Det endte med en Glimåkra-model, som minder om dén, jeg lærte at væve på. Jeg har tømt vores gamle legeværelse i kælderen delvist, for her skal indrettes vævestue. Et par fotos fra undervejs i oprydningsarbejdet ses herunder. En ikke helt smertefri proces, ikke alt kan jo blive sendt til genbrug uden overvejelse; og ikke uden indblanding fra mine døtre, der stadig kan huske de gode gamle legeting 🙂
Dilemma, dilemma, dilemma. Har været ude hos Anna og set hendes dejlige Lervad-væv, som hun vil sælge med ALT udstyr, bøger, garn mv. Men, men, men: Den er lidt for klejn, væven, kun 120 cm kambredde og føles lidt lille til mit store – jeg er 184 cm høj – korpus.
Derfor er jeg nu i tænkeboks, hælder pt. mest til at kaste mig over en Glimåkra-væv, som jeg kan købe hos Karen Birgitte i Yding. Hun tager den op fra kælderen, så jeg kan se på den i morgen… Men da hun væver videre på sine – flere – andre væve, følger der ikke noget udstyr med. Det må jeg så ud og lede efter på det frie marked!
Et besøg i genbrugsbutikken, en dame- og en herreskjorte plus 4 timers intenst klippearbejde = en hel bunke strimler. Nogle af dem blev brugt som effekt i det vævede stof, jeg lavede på Skals. Resten af kludene skal i hvert fald ikke gå til spilde, og derfor hækler jeg dem nu til firkantede stykker, der kan indgå i sofapudebetræk.
Vel hjemkommen fra ugekurset i Skals var jeg helt fokuseret på at få købt min egen væv. Jeg fik fortalt vidt og bredt om missionen; til min mands familie til et familietræf, og til min mors bekendtskabskreds, da vi dagen efter fejrede hendes 70 års fødselsdag.
Det lønnede sig: På fredag skal jeg ud og se fætter Gerts mor Annas skaftevæv, som hun vil sælge sammen med en masse ekstraudstyr, når hun lige er færdig med at væve et tørklæde…