Noget at stræbe efter

Vævelaugets Faguddannelse i Skaftevævning varer fire år, og jeg er godt i gang med det første. Tilfældet ville, at de 12 færdiguddannede vævere, som sprang ud her i forsommeren, holdt deres afgangsudstilling i Horsens, blot få hundrede meter fra mit hjem. Jeg måtte hen og se det, selv om det var med en vis bæven. Det blev en dejlig og ikke helt så skræmmende inspirationstur, som jeg havde frygtet. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at de 12 projekter var så forskellige og så personlige. Nu kan jeg gå i gang med at tænke på, hvad mit projekt skal være om tre år.

En dejlig dag på Hørvævsmuseet

Min gode veninde gav mig en gave, som jeg sent vil glemme: en tur med indlagt frokost og besøg på Hørvævsmuseet på Fyn. Jeg har længe haft en folder liggende om museet, men er aldrig kommet af sted. Min veninde, der er så langt fra håndarbejdsinteresseret som næsten muligt, foreslog destinationen til glæde for mig – og fordi hun synes, at nørderi af enhver slags er fascinerende. Efterfølgende sendte hun mig 15 fotos af mig, der står og spørger rundviseren om alt muligt. Ja, jeg er en nørd! Hørvævsmuseet er spændende at besøge for alle, der har enten væve- eller (landbrugs)historie som interessefelt. For mig var det mest interessante dog en skaftevæv, der lignede min egen. Det der med flere tusinde tråde i en damask- eller jaquardvæv siger mig ikke så meget rent personligt. Så er det jo ikke et håndværk længere.