Sommerprojekt 2

Da det gik så godt med Theas blå top, måtte jeg straks i gang med det samme hulmønster til en bluse i uld. Sideløbende prøver jeg virkelig at få gang i den svære trøje med snoninger, som jeg har lovet min mand. Den skal erstatte en gammel Marianne Isager-trøje, som jeg strikkede til ham for godt 20 år siden, og som nu er slidt op 🙂 Men snoningerne kræver koncentration, så det er godt at have det grønne håndarbejde som afveksling. Nederst ærmet til trøjen med snoninger – farven er den samme mørkegrå, selv om den ser helt uens ud på de to billeder.

GemGem

Alt det, som man kunne …

Tænk, hvis tiden var uendelig, og man kunne nå alt det, som energien trods alt ikke rækker til. I denne sommer har jeg fået ordnet et par af de ting, som konstant ligger og lurer i baghovedet. Og fået begyndt på en enkelt anden, nemlig at bygge æblekasser i specialmål til nogle meget dybe hylder i vores garage. Mine snedker-skills er dog så som så. Så træstykkerne ligger og venter på en regnvejrsdag. På det nederste foto ses en af de ting, jeg faktisk har nået, nemlig at sætte fotos i rammer. De er hængt fint op nu på en væg i vores gang.

GemGem

Kludetæppeinspiration

På en udflugt kom vi forbi Randbøldalmuseet under Vejlemuseerne – desværre lige for sent til, at væverne stadig var i gang. Men lidt inspiration hentede jeg i form af et kæmpe vægtæppe, der helt enkelt er islæt af råhvide klude med farvet trend. Det er svært at yde retfærdighed på fotos, men trenden skiftede farve tværs over tæppet (kan lige anes på det midterste foto), så helhedsindtrykket blev elegant regnbuefarvet på hvid baggrund. Idéen er ny for mig, men tæppet – som det ses nederst – altså fra 2004. Den farvede trend må jeg arbejde med i nye kludeprojekter…

GemGem