til ham, da han allerede som toårig fik diabetes efter en pillekur med antibiotika og binyrebarkhormon. Det sidste kan åbenbart trigge diabetes, og cairn terriere er disponeret for diabetes. Jeg var mildest talt rasende – hvis jeg var dyrlæge, ville jeg da også føle mig fristet til at ordinere noget binyrebarkhormon til en lille cairn, så en kronikerpatient var i hus. Men dyrlægen påstod nu, at det intet havde på sig.

I syv år fik Fenris to gange dagligt en sprøjte med insulin. Hans foder var diætkost, han måtte hverken få madrester eller godbidder. Selv rå gulerod og rød peber var for sødt. Alligevel var han en superkær del af familien, den hund der altid kom én glad i møde og begejstret søgte hen mod alle, han mødte på sin vej. Det sidste års tid af hans liv begyndte hans syn at svigte – en følgevirkning af sukkersygen. Så vi vidste godt, at det var en stakket frist. Til gengæld kunne ingen forudse, at det ville ende så brat, eller at han skulle blive offer for sin egen forslugenhed.

En uge før påske havde vi gæster til frokost, og vi fik bl.a. noget røget lammekød, som jeg pillede ud af først noget plastic og derefter sådan et kødnet, som rullepølse også tit er udstyret med. Ned i skraldeposen, som blev bundet med en hurtig knude, fordi posen var revnet. Ud på fortrappen. Om aftenen skulle min mand gå med hundene og lukkede dem lige ud i haven lidt først. Da han selv kom ud, lå Fenris med plasticomslaget fra kødet – han havde ikke kunnet stå for duften af røget kød. De følgende to dage blev han tiltagende skidt tilpas, ville ikke rigtig spise og drak vand, som han kastede op igen.

Først tirsdag aften kom vi til at se hinanden i øjnene og ræsonnere os frem til, at det sgi da nok var det kødnet, han havde slugt. For h… da også. Af sted til dyrlægen, som opererede ham torsdag og fiskede det famøse net ud. Operationen gik godt, men patienten døde alligevel. Fenris ville ikke begynde at spise igen, så han fik drop og blev smertelindret. Men det var jo ikke holdbart i længden. Søndag formiddag mente dyrlægen ikke, at hun kunne trække den længere, så Fenris blev stedt til hvile. Hun havde kunnet se, at hans lever og bugspytkirtel var begyndt at tage skade af de mange år med medicin, så det havde nok været en stakket frist, før vi alligevel havde måttet sige farvel til ham. Sov godt, Fenris.