Bronwyn får det sidste

Min dejlige, livfulde svigerinde fra Canada, Bronwyn, kommer lige straks på besøg sammen med min bror. Det bliver skønt – har ikke set hende i et par år. Hun fylder også snart 50 år og skal selvfølgelig have en gave. Men jeg kan ikke nå at væve noget helt friskt. Derfor har jeg bestemt mig til at forære hende det tredje og sidste af de bølgevævede tørklæder, som jeg fabrikerede sidste år. Det er ikke helt vellykket, fordi islættråden er alt for tynd og kan skubbe sig. Men det er også lidt fint og dejligt let. Håber hun kan lide det.

bron2 bron1

Hemmeligheden afsløret

taeppe1 taeppe2henrik50I foråret rejste min mand, Henrik, til Nepal i næsten tre uger. Da han samtidig stærkt nærmede sig sin 50 års-fødselsdag, begyndte en plan at tage form: Jeg kunne da liiige væve en plaid til ham i hemmelighed.

Som tænkt, så gjort … det vil sige, helt så enkelt var det jo alligevel ikke. Det var et kæmpe arbejde, som i det meste af to uger tog alle mine vågne timer ved siden af jobbet. Til sidst kylede jeg det færdige tæppe ind i et skab, så jeg også kunne nå at slappe en smule af sammen med mine på det tidspunkt to hjemmeboende døtre, inden gemalen vendte hjem igen. Hen over sommeren skænkede jeg ikke 50-årsgaven mange tanker, men pludselig blev dagene få og gode råd dyre. Jeg måtte på en visit hos mine forældre for at få snoet frynser – et job, som jeg finder yderst tidkrævende; måske har jeg nævnt det før 🙂 Min far og hunden Loke fik allernådigst lov at indvie det helt færdige, meget lette uldtæppe. Og gemalen – ja, han blev glad. Og overrasket, i første omgang troede han vist ikke rigtig på, at jeg havde vævet det. Så det var en afsløring værd at vente på!taeppe3 taeppe4 taeppe5

Ufoer hober sig op

Min lille vævestue føles indimellem endnu mindre. Det skyldes nok, at jeg i perioder ikke kan få noget gjort færdigt. En striktrøje fra tidernes morgen ligger i skabet – den er slidt på siderne, der hvor ens arme gnider mod hofterne. Hvad kan man gøre ved det? Nok ingenting, jeg forsøgt mig med at “sy” noget garn ind i mønstret, men måtte opgive det. Nu ligger trøjen og giver mig dårlig samvittighed – jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med den, fordi jeg strikkede den til min mand helt tilbage i midt-90’erne. Vores på det tidspunkt to år gamle søn fik en trøje magen til i julegave. Den er desværre røget videre til en veninde, tror jeg – kunne ellers have været sjovt at se begge trøjer sammen. Især fordi jeg ikke i 20 år har færdiggjort så store strikarbejder. Nu er det væven, der trækker!

De andre ufo’er (UFærdige Objekter) i skabet er en dyr bluse, der er blevet vasket forkert og derfor for lille – og mit forsøg på at sy en bluse magen til, fordi jeg var så glad for den. Det projekt ses på fotoet til højre og bliver nok aldrig færdigt – det er for engleagtigt og i noget helt forkert stof til snittet.

Desuden nogle bukser, der mangler en lynlås, et par vævede stofrester, som jeg skal have udtænkt en plan for – og så et stolesædebetræk, som skal skiftes. Det må blive hjemmevævet. Når jeg engang får tid…

ufo rod