I et anfald af ubeslutsomhed – og af angst for at give mig i kast med gulvtæppe som afslutningsprojekt – fik jeg før sommerferien den idé at lave et kæmpestort vægtæppe i stedet. I dobbeltvæv som den lille, smukke regnbueprøve fra et af de seneste kurser. Som en prøve satte jeg en mindre vævning i gang med noget af det garn, jeg har på lager. I forskellige tykkelser, så trenden blev både 1-, 2- og 4-trådet. Det var mildest talt en misforståelse. Forskellige garner arbejder forskelligt, det siger sig selv; og derudover bandt vævningen ikke imellem ternene, som den lille prøve gjorde oprindeligt. Og i stedet for at opsøge nogle af mine væveveninder for at finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, knoklede jeg bare videre, inderst inde stærkt utilfreds. Jeg ville smide det hele ud, men zigzaggede og vaskede alligevel – og så endte de med at blive helt brugbare alligevel, men ikke min fineste stund. Vægtæppedrømmen? Dén afmonterede min mand en dag, da han sagde den forløsende sætning: “Du kan jo slet ikke lide vægtæpper”. Nå nej, det kan jeg jo ikke …