Min mor ytrede i efteråret, at en af hendes veninder har et slag – også kaldet en cape – som er meget praktisk. Så kort, at man stadig har armene fri, men stadig lunt til en kølig dag. Det satte tanker i gang, og jeg måtte i garnkasserne for at finde tykt uldgarn. Mønsteret har jeg fået af en medkursist på Skals, og det ejer jeg kun i en meget ringe kopi – men grundidéen er, at man strikker (eller væver) to ens stykker stof dobbelt så lange som de er brede. 35 cm x 70 cm giver det bedste resultat. De sys sammen og danner, når man vender det rigtigt, et fint slag, som går ned i en spids på maven. Jeg strikkede det første på to dage! De to næste fik ryddet godt ud i mit gamle garnlager. Dejligt.
Den grønne udgave er ret speciel i farven, men min veninde Vibeke kan bære det. Det fik hun i nytårsgave og tog det straks i brug. Vores hund Rust ser beundrende til.
Halshullet kan godt virke for åbent, især i en sommerudgave strikket op i hør vil stoffet nok give sig. I så fald kan man strikke en decideret kant. Det sidste, som jeg strikkede i mere neutrale jordfarver, blev forsynet med en hæklet kant i tynd mohair. Det bliver til en gave til Karin, når hun kommer hjem fra Sydamerika og formentlig fryser i den danske vinter.
Sidste info: Mønstrene til de tre slag er simple ret/vrang-mønstre hentet i en lille bog, som jeg har fået fingre i for år tilbage: “Strikning” af Aase Westphal, baseret på en engelsk udgave med titlen “Knitting, A Dorling Kindersley Book”. Den har på dansk undertitlen “En illustreret guide over mere end 90 smukke mønstre”. Det er også her, jeg hentede kniplingsmønstret til mit store yndlingssjal, som jeg strikkede i 2019.
