Jeg måtte bruge lidt tid på at pille det røde islæt op – og er nu klar til at fortsætte i mørkeblåt. Det skal nok blive godt, tænker jeg. Eneste bekymring er, om kamgarnet bliver vævet tæt nok til at blive til holdbare sofapudebetræk. Der er 10 indslag pr. cm – men jeg synes alligevel, det ser lidt gennemsigtigt ud. Hmmm – det får vise sig.
Jeg er så småt kommet i gang med projekt sofapuder. Men det fantastiske sommervejr driller – altså på den gode måde. Det er bare ikke til at overbevise sig selv om at sidde inde ved væven, når solen bager ned, og man endelig har fri fra sit (inde)job. Det hvide islæt var et første forsøg for at se, om mønstret sad i skabet. Det gjorde det heldigvis. Det røde var faktisk dét garn, som min svigerinde havde valgt til islæt. Men heldigvis kom hun på besøg, så jeg kunne vise hende processen. Jeg var begyndt med mørkeblåt og havde vævet rødt ind i et felt midt på et pudebetræk – og hun vendte straks tommelen nedad. Hellere ensfarvet, lød budskabet. Så sådan bliver det. Fire puder i hver sin farve.
Hov, jeg har helt glemt at prale af min skiferieprojekt-trøje i mørkeblå alpaka. Den blev rigtig fin – og endelig, som man kan se på det ene foto, færdig på et tidspunkt da sommeren endnu lod vente på sig. Men så blev det godt vejr, og jeg har endnu ikke haft trøjen på. Jeg tror dog, at den sidder helt godt. Opskriften er model “Marie” fra bogen “Strik fra tiden – til tiden” af Lene Randorff.
Ældstedatter Thea er flyttet til et større værelse i det kollektiv, hun er stolt beboer i i Aarhus. Straks blev der indkøbt en topersoners sofa fra den lokale genbrugsbutik – og så manglede hun en pude. Gerne i stil med den kæmpeudgave, som jeg strikkede til hende for et par år siden, da hun rykkede til studiebyen. Jep, det ordner mor selvfølgelig:-) Måske får jeg en dag brugt alt det tæppegarn, jeg forkøbte mig i på et tidligt stadium i min nye væve-tilværelse.