Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg igen har overgået mig selv og fået fabrikeret noget færdigt. Det vil sige komplet med montering, som altid tager længere tid end man regner med. De retrofarvede køkkenhåndklæder tager sig helt godt ud, når de sådan er samlet i en bunke.
Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.
Projekt tørklæde til mig selv er godt i gang, men begyndte med et benspænd: Det garn, jeg havde købt til islæt, duede slet, slet ikke. På foto herover ses nederst et par afstandspinde, dernæst den blå kant i to nuancer – og derefter et stykke hvor bølgemønstret er helt usynligt. Det skyldes, at jeg havde købt et changerende garn til islæt, og det harmonerer ikke med bølgerne – de to ting æder hinanden rent visuelt. Så jeg måtte i butikken igen og købe lyseblå silkemohair. Det blev til gengæld godt.
