En masse rester i tynd, blød uld – godt til islæt i et tørklæde, men what to do med trend? Jeg vover et øje og sætter væven op med Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Det kradser i hvert fald ikke. Faren er til gengæld, at det kan blive for tungt til tørklæder, men det skal prøves. Og da jeg har en måneds orlov fra mit job bliver det til ni meter trend. Nok til tre tørklæder. Mønsteret er smukt, synes jeg, bølger på otte skafter og otte tramper.
Hjælp, min hørtrend knækker for et godt ord, og jeg er næsten desperat. For første gang tænker jeg på at klippe skidtet ned og smide det ud. Nu vil jeg forsøge at fugte trenden – en mulighed, som Paulli Andersen nævner i sin bog. Hun skriver også om at lime trenden, noget som jeg ikke tror jeg vil kaste mig ud i. For h… da også, det hørgarn kostede mig 15 kr. i en genbrugsforretning, men har siden voldt mig betydeligt hovedbrud. Ting kan også købes for billigt. Nedenfor et foto af det stykke, jeg har fået vævet til en bluse – med diverse fejl i. Suk.
Jeg har fået gang i væven, mens sommeren lod vente på sig. Det er en hørtrend, som jeg møjsommeligt har fået bommet – en af trendtrådene knækkede, hvilket ifølge Pauli Andersen nærmest er en dødssynd. Men jeg tror, at jeg reddede situationen. Vel fremme ved selve vævningen har det dog også drillet, trendtrådene bliver ved at knække. Eller – det vil sige, de knækkede i siderne i begyndelsen, så gik det i en periode meget godt, og nu er det pludselig én bestemt tråd midt i arbejdet, der driller. Jeg vil bruge stoffet til en lille bluse og er heldigvis ikke så sart med, om man kan se, at det er hjemmevævet. Det er ligesom en del af charmen. Men; konklusionen må være, at hør er og bliver noget bøvl!
Det meste af mit guldstof blev endelig forvandlet til betræk til hynder på en Børge Mogensen-bænk, et genbrugskup som min mor har foræret os. Nu står bænken ved brændeovnen, hundekurvene har fået plads inde under, og alt er godt. Tøjdyrene plejer nu ikke at sidde der, men er kommet lidt op i dagens anledning:-) Resten af stoffet – inklusive de første halvanden meter, hvor jeg vævede forkert, fordi jeg simpelthen ikke havde forstået at læse mønsteret korrekt – ligger og venter på en god idé. Nedenfor et lidt tættere kig på stoffet.
Skals-opholdet fik mig sporet ind på, at jeg skal have erstattet den gammeldags snoreopbinding på min væv med moderne nylonsnore. Dyrt – har netop rekvireret for 759 kr. såkaldt søltex og splitter – men spændende, for det bliver altså noget nemmere at sætte væven op. Nu skal jeg bare finde ud af at få det bundet på min væv!
Marts bød på en fantastisk uge på Skals Håndarbejdshøjskole. Og hård på mere end en måde, idet jeg blev syg midtvejs, men stædigt forsøgte at få mest muligt ud af kurset alligevel. Bl.a. satte jeg denne satinvævning op. 10 skafter og 10 tramper, selvfølgelig den mest besværlige af alle de prøvevævninger, kurset gik ud på at lave. Nedenfor ses den grå silkeprøve, som jeg også “muntrede” mig med. 332 tråde fin, fin silke – dejligt at arbejde med, men ikke besværet værd efter min mening. Lidt for bøvlet, og resultatet blev ikke så pænt som ønsket.
Et kursus på Skals venter forude, og man skal have pennalhus med… sidste gang snuppede jeg et gammelt Diddl-pennalhus, som min yngste datter var blevet for gammel til at bruge alligevel. Denne gang måtte der andre metoder til: Jeg fandt en rest selv-vævet uld og et par slidte jeans og tog det med hjem til min mor, der dog ikke rigtig mente, at stoffet var egnet til formålet… Til gengæld havde hun et mønster til en lille pung, og det lånte jeg med hjem. Og jo, det kunne lade sig gøre! Nedenfor ses foret i det bløde, lyseblå cowboystof – der er plads til både saks og lommeregner og andet essentielt – og allernederst et lidt tættere kig på pennalhuspungen udefra.
Så lykkedes det endelig! Vinterprojektet med at væve guldstof til Børge Mogensen-bænken er færdigt, væven er tømt, støvsuget og aftørret – foråret kan bare komme an:-) Det blev til 5,30 m + 1,5 m “fejl”-stof. Fejlen skyldtes, at jeg i begyndelsen simpelthen ikke kunne gennemskue mønsteret – det tog nogle dage, før jeg pludselig “så lyset” (selvfølgelig sent om aftenen, da jeg lå i min seng og skulle forestille at sove). Mønsteret var tegnet op i bogen (Ingeborg Mule Henningsen, Væverens ABC, side 124 – Møbelstof, ti skafter, otte tramper) som 32 islætrækker – men bestod i virkeligheden kun af 24. Så det kom til at se mærkeligt ud, da jeg fulgte tegningen slavisk.
En sidste julegave, jeg vil vise, er et slag strikket op i noget temmelig groft uldgarn, som jeg på et tidspunkt arvede fra min datters venindes mors bekendtes afdøde mor – der havde vævet (se indlægget Turen går til Elev). Det har bare ligget og ventet, og i stedet for at væve uldtæppe blev det i december forvandlet til et slag, som min yngste datter kan have på på efterskolen, hvor hun har det som en fisk i vandet, glemmer at sove nok og derfor har været ret forkølet i løbet af efteråret. Med håbet om, at den vil gøre nytte i Klejtrup:-)
Som den mediumsize julenisse, jeg er, har jeg allerede været i gang med at lytte til julemusik, mens jeg pakkede pakkekalendergaver ind til yngstebarnet, som er på efterskole. Og hvad har det så med vævning at gøre? Ikke andet end at trendrester fra kludetæpper (dvs. ubleget bomuldsgarn) er perfekt gavebånd, når man skal pakke mange mindre gaver ind. I dette tilfælde har jeg dog brugt grove uldgarnsrester. Ideen hermed givet videre;-) Som det anes under pakkerne er barnet musikalsk, spiller saxofon og går naturligvis på den dejlige Klejtrup Musikefterskole. Det er mormor, der er kreatøren af det quiltede tæppe med indbygget sax – det var konfirmationsgaven til det unge menneske i sin tid.