Klar til efteråret!

Utroligt, som små reparationsarbejder og diverse rod hober sig op over tid. Men man kan tygge sig igennem det, så nu har Marius en hel skitaske igen, en cykeltaske er blevet rettet op og en kludemåtte forsynet med kanter. Derefter fik jeg sorteret garnlageret, som efterhånden er komplet, og endelig stod den på rengøring af såvel symaskine som hele vævestuen. Nu er jeg klar til dårligt vejr, efterår, vinter – og indesysler:-) Tænk, at man kan glæde sig til det. Temmelig nørdet. Men jeg har allerede planlagt uldtæppe til Astrid; og – ikke mindst – den første julegave…

To farver og en masse kludder

Så har man prøvet det med: Jeg “arvede” et strikkearbejde fra min mor, som havde opgivet efter blot nogle få centimeter. Det skulle være løgn, tænkte jeg selvfølgelig – og har brugt det meste af sommeren i selskab med det blødeste uld. Bare sort og hvid, men ikke i et hvilket som helst mønster: Der er tale om “Mikkels klaver-halstørklæde”, opskriften er lavet af Anne Abrahamsen, og på grund af de særlige, klaviaturlignende striber bliver garnet undervejs noget værre kludder, der skal kludres op igen. Men det kan sagtens lade sig gøre, og har man en klaverspillende person i sin omgangskreds er det en fin gave. Jeg har lavet det lidt længere end de 122 cm, det egentlig skal være.