Den uendelige coronavinter og et udskudt vævekursus i januar gjorde mig ond i sulet og frustreret i en grad, så noget måtte gøres. Jeg endte med at se mig gal på yngstebarnets værelse, der i flere år har stået hen med alle hendes efterladte, tomme søm i tapetet, stakkevis af glemte bøger og et generelt uhjemlig stemning. Nogle fridage blev taget i brug, datterens ting proppet i kasser & i kælderen, søm taget ud, tapetet repareret og malet – den ene væg blå. Nu hedder rummet det blå værelse, og her har jeg min hjemmearbejdsstation, en billedvæg med minder og familiehistorie samt en sovesofa til gæster. Det føles helt rigtigt.