Jeg er i gang med frynserne på mine vævede tørklæder. Eller … det vil sige … jeg har konstateret, at en “frynselaverdims”, som jeg har set andre vævere i besiddelse af, nok er en meget god investering. For hold nu op, det tager tid at håndsno alle disse tråde. Og ondt i skuldrene får man. Så er det, at jeg lige skal trække vejret, tage en tudekiks og huske på, at det faktisk er for sjov og for min egen fornøjelses skyld, at jeg gør det her:-)
Det er skønt at klippe væven ned, og denne gang har jeg glædet mig ekstra meget – for jeg var spændt på, om mine vævede tørklæder ville blive for stive. Jeg tror det ikke, men må vente lidt endnu; der skal først fabrikeres frynser. Noget, jeg ikke er så dreven i. Den sidste del af trenden blev brugt til et stykke rustrødt stof, som måske bliver til en julegave. Det må tiden vise.
På en uges efterårsferie i Rom oplevede min mand og jeg at blive velsignet af pave Frans, og skønt vi er ganske almindelige leverpostejsprotestanter og aldrig har ønsket at konvertere til katolicismen, var det alligevel en fin oplevelse at stå på Peterspladsen sammen med måske 50.000 andre mennesker, se gudstjeneste på storskærm og senere bevidne pavens tale (på italiensk) og altså til slut velsignelsen. Pga. de mange fremmødte opgav vi den søndag at komme ind i Peterskirken, som vi så senere på ugen stod i kø til. Blot for at blive smidt ud af køen igen. Lommekniv og sysaks du’r ikke i Vatikanet. Efter lidt skumlen besluttede vi os for at gå tilbage til vores værelse og skille os af med de formastelige løsdele – og det var på dén ekstra tur gennem byen, at jeg så den: Garnbutikken, som jeg havde ledt efter hele ugen. Det blev til køb af skøn, superfin blød lyseblå uld, merceriseret bomuld (som straks er ved at blive til klude) og lilla uld til et tørklæde. Fantastisk souvenir!
En masse rester i tynd, blød uld – godt til islæt i et tørklæde, men what to do med trend? Jeg vover et øje og sætter væven op med Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Det kradser i hvert fald ikke. Faren er til gengæld, at det kan blive for tungt til tørklæder, men det skal prøves. Og da jeg har en måneds orlov fra mit job bliver det til ni meter trend. Nok til tre tørklæder. Mønsteret er smukt, synes jeg, bølger på otte skafter og otte tramper.
Hjælp, min hørtrend knækker for et godt ord, og jeg er næsten desperat. For første gang tænker jeg på at klippe skidtet ned og smide det ud. Nu vil jeg forsøge at fugte trenden – en mulighed, som Paulli Andersen nævner i sin bog. Hun skriver også om at lime trenden, noget som jeg ikke tror jeg vil kaste mig ud i. For h… da også, det hørgarn kostede mig 15 kr. i en genbrugsforretning, men har siden voldt mig betydeligt hovedbrud. Ting kan også købes for billigt. Nedenfor et foto af det stykke, jeg har fået vævet til en bluse – med diverse fejl i. Suk.
Jeg har fået gang i væven, mens sommeren lod vente på sig. Det er en hørtrend, som jeg møjsommeligt har fået bommet – en af trendtrådene knækkede, hvilket ifølge Pauli Andersen nærmest er en dødssynd. Men jeg tror, at jeg reddede situationen. Vel fremme ved selve vævningen har det dog også drillet, trendtrådene bliver ved at knække. Eller – det vil sige, de knækkede i siderne i begyndelsen, så gik det i en periode meget godt, og nu er det pludselig én bestemt tråd midt i arbejdet, der driller. Jeg vil bruge stoffet til en lille bluse og er heldigvis ikke så sart med, om man kan se, at det er hjemmevævet. Det er ligesom en del af charmen. Men; konklusionen må være, at hør er og bliver noget bøvl!
Det meste af mit guldstof blev endelig forvandlet til betræk til hynder på en Børge Mogensen-bænk, et genbrugskup som min mor har foræret os. Nu står bænken ved brændeovnen, hundekurvene har fået plads inde under, og alt er godt. Tøjdyrene plejer nu ikke at sidde der, men er kommet lidt op i dagens anledning:-) Resten af stoffet – inklusive de første halvanden meter, hvor jeg vævede forkert, fordi jeg simpelthen ikke havde forstået at læse mønsteret korrekt – ligger og venter på en god idé. Nedenfor et lidt tættere kig på stoffet.
Skals-opholdet fik mig sporet ind på, at jeg skal have erstattet den gammeldags snoreopbinding på min væv med moderne nylonsnore. Dyrt – har netop rekvireret for 759 kr. såkaldt søltex og splitter – men spændende, for det bliver altså noget nemmere at sætte væven op. Nu skal jeg bare finde ud af at få det bundet på min væv!
Marts bød på en fantastisk uge på Skals Håndarbejdshøjskole. Og hård på mere end en måde, idet jeg blev syg midtvejs, men stædigt forsøgte at få mest muligt ud af kurset alligevel. Bl.a. satte jeg denne satinvævning op. 10 skafter og 10 tramper, selvfølgelig den mest besværlige af alle de prøvevævninger, kurset gik ud på at lave. Nedenfor ses den grå silkeprøve, som jeg også “muntrede” mig med. 332 tråde fin, fin silke – dejligt at arbejde med, men ikke besværet værd efter min mening. Lidt for bøvlet, og resultatet blev ikke så pænt som ønsket.
Et kursus på Skals venter forude, og man skal have pennalhus med… sidste gang snuppede jeg et gammelt Diddl-pennalhus, som min yngste datter var blevet for gammel til at bruge alligevel. Denne gang måtte der andre metoder til: Jeg fandt en rest selv-vævet uld og et par slidte jeans og tog det med hjem til min mor, der dog ikke rigtig mente, at stoffet var egnet til formålet… Til gengæld havde hun et mønster til en lille pung, og det lånte jeg med hjem. Og jo, det kunne lade sig gøre! Nedenfor ses foret i det bløde, lyseblå cowboystof – der er plads til både saks og lommeregner og andet essentielt – og allernederst et lidt tættere kig på pennalhuspungen udefra.
