En lappeidé

Jeg mødte en dame i en garnbutik – hun stod med en opskrift på filtede grydelapper, og jeg fik straks mod på at bruge noget af det tykke uldgarn, jeg har liggende. Med perlestrik går det nemt og hurtigt, og en tur i vaskemaskinen på 60 grader får ulden til at filte i en grad, så varme slet ikke trænger igennem. Eneste hurdle er at få lapperne lavet i en tilpas størrelse – så de hverken er for små eller store, når de er færdige. Jeg prøvede mig frem med ca. 21-25 masker på pind 8. Alt uld, der ikke er superwashbehandlet, kan bruges. Tyndt garn skal dog lægges dobbelt. På de nederste kan man se, at jeg har lavet huller til ophæng: Efter to pinde lukkes den fjerdesidste og den tredjesidste maske af, og på næste pind slås to masker op igen samme sted. Når lappen skal tørre, skal man lige huske at strække den i facon og sætte en rund ting, fx skaftet af en grydeske, ind i hullet.

GemGem

Rødt tørklæde nr. 1

Det første af mine tre røde tørklæder er nu færdigt, komplet med frynser for enderne. Det skal bruges som gave, tænker jeg – men er dog ikke helt klar over, hvem jeg skal forære det til. Trend er mørkerød kamgarn, islæt er Scarlet fra Permin i changerende lyserøde nuancer – 58 pct. hør, 26 pct. viscose og 16 pct. bomuld.

 

GemGem

Alt godt fra resteparadiset

Somme tider føles mit garnlager som et rent paradis af rester. Se nu bare denne opskrift, som jeg faldt over i en bog, “Strik, let og lækkert” af Kristin Wiola Ødegård. Det er en bog med meget blandet gods, men denne opskrift ser sjov ud, fordi man slutter af med at strikke mønster rundt på bærestykket, og monteringen består blot af at hæfte ender samt lige sy sammen under ærmegabene. Som tænkt, så gjort – og nu er det jo snart jul … !

GemGem

Et kup i bomuld

Min ældste veninde, Helle, prajede mig om noget egyptisk bomuld, der var til salg latterligt billigt i en webshop. Jeg måtte bare eje noget af det. Det ankom og er i en smuk, skinnende kvalitet, nærmest metallisk at se på. Godt nok meget tyndt, men stærkt, og jeg tænker at det sagtens kan holde som trend. Planen er dog i første omgang at lægge det dobbelt som islæt i nogle viskestykker. Det må blive næste projekt. 

GemGem

Det lugter af røg

Når man ønsker sig garn i fødselsdagsgave, er man somme tider heldig at få det! Dette fed fik jeg af min svigerinde, der selv er lidt af en garnøgle. Hun havde fundet det på et vikingemarked, hvorfor det lugter ret gennemtrængende af bålrøg. Men farven er dejligt gråmeleret, og det må vindes op til brug på min elskede, gamle garnvinde, som har fulgt mig siden barndommen. Jeg ved faktisk ikke, hvor den stammer fra. En overgang var den væk – gisp! – men blev så fundet i vores kælder i en aflang taske sammen med nogle plakatrør. Sikkert et levn fra da vi flyttede ind i vores hus for 17 år siden. Da havde vi små børn, og tiden var ikke til at gå så meget op i håndarbejde. Nogle fordele skal der være ved at blive ældre og have børn, der flytter hjemmefra 🙂

GemGem

Det snor sig

Frynsevikleren bliver straks sat i arbejde, og det funker. Men hurtigt går det stadig ikke, og jeg har ikke timer nok i døgnet til alt det, jeg gerne vil fabrikere og gøre færdigt. Jeg har også lidt problemer med at få kanten helt pæn. Mon ikke øvelse gør mester, det tror jeg på.

GemGem

GemGem

Velkommen, frynsevikler!

Endelig, endelig, endelig – er jeg den lykkelige ejer af en frynsevikler. Et smart, lille apparat, som letter det at lave frynser en lille smule og ikke mindst gør dem kønnere og mere ensartede. 353 kr. Så er den også betalt. Sammen med lækker cottolin (50 pct. bomuld, 50 pct. hør) udgør den fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre. De er

gavmilde, men er gået over til at overføre penge til vores konti, hvorefter vi skal kunne fortælle, hvad vi har brugt pengene til. “Så de ikke går til mælk og rugbrød,” som min svigermor udtrykker det. Det kan jeg kun være enig i – garn er så meget sjovere 🙂

 

GemGem

GemGem

Træmænd og garndamer

Hvad er det med træmænd og garndamer? Der er i hvert fald en lykkelig fusion imellem materialer – det bløde garn og det silkeglatte træ. På Kreative Dage i Fredericia sidst i oktober måtte jeg lige tage et billede af en meget glad træmand i den mest fantastiske skjorte. Meget passende og helt tapetagtig i udtrykket. Desuden havde han på sin stand diverse gode, garnrelaterede løsninger. En strikkeskål med indbyggede “holde styr på garnet”-riller, f.eks. Dælme smart, og sådan en ønsker jeg mig til jul!

GemGem

GemGem

Otte meter bølger senere

Så har jeg tømt væven for kamgarnsprojektet i røde farver, og nu står monteringen tilbage. Men det må lige vente, til jeg har fået købt den frynsevikler, som jeg længe har ønsket mig. Imens går der lidt julegaver og hemmeligheder i efterårsdagene – indimellem at jeg jo må passe mit arbejde. På det nederste foto ses rullen med vævet stof, mens det ligger og venter. Jeg lader altid afstandspindene sidde i, så islætgarnet ikke rykker sig, før det hele bliver sikret af frynserne. Det sorte stykke stof er til et lille eksperiment, som måske bliver færdigt engang. For kan man væve en kurv – ?!

GemGem