Somme tider føles mit garnlager som et rent paradis af rester. Se nu bare denne opskrift, som jeg faldt over i en bog, “Strik, let og lækkert” af Kristin Wiola Ødegård. Det er en bog med meget blandet gods, men denne opskrift ser sjov ud, fordi man slutter af med at strikke mønster rundt på bærestykket, og monteringen består blot af at hæfte ender samt lige sy sammen under ærmegabene. Som tænkt, så gjort – og nu er det jo snart jul … !
Min ældste veninde, Helle, prajede mig om noget egyptisk bomuld, der var til salg latterligt billigt i en webshop. Jeg måtte bare eje noget af det. Det ankom og er i en smuk, skinnende kvalitet, nærmest metallisk at se på. Godt nok meget tyndt, men stærkt, og jeg tænker at det sagtens kan holde som trend. Planen er dog i første omgang
at lægge det dobbelt som islæt i nogle viskestykker. Det må blive næste projekt. 
Når man ønsker sig garn i fødselsdagsgave, er man somme tider heldig at få det! Dette fed fik jeg af min svigerinde, der selv er lidt af en garnøgle. Hun havde fundet det på et vikingemarked, hvorfor det lugter ret gennemtrængende af bålrøg. Men farven er dejligt gråmeleret, og det må vindes op til brug på min elskede, gamle garnvinde, som har fulgt mig siden barndommen. Jeg ved faktisk ikke, hvor den stammer fra. En overgang var den væk – gisp! – men blev så fundet i vores kælder i en aflang taske sammen med nogle plakatrør. Sikkert et levn fra da vi flyttede ind i vores hus for 17 år siden. Da havde vi små børn, og tiden var ikke til at gå så meget op i håndarbejde. Nogle fordele skal der være ved at blive ældre og have børn, der flytter hjemmefra 🙂
Frynsevikleren bliver straks sat i arbejde, og det funker. Men hurtigt går det stadig ikke, og jeg har ikke timer nok i døgnet til alt det, jeg gerne vil fabrikere og gøre færdigt. Jeg har også lidt problemer med at få kanten helt pæn. Mon ikke øvelse gør mester, det tror jeg på.
Endelig, endelig, endelig – er jeg den lykkelige ejer af en frynsevikler. Et smart, lille apparat, som letter det at lave frynser en lille smule og ikke mindst gør dem kønnere og mere ensartede. 353 kr. Så er den også betalt. Sammen med lækker cottolin (50 pct. bomuld, 50 pct. hør) udgør den fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre. De er
gavmilde, men er gået over til at overføre penge til vores konti, hvorefter vi skal kunne fortælle, hvad vi har brugt pengene til. “Så de ikke går til mælk og rugbrød,” som min svigermor udtrykker det. Det kan jeg kun være enig i – garn er så meget sjovere 🙂
Hvad er det med træmænd og garndamer? Der er i hvert fald en lykkelig fusion imellem materialer – det bløde garn og det silkeglatte træ. På Kreative Dage i Fredericia sidst i oktober måtte jeg lige tage et billede af en meget glad træmand i den mest fantastiske skjorte. Meget passende og helt tapetagtig i udtrykket. Desuden havde han på sin stand diverse gode, garnrelaterede løsninger. En strikkeskål med indbyggede “holde styr på garnet”-riller, f.eks. Dælme smart, og sådan en ønsker jeg mig til jul!
Så har jeg tømt væven for kamgarnsprojektet i røde farver, og nu står monteringen tilbage. Men det må lige vente, til jeg har fået købt den frynsevikler, som jeg længe har ønsket mig. Imens går der lidt julegaver og hemmeligheder i efterårsdagene – indimellem at jeg jo må passe mit arbejde. På det nederste foto ses rullen med vævet stof, mens det ligger og venter. Jeg lader altid afstandspindene sidde i, så islætgarnet ikke rykker sig, før det hele bliver sikret af frynserne. Det sorte stykke stof er til et lille eksperiment, som måske bliver færdigt engang. For kan man væve en kurv – ?!
Så blev den færdig, min mands nye trøje. Den skal erstatte en gammel Marianne Isager-model, som han simpelthen har slidt op. Jeg kan især godt lide skuldrene med snoninger, der går helt op til halskanten. Det var et udfordrende strikkeprojekt, og jeg måtte tage mig sammen til sidst for at få det færdigt. Manden skulle jo gerne have trøjen til rådighed her i den kolde tid! Opskriften er fundet ved at google “herretrøje med snoninger” og er en gratis én af slagsen fra Familie Journalen.
Jeg tilbringer det meste af en skøn efterårsferieuge i min vævestue sammen med rødt kamgarn og tre forskellige islæt: Først en rød alpakauld og dernæst en tykkere, changerende lilla-rød. Allersidst må jeg vove mig ind i en garnbutik (selv om det er farligt, jeg skulle nødig købe mere til den sparsomme plads, jeg har i mine skabe) for at finde et islætgarn i hør, bomuld og viscose i lyserøde nuancer. Det skal ende med tre tørklæder.
Ih, hvor er det skønt at have en far, der er tidligere snedker! Han fiksede da lige den gordiske knude, jeg havde fået viklet mig selv ind i ved at købe en 80 cm dyb reol til vores garage. D
et er altså svært at finde kasser, som kan passe ind i det mål, skulle jeg hilse at sige. Kasserne kom i form af en fælles fødselsdagsgave til min mand og mig, og de skal bl.a. bruges til at opbevare æbler i. Tak for det 🙂