Om at gøre ting færdige

Kender du det, at nogen ting bare får lov at ligge halvfærdige hen? Det gør jeg – i den grad. For måneder siden begyndte jeg på et strikket pudebetræk i Marius-mønster. Jeg har tidligere med held strikket et i douce farver, og eftersom tykt uldgarn stadig fylder i mit lille lager af garn, vil jeg gerne have noget af det brugt. Men det tykke garn er hårdt for hænderne at strikke med. Måske derfor fik det ufærdige projekt lov at ligge – indtil der lige før denne vinters skiferie for en effektiv djævel i mig. Nu pynter puden i en af stuens stole, og min samvittighed er ren som sne 🙂

GemGem

Lagerets velsignelse

Madklub i begyndelsen af februar, hvad griber man til for at komme med en værtindegave? Selvfølgelig noget hjemmelavet. Denne gang blev det et enkelt glas marmelade, en karklud og et af de tofarvede viskestykker, som ligger på min “lagerhylde”. Dejligt at have sådan en – og min veninde tog glad imod, idet hun sagde, at det var første gang jeg var troppet op med noget hjemmevævet. Ups. Det er faktisk et af mine største problemer, for min hukommelse er simpelthen ikke, hvad den har været. Hvad har jeg givet til hvem og hvornår? Jeg kan ikke rigtig holde styr på det længere. 

GemGem

Mariustrøjen til Marius Lauge

Bogen om det norske strikkemønster Marius fortsætter med at berige min håndarbejdsverden. Til jul fik mine døtre de færdige, mønsterstrikkede trøjer, jeg før har vist her på bloggen. Min søn, der bærer fornavnene Marius Lauge, har aldrig rigtig modtaget noget hjemmestrikket – bortset fra et tørklæde. Så mon han ville bryde sig om en trøje? Jeg nøjedes med at give ham garnet i julegave sammen med en opfordring til at vælge, dels om han ville have en striktrøje, dels i hvilke farver den i givet fald skulle strikkes. Han valgte en klassisk Marius-model, dog med jeansblå i stedet for rød som den afsluttende kontrast. Det gik utrolig nemt med at strikke trøjen i totrådet uld fra dels Hjelholdts Uldspinderi, dels Henrichsens i Skive. Undervejs kom “modellen” heldigvis hjem på besøg fra Aalborg, hvor han læser. Da var jeg netop klar til at sy ærmerne i – men de var 10 cm for korte 🙁 Så de måtte pilles op til før mønsteret begynder og strikkes om. Heldigt, at jeg ikke havde fået syet dem på.

GemGem

GemGem

GemGem

Henriks tørklæde

Min søde mand har et yndlingstørklæde, som i sin tid er købt – altså ikke håndvævet. Nu er det slidt næsten igennem, og han ønskede sig et nyt i julegave. Det var en udfordring, som jeg ikke kunne modstå: Jeg kunne ikke nå at væve tørklædet, men i næsten tilsvarende farver fandt jeg garn, som blev pakket ind til jul med lovning på et tørklæde engang i fremtiden. Det blev et hurtigt projekt, eftersom et herretørklæde kun er 120-130 cm langt. Jeg kunne sidde med det gamle tørklæde ved siden af mig på vævebænken og med en knappenål holde styr på, hvor langt jeg var kommet i mønsteret. Og vupti, så var det færdigt. Eller – det vil sige, der er en del ender, som skal hæftes. På det nederste foto har jeg lagt det nye og det gamle tørklæde ved siden af hinanden på gulvet. Den langsgående, mørke stribe på det gamle tørklæde er dér, hvor islættet nærmest er slidt helt væk 🙂 

GemGem

Vævebænken

Min snedkerfar tager mine ønskesedler alvorligt 😀 På mit ophold i efteråret på Skals Håndarbejdsskole var læreren, Winnie Poulsen, noget fortørnet over de fastmonterede vævebænke, som man i sagens natur skal kravle over, når man skal hhv. sætte sig og rejse sig. Det er meget nemmere med en løs bænk, hævdede hun, og da først tanken var plantet i mit hoved, kunne jeg ikke slippe den igen. Hvem der bare havde sådan en … så på julegaveønskesedlen med 1 stk. løs vævebænk, og sørme om ikke den stod der den 24. december. Hurra! Komplet med vippesæde, og den fastmonterede på væven var lige til at tage af, så ingen problemer dér.

GemGem

GemGem