Så blev puden med Marius-mønster færdig, og jeg er egentlig godt tilfreds. Farverne passer både i vores lædersofa i stuen og i køkkenet på bænken med det hjemmevævede stof. Eneste minus er (og hvorfor er der altid et sådant, når man laver hjemmelavede ting?), at jeg ikke fik gjort mit forarbejde ordentligt, og pudebetrækket derfor blev en smule for stort til den pude, som den skulle monteres på. Nå, i med en ekstra pude fra lageret, og så gik det alligevel. Men læresætningen er: Husk at lave strikkeprøver!!! Nu har jeg skrevet det her, så kan det være, at jeg husker det en anden gang;-)
Månedsarkiv: december 2016
Marius og bogen
Min søde mand er vild med at gå på bogudsalg, og for et par år siden kom han hjem med en stor strikkebog, der udelukkende handler om det norske strikkemønster ved navn Marius. Alle mulige opskrifter – fra den klassiske sweater til bag-in-box-covers og jeg ved ikke hvad. Og da vores søn lyder det selvsamme navn, mente manden min, at jeg da måtte eje denne bog. Jeg trak på smilebåndet, men har ikke brugt bogen. Før nu, hvor jeg godt kan se fidusen i at nørkle med to- eller flerfarvet strik. Jeg skifter dog de supernorske farver ud med nogle douce farver i tyk uld, se billedet nederst. Det skal blive til et pudebetræk – så jeg bruger selvfølgelig “Marius-puden” som udgangspunkt 🙂
Flere elefanter kom marcherende
Jeg er færdig med julegaverne – hvad skal man så stille op med stunderne foran tv-julekalenderen og andre programmer? Noget må jeg have i hænderne. Det bliver til elefantgrydelapper, som jeg har lavet nogle af før. Men denne gang er de til vores eget køkken. Det kan jeg godt komme til at glemme at forsyne indimellem.
Et blåhvidt tæppe bliver til
Mit projekt kludetæpper er undervejs, og jeg er nået til tæppe to af tre. Eksperimenterede lidt med nogle mørkere klude, men må erkende, at jeg ikke bryder mig om resultatet. Så der måtte pilles op, og i stedet bliver tæppet skabt af noget, der engang var et hvidt sengesæt med blå striber. Meget bedre. Det er som om, at den hvide trendtråd går lidt i symbiose med de lyse farver i kludene. Det kan jeg lide 🙂
Nørrestrand og lidt magi
Jeg e-e-elsker at løbe (småløbe, hvis sandheden skal frem) en tur ved Nørrestrand i Horsens. Denne søndag havde jeg hundene med, og lyset var nærmest magisk. Det er svært at gengive på fotos, fordi der ikke er åben udsigt, som der er ved fjorden. Men vi så en fiskehejre – flere gange – og en anden stor fugl. Jeg tror, at det var en ørn af en slags. Men er ikke så stiv i fuglearter – har bare hørt, at der faktisk er ørne ved Nørrestrand. På vejen hjem løb tre rådyr over stien. Så bliver det ikke bedre…