Jeg fortsætter lige med at lægge væveinspirerende fotos på – ovenfor endnu et fra Løgumkloster, hvor væveren Hanne Vedel havde en udstilling i refugiet, da vi overnattede der i foråret. Og så lige nogle flere naturfotos, jeg er vild med de orange kæmpevalmuer, bl.a.
Hele sommeren har væven stået og kigget med en alenlang trend i Nialin-rester i mærkelige farver. Sidst på sæsonen fik jeg endelig vævet færdig, og indrømmet: Det har ikke været mit heldigste projekt. Viskestykkerne har en mærkelig bredde, og mit forsøg på at ramme en passende længde på hvert stykke, så de kunne blive til viskestykker på den brede led, ser mildest talt ud til at have gjort dem kvadratiske. Og kanterne i hvidt, strækbart colcolastic gør ikke sagen bedre. Men pyt, opskriften i mit lille kladdehæfte hedder “Coronaviskestykker”, så det var nok bestemt på forhånd, at de skulle blive lidt sære. Nu forestår efterarbejdet med at zigzagge, hæfte ender og sætte stropper i.
Undervejs i en uges højskoleophold på Skals er der altid en udflugt, og denne gang havde vævelærer Merete bedt os holde udkig efter væveinspiration. Og jeg skal lige love for, at jeg blev inspireret. Nogle af billederne er fra hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg og fra Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, som var turens to destinationer.
Mit hold var et gulvtæppekursus med tæppevæver Merete Erbou Laurent, en virkelig dygtig, behagelig og inspirerende væver. Jeg drog hjem efter en hård uge med syv prøver på gulvtæpper. Ikke at jeg føler mig udlært, det var svært især at lave pæne afslutninger, men det giver mig mod på at væve endnu mere.
Julegaven til min mor sidste år var en uges ophold på håndarbejdsskolen i Skals, så vi kunne komme af sted sammen. Det var mit fjerde ugekursus på otte år, men min mor, der ellers er gammel håndarbejdslærer, har aldrig været der. Skolen gør ikke så meget i patchwork, som hun beskæftiger sig med, men hun valgte et broderikursus – så kan hun jo brodere lidt på sine quiltede tæpper. Det var superhyggeligt at vise hende, hvad jeg er fascineret af på skolen. Trods coronabegrænsninger havde vi en fin uge. Jeg kommer hver gang hjem med ny inspiration og nogle nye fif. Sidstnævnte er indsat nederst.
Også Bamberg og Würzburg fik vi set undervejs på vores tyske ferieodyssé. Især førstnævnte var en perle propfyldt med gamle bygninger, der overlevede krigen. Det måtte jeg også lige have et par fotos af.
Ferien gik i år til tyske Bayern, hvor vi med hjælp fra vores søns tyske kæreste kom på vildt smukke vandreture. Der var skøn udsigt og natur – med de obligatoriske fotos af væveinspirerende vækster – overalt, og jeg kom hjem med en rigtig god følelse af at have oplevet noget helt ekstraordinært. Mundbind, sprit og afstand betød, at vi også følte os helt trygge undervejs.
Alting står lidt stille denne sommer, hvor coronakrisen har minimeret vores samvær og gjort verden til et andet sted. En dag kom jeg som en overspringshandling til at forvilde mig ind på en hjemmeside og bestille lidt garn. Eller. En hel masse garn, faktisk. Otte kilo plus det løse. Jeg er som tidligere nævnt faldet over Garnspecialisten, der sælger overskudsproduceret garn fra fabrikker i EU. Noget af dette er for tyndt, men mon ikke jeg får det brugt alligevel.
Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.
Min mand og jeg havde i juni en mærkedag, der skulle fejres i stilhed. Egentlig villle vi have slæbt vores unger med til Jordan for dér at mødes med den mellemste, der skulle have tilbragt foråret i Palæstina og Jordan med at lære arabisk og arbejde frivilligt. Men intet er, som det plejer, i dette coronaår. I stedet blevet det til en uge på Rømø, og det var virkelig dejligt. Jeg har aldrig besøgt øen før, men de strande der … helt fantastisk. Og for tiden ser jeg farvesammensætninger og vævemønstre overalt, så lidt natur sniger sig også med på billederne.
