Det er skønt at klippe væven ned, og denne gang har jeg glædet mig ekstra meget – for jeg var spændt på, om mine vævede tørklæder ville blive for stive. Jeg tror det ikke, men må vente lidt endnu; der skal først fabrikeres frynser. Noget, jeg ikke er så dreven i. Den sidste del af trenden blev brugt til et stykke rustrødt stof, som måske bliver til en julegave. Det må tiden vise.
Jo, man kan godt sidde og strikke uldne vanter i parken ved Castello San Angelo midt i Rom. Især når temperaturen er ca. 20 grader og ikke – som om sommeren – godt over de 30. Vanterne er til min ældste datter, som kiggede misundeligt på sin lillesøsters grønne ditto, sidst hun var hjemme fra højskolen. Vi skal besøge hende i denne uge, så der kommer en lille “Made in Italy”-gave med ved den lejlighed!
På en uges efterårsferie i Rom oplevede min mand og jeg at blive velsignet af pave Frans, og skønt vi er ganske almindelige leverpostejsprotestanter og aldrig har ønsket at konvertere til katolicismen, var det alligevel en fin oplevelse at stå på Peterspladsen sammen med måske 50.000 andre mennesker, se gudstjeneste på storskærm og senere bevidne pavens tale (på italiensk) og altså til slut velsignelsen. Pga. de mange fremmødte opgav vi den søndag at komme ind i Peterskirken, som vi så senere på ugen stod i kø til. Blot for at blive smidt ud af køen igen. Lommekniv og sysaks du’r ikke i Vatikanet. Efter lidt skumlen besluttede vi os for at gå tilbage til vores værelse og skille os af med de formastelige løsdele – og det var på dén ekstra tur gennem byen, at jeg så den: Garnbutikken, som jeg havde ledt efter hele ugen. Det blev til køb af skøn, superfin blød lyseblå uld, merceriseret bomuld (som straks er ved at blive til klude) og lilla uld til et tørklæde. Fantastisk souvenir!
