Jeg fortsætter lige med at lægge væveinspirerende fotos på – ovenfor endnu et fra Løgumkloster, hvor væveren Hanne Vedel havde en udstilling i refugiet, da vi overnattede der i foråret. Og så lige nogle flere naturfotos, jeg er vild med de orange kæmpevalmuer, bl.a.
Hele sommeren har væven stået og kigget med en alenlang trend i Nialin-rester i mærkelige farver. Sidst på sæsonen fik jeg endelig vævet færdig, og indrømmet: Det har ikke været mit heldigste projekt. Viskestykkerne har en mærkelig bredde, og mit forsøg på at ramme en passende længde på hvert stykke, så de kunne blive til viskestykker på den brede led, ser mildest talt ud til at have gjort dem kvadratiske. Og kanterne i hvidt, strækbart colcolastic gør ikke sagen bedre. Men pyt, opskriften i mit lille kladdehæfte hedder “Coronaviskestykker”, så det var nok bestemt på forhånd, at de skulle blive lidt sære. Nu forestår efterarbejdet med at zigzagge, hæfte ender og sætte stropper i.
Undervejs i en uges højskoleophold på Skals er der altid en udflugt, og denne gang havde vævelærer Merete bedt os holde udkig efter væveinspiration. Og jeg skal lige love for, at jeg blev inspireret. Nogle af billederne er fra hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg og fra Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, som var turens to destinationer.
Mit hold var et gulvtæppekursus med tæppevæver Merete Erbou Laurent, en virkelig dygtig, behagelig og inspirerende væver. Jeg drog hjem efter en hård uge med syv prøver på gulvtæpper. Ikke at jeg føler mig udlært, det var svært især at lave pæne afslutninger, men det giver mig mod på at væve endnu mere.
Prøver på nogle af Merete Erbou Laurents tæpper.
Prøve 1. Papirgarn og rubco i dobbeltvævning.
Prøve 2. Ekstremt tykt uldgarn som trend. Islæt er samme – og så et forsøg med tyndere garner, som ikke gav noget godt resultat. Det mørkeblå er et smukt tæppe, som vores lærer havde med, vævet op i samme garntype.Prøve 2 i ren rubco, f.eks. til en måtte.
Prøve 4 og 5 i papirgarn. Jeg var ikke fan under opsætningen, man kan næsten se på de nederste fotos, hvor dødt det var at arbejde med. Men resultatet blev flot, når jeg selv skal sige det. Øverst til venstre prøve 4 med tre farver garn, i midten prøve 5, hvor vi havde søllet og rittet om for at kunne lave skarpt adskilte felter. Kanten på prøve 4 blev limet og foldet og sat i spænd med skruetvinger.
Prøve 6. Sølning til lærredsvævning 1,2,3,4 – 4 skaft, 2 tramper. Trending på kam 30/10 1/1, trend er sisal, islæt er sisal + diverse materialer til rya – tyk uld, papirgarn, totrådet uld.
Prøve 7, bindetrådsvævning i totrådet uld. Det var nok den, jeg var mest begejstret for, fordi ulden var virkelig lækker at arbejde med. Men jeg er ikke fan af frynser, så hvordan skal man lave en flot kant?
Julegaven til min mor sidste år var en uges ophold på håndarbejdsskolen i Skals, så vi kunne komme af sted sammen. Det var mit fjerde ugekursus på otte år, men min mor, der ellers er gammel håndarbejdslærer, har aldrig været der. Skolen gør ikke så meget i patchwork, som hun beskæftiger sig med, men hun valgte et broderikursus – så kan hun jo brodere lidt på sine quiltede tæpper. Det var superhyggeligt at vise hende, hvad jeg er fascineret af på skolen. Trods coronabegrænsninger havde vi en fin uge. Jeg kommer hver gang hjem med ny inspiration og nogle nye fif. Sidstnævnte er indsat nederst.
To fif til at lette vævearbejdet. Tykke køkkenelastikker for enderne af hvert skaft gør det sværere for søllerne at glide af. Frembinding direkte til forkæppen i stedet for at bruge frembindingssnor er en fin metode især til kraftige materialer.
Også Bamberg og Würzburg fik vi set undervejs på vores tyske ferieodyssé. Især førstnævnte var en perle propfyldt med gamle bygninger, der overlevede krigen. Det måtte jeg også lige have et par fotos af.
Ferien gik i år til tyske Bayern, hvor vi med hjælp fra vores søns tyske kæreste kom på vildt smukke vandreture. Der var skøn udsigt og natur – med de obligatoriske fotos af væveinspirerende vækster – overalt, og jeg kom hjem med en rigtig god følelse af at have oplevet noget helt ekstraordinært. Mundbind, sprit og afstand betød, at vi også følte os helt trygge undervejs.
Alting står lidt stille denne sommer, hvor coronakrisen har minimeret vores samvær og gjort verden til et andet sted. En dag kom jeg som en overspringshandling til at forvilde mig ind på en hjemmeside og bestille lidt garn. Eller. En hel masse garn, faktisk. Otte kilo plus det løse. Jeg er som tidligere nævnt faldet over Garnspecialisten, der sælger overskudsproduceret garn fra fabrikker i EU. Noget af dette er for tyndt, men mon ikke jeg får det brugt alligevel.
Garnet på foto øverst til venstre er kamgarn fra Skytten, det øvrige er fra Garnspecialisten, bl.a. tyndt børstet mohair, ekstremt tynd kashmir viscose, diverse kamgarn samt en blanding af silke, angora og merino.
Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.
Min mand og jeg havde i juni en mærkedag, der skulle fejres i stilhed. Egentlig villle vi have slæbt vores unger med til Jordan for dér at mødes med den mellemste, der skulle have tilbragt foråret i Palæstina og Jordan med at lære arabisk og arbejde frivilligt. Men intet er, som det plejer, i dette coronaår. I stedet blevet det til en uge på Rømø, og det var virkelig dejligt. Jeg har aldrig besøgt øen før, men de strande der … helt fantastisk. Og for tiden ser jeg farvesammensætninger og vævemønstre overalt, så lidt natur sniger sig også med på billederne.