Det lille, ophængte billede måler måske 7 x 10 cm og viser to lettere korpulente skikkelser, som sidder på en strand og ser ud over havet. Et enkelt og fint sommermotiv, og når man så kan konstatere, at det er fabrikeret som en billedvævning, bliver i hvert fald jeg imponeret.
Kunstneren bag er den nu 87-årige Martta Karvonen Olesen, som jeg besøger i hendes 1. salslejlighed med udsigt til Kildevældskirken på Østerbro i København.
Martta Olesen har således i sin lejlighed enkelte billedvævninger hængende, men faktisk er hun meget mere end bare en ”garnøgle” – altså en, der som jeg og mange andre nørkler med garn. Hun er uddannet fra kunstskolen i Åbo i Finland og har gennem årene skabt både vægmalerier, grafik, tegninger og collager. Samt altså billedvævningerne.
Mange af Martta Olesens kunstværker har motiver fra hendes barndom; her er det det finske flag, der hejses.
Hendes historie begynder nemlig i vores skandinaviske broderland og er ikke uden drama:
”Jeg er født den 6. august 1928 i Sakkola. Ved vinterkrigens begyndelse blev vor familie – far, mor og seks piger – evakueret til Laihia i det vestlige Finland.”
Det var i vinteren 1939, at den 11-årige Martta og hendes søstre – Mirjam, Maire, Meeri, Mailis og Maila – på grund af krigsudbruddet mellem Finland og Sovjetunionen måtte drage til en moster, som kunne huse familien.
Senere flyttede familien til en by i nærheden af Tammerfors, og fra 1947 til 1951 gik Martta Olesen på kunstskole i Åbo.
I 1956 besøgte hun i København en veninde, som var billedhugger og gik på kunstakademiet. På rejsen mødte hun tilfældigt en kvinde, som arbejdede for fotofirmaet Kehlet.
”Hun fortalte, hvordan hun arbejdede med retouchering af billeder – som hjemmearbejde. Det lød spændende.”
Udsnit af en større billedvævning; ca. 1 x 1 m.
Martta Olesen sendte – med hjælp fra en svoger, der havde været finnebarn i Odense og derfor kunne dansk – en uopfordret ansøgning og kom til at arbejde for Kehlet i en årrække. Også efter at hun i 1959 var blevet dansk gift og fik sine to børn i hhv. 1962 og 1965. Således blev en tilværelse i Finland skiftet ud med en i Danmark.
Senere blev Martta Olesen hjemmehjælper i Københavns Kommune, indtil hun gik på efterløn som 60-årig. Således har hun aldrig levet af sin kunst, men har dog gennem årene haft forskellige udstillinger.
Martta Olesen foran en af de billedvævninger, hun har fundet plads til på væggene i sin lejlighed.
forkammet og – med hjælp fra min næsten slet ikke modvillige mand (gad vide, hvad enlige kvinder gør?) – få bommet. Så nu er jeg klar til at sølle. I øvrigt forsøgte den søde mand at føre en telefonsamtale med højtaleren sat til, mens han skulle holde i de 320 uldtråde. Det lykkedes mildt sagt ikke ret godt, larmen fra vævens klonk-klonk, mens jeg drejede bagbommen, gjorde det kropumuligt for hans bror at høre ham. Næste gang 
må det blive med øretelefoner, hvis manden min absolut skal foretage sig andet, mens han hjælper mig 😉 På det nederste foto er jeg liiige kommet i gang med at sølle.
og besvær, jeg havde med sygdom både før, under og efter Norges-turen. Influenza, som jeg aldrig – eller i hvert fald ikke i mange år – har oplevet det. Nu to uger efter hjemkomsten er jeg ved at være ovenpå igen. Det var flot, som det ses på billedet her. Men besværet ved at være syg på ferien ødelagde desværre en meget stor del af nydelsen 🙁