Det grønne garn bliver vævet i vaffelmønster, og der er trendtråd nok til to ting: Et tørklæde og et slag. Jeg har dog fået mine betænkeligheder med sidstnævnte, idet arbejdet efter min bedste overbevisning er for smalt – kun 35 cm. Men jeg har kopieret størrelsen på slaget efter en strikkeopskrift. Ærgerligt. Færdigt skal det dog nok blive 🙂 Kanterne er i lærredsvævning.

Nu kommer det mig til gode, at jeg tidligere fik skåret en ekstra trend. Straks efter nedklipningen af kludetæpperne kunne jeg – kun afbrudt af en nødtørftig, men helt nødvendig oprydning i vævestuen – gå i gang med at forkamme det næste projekt. Den grønlige uld skal bruges til en poncho i vaffelvævning og et tørklæde i lærredsvævning. Og da det skete på en fridag, blev gemalen igen-igen involveret til bomningen 🙂

Enden på seks-syv meter kludetæpper er nået, og jeg har klippet det hele ned af væven. Men inden forsøger mig for første gang med at “sikre” afslutningen på det sidste tæppe. Det irriterer mig, at man skal sidde med hjertet i halsen, når man har klippet arbejdet ned, og frygte at alle islættrådene begynder at skride. Jeg har målt ca. dobbelt trendbredde op af det fiskegarn, jeg bruger som både trend og islæt (i kanterne), og så syr jeg ned mellem hver tredje trendtråd hele vejen over (foto nedenfor).

Mit projekt kludetæpper er stærkt på vej, men jeg er løbet ind i problemer med det tæppe, som jeg væver til min veninde. Jeg har på fornemmelsen, at hun er til stærkere farver – og jeg synes bare ikke, at det fungerer med den hvide trendtråd. Den bliver for synlig. Nå, men nu får hun to tæpper at vælge imellem – et som jeg kan lide, og så et med store felter af stærktfarvede klude, bl.a. den røde.

Mit projekt kludetæpper er undervejs, og jeg er nået til tæppe to af tre. Eksperimenterede lidt med nogle mørkere klude, men må erkende, at jeg ikke bryder mig om resultatet. Så der måtte pilles op, og i stedet bliver tæppet skabt af noget, der engang var et hvidt sengesæt med blå striber. Meget bedre. Det er som om, at den hvide trendtråd går lidt i symbiose med de lyse farver i kludene. Det kan jeg lide 🙂

Den tomme væv stod og råbte af mig, så jeg måtte have gang i noget nyt. For at udnytte tiden bedst muligt bestemte jeg mig til at skære to trende, når jeg nu var i gang. Den råhvide er otte meter fiskegarns-trend til to-tre klude-tæpper. Det ene tæppe er lovet væk til en veninde, det andet skal min bortfløjne datter have. Og så har jeg en tanke om, hvorvidt man mon kan væve en kludemåtte af plasticstrimler? Det skal prøves, fordi min mand truer med at kyle den hjemmevævede måtte i forgangen ud til fordel for en købeditto. Men det skal blive løgn … selv om en plasticmåtte jo ikke vil suge vand og skidt. Suk. Det er en udfordrende hobby, jeg har valgt mig. Den grønne trend er af uldgarnet, som jeg har mange farver af. Ud over en poncho vil jeg eksperimentere med et stribet tørklæde, tror jeg. Det bliver så ikke i vaffel-, men lærredsvævning. Bum, så gik dén fridag 🙂

Jeg har forkøbt mig i tyndt uldgarn, som jeg ved nærmere eftersyn endda ikke synes har de rigtige farver. Jeg er blevet meget glad for blå på det seneste, og der er desværre ikke blåt imellem de mange nøgler, som jeg drog af sted med fra en garnbutik i Horsens, som havde ophørsudsalg tidligere på året (hvorfor er det altid de gode butikker, der lukker?). Tænke-tænke – jeg må vist prøve med noget af det grønne. Planen er en poncho i vaffelvævning. Det projekt glæder jeg mig til at komme i gang med.

Så fik jeg klippet de ca. otte køkkenhåndklæder ned efter at have vævet intenst på dem. Der forestår jo lidt arbejde med at montere, lave kanter, hæfte ender m.v. Og julen nærmer sig med hastige skridt 🙂

Min dejlige, livfulde svigerinde fra Canada, Bronwyn, kommer lige straks på besøg sammen med min bror. Det bliver skønt – har ikke set hende i et par år. Hun fylder også snart 50 år og skal selvfølgelig have en gave. Men jeg kan ikke nå at væve noget helt friskt. Derfor har jeg bestemt mig til at forære hende det tredje og sidste af de bølgevævede tørklæder, som jeg fabrikerede sidste år. Det er ikke helt vellykket, fordi islættråden er alt for tynd og kan skubbe sig. Men det er også lidt fint og dejligt let. Håber hun kan lide det.

I foråret rejste min mand, Henrik, til Nepal i næsten tre uger. Da han samtidig stærkt nærmede sig sin 50 års-fødselsdag, begyndte en plan at tage form: Jeg kunne da liiige væve en plaid til ham i hemmelighed.

Som tænkt, så gjort … det vil sige, helt så enkelt var det jo alligevel ikke. Det var et kæmpe arbejde, som i det meste af to uger tog alle mine vågne timer ved siden af jobbet. Til sidst kylede jeg det færdige tæppe ind i et skab, så jeg også kunne nå at slappe en smule af sammen med mine på det tidspunkt to hjemmeboende døtre, inden gemalen vendte hjem igen. Hen over sommeren skænkede jeg ikke 50-årsgaven mange tanker, men pludselig blev dagene få og gode råd dyre. Jeg måtte på en visit hos mine forældre for at få snoet frynser – et job, som jeg finder yderst tidkrævende; måske har jeg nævnt det før 🙂 Min far og hunden Loke fik allernådigst lov at indvie det helt færdige, meget lette uldtæppe. Og gemalen – ja, han blev glad. Og overrasket, i første omgang troede han vist ikke rigtig på, at jeg havde vævet det. Så det var en afsløring værd at vente på!