Så er tæpperne færdige, men de ligger underligt krøllede på gulvet. Jeg konsulterer ekspertisen i form af mine vævelærere, og det er en længerevarende opgave at fixe. Det kræver et vandtæt gulv, så jeg må i kælderen og får lige plads til et enkelt tæppe ad gangen på betongulvet i vores værksted. Plastic, tæppe, fugtige lagner, plastic og så træplader. Så går man rundt med museskridt på hele overfladen. Det gør man så flere gang i løbet af et døgn. Så bliver tæpperne fine.
Jeg frøs meget i vinter, har fået noget bøvl med stofskiftet. Heldigvis har jeg masser af uldgarn liggende, og jeg komponerede i foråret en trøjeopskrift, mens jeg strikkede den. Har ikke haft den taget i brug endnu, for det er jo stadig dejligt vejr. Men den skal nok blive god, når kulden kommer tilbage.
Når man glemmer at tænke sig om, går det somme tider galt. I dette tilfælde skete det efter nedklipning af det første af tre tæpper. Jeg vævede glad videre, blev færdig med den næste tredjedel og kunne se, at de to sidste tæpper sagtens kunne være på min tøjbom. Altså vævede jeg 6-7 cm kant, satte en lyseblå mærketråd ind og vævede 6-7 cm kant til det næste tæppe. Men … de to skulle jo skilles ad, og hver især var de så lange og så tykke i sammenrullet form, at jeg ikke kunne få plads til dem i symaskinen. Altså måtte jeg “zigzagge i hånden”. Op og ned over 920 tråde, først den ene og så den anden vej. Og så det samme på den anden side af dér, hvor de skulle klippes fra hinanden. Heldigvis gik det godt, jeg klippede og skyndte mig at “efterzigzagge”. Pyyyh …