
Jeg er i gang med frynserne på mine vævede tørklæder. Eller … det vil sige … jeg har konstateret, at en “frynselaverdims”, som jeg har set andre vævere i besiddelse af, nok er en meget god investering. For hold nu op, det tager tid at håndsno alle disse tråde. Og ondt i skuldrene får man. Så er det, at jeg lige skal trække vejret, tage en tudekiks og huske på, at det faktisk er for sjov og for min egen fornøjelses skyld, at jeg gør det her:-)
Det er skønt at klippe væven ned, og denne gang har jeg glædet mig ekstra meget – for jeg var spændt på, om mine vævede tørklæder ville blive for stive. Jeg tror det ikke, men må vente lidt endnu; der skal først fabrikeres frynser. Noget, jeg ikke er så dreven i. Den sidste del af trenden blev brugt til et stykke rustrødt stof, som måske bliver til en julegave. Det må tiden vise.










