Vinter med slag i

Min mor ytrede i efteråret, at en af hendes veninder har et slag – også kaldet en cape – som er meget praktisk. Så kort, at man stadig har armene fri, men stadig lunt til en kølig dag. Det satte tanker i gang, og jeg måtte i garnkasserne for at finde tykt uldgarn. Mønsteret har jeg fået af en medkursist på Skals, og det ejer jeg kun i en meget ringe kopi – men grundidéen er, at man strikker (eller væver) to ens stykker stof dobbelt så lange som de er brede. 35 cm x 70 cm giver det bedste resultat. De sys sammen og danner, når man vender det rigtigt, et fint slag, som går ned i en spids på maven. Jeg strikkede det første på to dage! De to næste fik ryddet godt ud i mit gamle garnlager. Dejligt.

Slaget til min mor i proces. Det endte som en overraskelse under juletræet.

Den grønne udgave er ret speciel i farven, men min veninde Vibeke kan bære det. Det fik hun i nytårsgave og tog det straks i brug. Vores hund Rust ser beundrende til.

Halshullet kan godt virke for åbent, især i en sommerudgave strikket op i hør vil stoffet nok give sig. I så fald kan man strikke en decideret kant. Det sidste, som jeg strikkede i mere neutrale jordfarver, blev forsynet med en hæklet kant i tynd mohair. Det bliver til en gave til Karin, når hun kommer hjem fra Sydamerika og formentlig fryser i den danske vinter.

Halskanten på Karins slag set tæt på.

Sidste info: Mønstrene til de tre slag er simple ret/vrang-mønstre hentet i en lille bog, som jeg har fået fingre i for år tilbage: “Strikning” af Aase Westphal, baseret på en engelsk udgave med titlen “Knitting, A Dorling Kindersley Book”. Den har på dansk undertitlen “En illustreret guide over mere end 90 smukke mønstre”. Det er også her, jeg hentede kniplingsmønstret til mit store yndlingssjal, som jeg strikkede i 2019.

Den næstsidste gave fra min far

I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.

Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.

Håndklæder revisited

Jeg har en læser! I hvert fald er der en, der har læst på min blog og efterlyser et decideret vævemønster på et af mine projekter. Mange af de vævninger, jeg laver, baserer sig på mine nu tre ugelange ophold på Skals Håndarbejdsskole. Jeg har mønstrene i kopieret form og deler dem gerne her. Men udregninger m.v. kræver, at man selv sætter sig ned og regner ud, hvor brede hhv. hvor lange, man vil have sine vævede stykker stof. Og så er der alle overraskelserne. Det håndklædemønster, jeg viser herunder, får åbenbart stoffet til at trække sig meget sammen – måske er det selve den vaflede struktur i stoffet, måske er det det tynde 16/2 bomuldsgarn. Jeg kan ikke anbefale nok, at man allierer sig med en dygtig vævelærer – om det så er på Skals eller måske i form af et aftenskolehold eller via en vævekreds i den by, man bor i.

Et måske lidt mere læseligt og tydeligt billede af selve mønstret ses herunder:

12 viskestykker i kipper (brudt)

Mit nyeste projekt er viskestykker i lys blågrøn cottolin (50 pct. bomuld, 50 pct. hør) som trend og den tynde, sølvgrå egyptiske bomuld som islæt. Det vil sige, som det ses nederst til højre, så bliver hvert viskestykke forsynet med en farvet kant i enderne. Her er det overgangen mellem viskestykke 1 med grønlig kant og 2 med hvid kant. Enkelt og forhåbentlig ret smukt, det vil tiden vise.

GemGem

Efterårsferie med bølger

Jeg tilbringer det meste af en skøn efterårsferieuge i min vævestue sammen med rødt kamgarn og tre forskellige islæt: Først en rød alpakauld og dernæst en tykkere, changerende lilla-rød. Allersidst må jeg vove mig ind i en garnbutik (selv om det er farligt, jeg skulle nødig købe mere til den sparsomme plads, jeg har i mine skabe) for at finde et islætgarn i hør, bomuld og viscose i lyserøde nuancer. Det skal ende med tre tørklæder.

GemGem

GemGem

Kludetæppeinspiration

På en udflugt kom vi forbi Randbøldalmuseet under Vejlemuseerne – desværre lige for sent til, at væverne stadig var i gang. Men lidt inspiration hentede jeg i form af et kæmpe vægtæppe, der helt enkelt er islæt af råhvide klude med farvet trend. Det er svært at yde retfærdighed på fotos, men trenden skiftede farve tværs over tæppet (kan lige anes på det midterste foto), så helhedsindtrykket blev elegant regnbuefarvet på hvid baggrund. Idéen er ny for mig, men tæppet – som det ses nederst – altså fra 2004. Den farvede trend må jeg arbejde med i nye kludeprojekter…

GemGem

Kludetæppekanter og smerte

Okay, det er hårdt for fingrene at kante kludetæpper. Jeg havde fravalgt frynser på de fire tæpper + en måtte, som jeg vævede for et par måneder siden. I stedet tænkte jeg – nogle islæt med trendtråden, som var fisIMG_20160515_112042kegarn, og så ruller jeg en kant og syr den fast. Enkelt og ligetil… bortset fra, at de store tæpper slet ikke dur sammen med min helt almindelige, lille symaskine. Det går lige at zigzagge ned igennem, så jeg kan få dem klippet fra hinanden. Men selve arbejdet med at lave kanten er på den gammeldags facon: Med nål og tråd og i hånden. Av, mine fingre – især langfingeren på højre hånd. Men det skal nok blive godt, foreløbig har jeg nået to tæpper, som skal flankere sengen i vores
soveværelse.
IMG_20160515_161326IMG_20160515_161315

Julegaveproduktion!

IMG_5013

Så er det ved at være op over, hvis jeg skal nå at producere julegaver. Er kommet lidt i tvivl, om hjemmelavede gaver egentlig er så fedt. Lidt sent, kan man mene, eftersom jeg har bunker af strikkede klude på lager. Nu også grydelapper i en fin tern på vej – til min faster, tror jeg.

Vaffel og hulkrus

På Skals-kurset fik vi sat 13 vævninger op, hvoraf jeg – trods min sølle tilstand – selv vævede på 11. De to, jeg fravalgte, skyndte jeg mig at tage fotos af i stedet. Vaffelvævningen, som ses herover, er i uld skøn til plaider, barnevognstæpper mv. I bomuld/hør måske til viskestykker/håndklæder. Nedenfor hulkrus-vævningen, som jeg tidligere har lavet sofapudebetræk i. Den er kun pæn på forsiden, derfor kan den ikke bruges til f.eks. viskestykker.

Mit helt eget væverum

Jeps, så er der sket ting og sager… Nu har jeg indtaget min søns fraflyttede teenageværelse, fået demonteret og atter sammensat væven i al dens vælde. Den er lidt stor til rummet, som vel er ca. 10 kvadratmeter i alt. Heldigvis kunne jeg (igen) nyde godt af min status som datter af en snedker og bede min far specialfremstille to bordplader og nogle hylder, som jeg så har malet og fået gemalen til at hjælpe med at sætte op. Ta-daaa, mit helt eget væverum med udsigt til blå himmel og til fugle, der bader i vores regnvandstønde. Jeg er vild med det 😉