Den manglende selskabelighed under coronanedlukningen har betydet, at jeg igen har fået oparbejdet et vist lager af hjemmestrikkede karklude og køkkenhåndklæder. Der har jo ikke været nogen at forære værtindegaver til :0) Heldigvis kom vi for nylig igen af sted på besøg hos nogle venner, så jeg fik lejlighed til at pakke en lille sag sammen.
Jeg er i gang med endnu et projekt viskestykker, og det går fint. Hver farve i islætsgarnet giver et nyt udtryk. Men en ting har drillet, og det er et fint, elastisk garn, som jeg har brugt til kanter – et trick, jeg lærte af Winnie Poulsen, sidst jeg var på Skals Håndarbejdsskole. Jeg fik simpelthen vundet for stor en portion op, og garnets to tråde filtrede sig uhjælpeligt ind i hinanden. Det kostede en hel del dyrebart garn. Så sgu da også ….
Mit yndlingstørklæde fra 2019 har inspireret mig til at bruge det entrådede uldgarn, jeg har liggende, til at gentage succesen. Denne gang med et ribmønster i stedet for hulmønsteret. Målinger – med hunden Rust som tilskuer – viser, at denne udgave skal have bort såvel på de langsgående sider som i enderne. Så det kan få den rigtige størrelse.
