Så kom bænken på plads

Det meste af mit guldstof blev endelig forvandlet til betræk til hynder på en Børge Mogensen-bænk, et genbrugskup som min mor har foræret os. Nu står bænken ved brændeovnen, hundekurvene har fået plads inde under, og alt er godt. Tøjdyrene plejer nu ikke at sidde der, men er kommet lidt op i dagens anledning:-) Resten af stoffet – inklusive de første halvanden meter, hvor jeg vævede forkert, fordi jeg simpelthen ikke havde forstået at læse mønsteret korrekt – ligger og venter på en god idé.  Nedenfor et lidt tættere kig på stoffet.

Charlottes fightergave

Jeg bliver ved med at strikke klude, selv om jeg snart må i gang med et lidt større strikkeprojekt til sommertiden. Lige nu har jeg færdiggjort Charlottes køkkenpakke – hun får den, når vi skal til konfirmation hos hendes ældste barn som en lille værtindegave Charlotte har nemlig kæmpet sig til et nyt job. Sejt gået og værd at fejre, synes jeg.

Nylon for alle pengene

Skals-opholdet fik mig sporet ind på, at jeg skal have erstattet den gammeldags snoreopbinding på min væv med moderne nylonsnore. Dyrt – har netop rekvireret for 759 kr. såkaldt søltex og splitter – men spændende, for det bliver altså noget nemmere at sætte væven op. Nu skal jeg bare finde ud af at få det bundet på min væv!

Kurve med benspænd

Jeg har tidligere skrevet om mine små strikkekurve, som jeg fabrikerer i uld og smider i vaskemaskinen. Op til mit højskoleophold denne gang bestemte jeg mig for at lave et par mere og få skrevet opskriften op. Det driller bare! Herover en lilla, lidt større end den jeg strikkede for et par år siden. Før vask ser den o.k. ud, men herunder ses den efter filtning i vaskemaskinen. Bunden bliver mærkelig krøllet. Nu er jeg gået i gang med endnu en kurv i et andet og lidt enklere mønster. Det sidste ord er ikke sagt i den sag:-)