Slag i groft uldgarn

En sidste julegave, jeg vil vise, er et slag strikket op i noget temmelig groft uldgarn, som jeg på et tidspunkt arvede fra min datters venindes mors bekendtes afdøde mor – der havde vævet (se indlægget Turen går til Elev). Det har bare ligget og ventet, og i stedet for at væve uldtæppe blev det i december forvandlet til et slag, som min yngste datter kan have på på efterskolen, hvor hun har det som en fisk i vandet, glemmer at sove nok og derfor har været ret forkølet i løbet af efteråret. Med håbet om, at den vil gøre nytte i Klejtrup:-)

Vanter med fleecefor

Vores søns kæreste skulle selvfølgelig også have en hjemmelavet julegave – uden at hun fik noget trukket ned over hovedet, so to say. Derfor endte jeg ved nogle gammeldags luffer, strikket efter en opskrift fra et Alt om Håndarbejde årgang 1983, såmænd. Originalen er skarpt blå, men anno 2014 er koksgrå vist bedre. På billedet nedenfor ser man lidt bedre de patentstrikkede manchetter. Indeni syede jeg sort fleece – venligst udlånt fra min mors lager – og de fik en o.k. pasform, forlød det.

Sprogblomster vol. II

Selv om væven er i gang med det uendelige stykke møbelstof, kan jeg ikke undvære at læse som afveksling. For nylig fandt jeg på biblioteket hele islandske Arnaldur Ingridasons serie om den triste og tænksomme politimand Erlendur – den første endda som lydbog, så jeg kunne væve samtidig! Lige nu er jeg begyndt på nr. 3 i serien, “Stemmen”, hvor hovedpersonen i en afhøring opfinder begrebet sproghandicap. Citat: “Jeg ved ingenting om den mand, og han og mig har allerede set rigeligt til hinanden.” – “Han og jeg,” rettede Erlendur. – “Hva’?” – “Det hedder jeg har og ikke mig har.” Hun så på ham, som om det var synd for ham. – “Synes du, at det gør nogen forskel?” – “Ja,” sagde Erlendur. Hun rystede på hovedet med et fjernt blik. – “Og du ved ikke noget om besøgende?” sagde Erlendur for at afslutte denne snak om sproget. Pludselig så han et behandlingshjem for sproghandicappede, som gik rundt i slåbrok og sutsko og indrømmede deres sygdom: Jeg hedder Finnur, og mig og Asta skal i biografen. Citat slut.

Jeg finder det tæt på genialt… jeg elsker egentlig krimier, men mange af de nye forfattere er en kende for bestialske og fortænkte efter min smag. Men ham her islændingen er jeg vild med:-)

Sprogblomster vol. I

Hans Hertel skriver indimellem på Politikens bagside, og det er altid læsværdigt. For nylig underholdt han med de misforståelser, som kan komme, når folk ikke hører så godt. Bl.a. denne ordveksling af Monty Pythonske dimensioner, citat: .. hans kone mente at høre ham spørge: “Vil du se Europas byer?”Det ville hun da gerne. – “Skynd dig, det skal være nu!” – “Jamen, jeg har ikke pakket!” Eksprespakning blev dog overflødig, for efter desorienteret replikudveksling blev det klart for fruen, at hendes mand havde sagt: “Vil du se de rosa skyer?”. Citat slut.