I vintermørket har jeg siddet og vævet tæpper, lidt skæve pga. to forskellige typer garn i trenden, men alligevel er det endt med et hæderligt resultet. Det føles godt at få ryddet lidt ud i kluderesterne, omend jeg stadig har en del på lager. Det er ikke sååå spændende at væve kludetæpper 😉
Den musikalske yngstedatter skulle også have en mønstertrøje fra mors hånd i julegave. Jeg eksperimenterede lidt med ternet papir og tanken om at inkorporere ensfarvede noder som baggrund for den stribeeffekt, der er i Marianne Isager-modellen (som hedder Pacific, men jeg har modereret den lidt). Men det gik ikke, jeg for vild i at tælle hhv. baggrunds- og nodemasker. Så trøjen endte med at blive fuldstændig enkel – og ret flot, når jeg selv skal sige det. Jeg var især glad for, at hun accepterede mit farvevalg, som jeg (igen) var stærkt i tvivl om. Nu har jeg sagt til de to unge damer, at næste gang, jeg skal strikke til dem, må de hellere vælge mønster og farver på forhånd. 
Selv om min tofarvede viskestykketrend opstod ved et uheld, bliver projektet vist o.k. Der er en vis effekt i, at trenden ikke er helt ensfarvet. 
Min ældste datter får en Marianne Isager-model i julegave. Den var besværlig at strikke, og undervejs var jeg meget i tvivl, om tykkelsen af garnet gjorde trøjen for voldsom. Men færdig er den, og straks videre mod nye nederlag!
Jeg tilbragte en dejlig efterårsuge i Skals på kursus sammen med 11 andre vævetosser. Kvinder allesammen, naturligvis – og vi havde travlt. Det gik ud på at væve små prøver i forskellige bindinger til boligtekstiler. Herligt, hårdt – og undervejs med en udflugt til Henrichsens Uldspinderi i Skive. Det er en lillebitte fabrik klemt inde i en baggård. Garnafficinados kan få stillet sulten i en butik på 1. sal. En rundvisning blev det også til, hvor såvel mængden af garn som behandlingen af det imponerede. Et par kalendere med letpåklædte damer fuldendte billedet af en arbejdsplads med værkstedshumor 🙂
Der skal ryddes lidt op i mit garn, tænker jeg – og forsøger at fabrikere hele to trende ud af rester. Det går i
kke så godt. Gad vide hvornår jeg lærer, at vævning bare bruger meget garn? Jeg må supplere noget grønblå cottolin med lidt mørkere farver i den ene side. Det er til viskestykker at give væk af. Den anden trend er til klude-/uldtæpper, og den ender med at blive lavet af to forskellige tykkelser fiskegarn. Not good – jeg ved det, men er alligevel for stædig til bare at smide skidtet ud. Så nu skal der sættes væv op og væves, så der kan komme bund i lageret.
Jeg strikker på en Isager-model, der hedder “Stjerner”. Den er forsynet med en type kant, som jeg ikke har set før (de to fotos til venstre). Men prøves skulle det – så jeg strikkede løs et par velsignede efterårsdage i sommerhus. Bagefter pillede jeg op og begyndte forfra, denne gang med en rullekant, som jeg er mere fortrolig med. Den mangefarvede kant flanede og var simpelthen for “sølle” til trøjen (foto nederst til højre). Så det var om igen 🙂
Australien-rejsen affødte et nyt, omfattende projekt: Jeg bliver nødt til at få strikket et par mønstrede trøjer til mine døtre. Min australsk bosiddende venindes mor havde for 20 år siden strikket en Marianne Isager-trøje til hende. Begge mine døtre forelskede sig på stedet i den. Og da jeg i tidernes morgen – før jeg fik børn – har fabrikeret flere trøjer i jaquardstrikning, må den type opfordring tages som en udfordring. 
En tur i sommerhus på Thurø var en selvforkælelsesgave i september – og indebar også et besøg hos Hjelholts Uldspinderi på Fyn. Uh, det var farligt. Masser af lækkert uldgarn og en rigtig flink indehaver/butiksansat. Så jeg gik derfra lidt fattigere, men rigere på garn 🙂
Når man har bevæget sig helt om på den anden side af kloden og er vild med garn, skal man (dvs. jeg) naturligvis have noget australsk garn med hjem. Og der blev sagt australsk! Det viste sig at være sværere gjort end sagt … Min veninde, som vi besøgte, har boet dernede i 20 år, og ifølge hende er det meste håndarbejde skabt af syntetisk garn, importeret fra Asien. Vi jagtede rundt efter garnbutikker og fandt da også et par stykker med ret beset smagløst (selv om smag og behag naturligvis ikke kan diskuteres) kunstgarn i væmmelige farver. Et par gange mødte vi også en lukket dør – som her uden for Australian Alpaca Barn i den lille by Morpeth i Hunter Valley NSW. Den hjælpsomme butiksnabo kunne fortælle, at Alpaca Barn har to andre butikker i dalen. Så missionen lykkedes; jeg fik købt hvid alpaka og alpaka/silke, superblødt og smukt.
