Street food-mark
et er en ting i Aarhus, meget velbesøgt og hyggeligt. Vi har for nylig prøvet både det ved rutebilstationen (totalt overfyldt, den lørdag vi var der – hvilket ikke
gjorde noget godt for akustikken, desværre) og det i Ryesgade. Der faldt min mands blik på en kasse med miljøvenlige karklude, lidt i stil med dem jeg håndstrikker. Disse kommer fra Fyn og er angiveligt vævet. Men det kan jeg simpelthen ikke forstå – de må da være strikket på en strikkemaskine? Kludene er i en slags blød, strækbar rib – og det har jeg i hvert fald aldrig set som resultat, når noget væves. Tværtimod er det ofte kommet bag på mig, hvor lidt fleksible vævede stoffer er.
Forfatterarkiv: dorthe-admin
Et flag – eller?
Det grimme kludetæppe er nu pillet af væven og er præcist så uæstetisk som frygtet. De tre farver ligner et flag – og for at fuldende miseren har jeg brugt en rest af noget grønt/lyst stof til den sidste fjerdede
l af tæppet. Ikke godt. Måske skulle jeg have mikset farverne i smallere striber. Det orkede den dovne væverske ikke, og nu ligger hævnen der altså i form af et to meter langt, ubrugeligt tæppe. Hmmm. Men jeg prøver alligevel at sy kanter på og vise det til min veninde Helle, som jeg (for snart et år siden) lovede et tæppe i 50-års fødselsdagsgave. Hun får dog lov at vælge, om hun i stedet hellere vil have det blåhvide tæppe på billedet nederst. Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække 🙂
Theas tæppe på plads
Ældstedatteren i Aarhus får sit længe ventede kludetæppe, efter at jeg – endelig – har fået syet kanter på det. Hun har teaktræsmøbler og temmelig mørke farver på sit værelse generelt, så tæppet kan lyse lidt op. Hun mangler bare lige et stykke skridunderlag, da tæppet glider på det glatte gulv. Det skaffer mor selvfølgelig 🙂
Den usle pjalt af et slag
Det andet stykke grønt uldstof bliver
brugt til at sy føromtalte slag. Men som ventet er det alt, alt for småt og hænger som en pjalt på mine temmelig brede skuldre. Æv. Jeg 
prøver derfor at strikke en kant til det. Og forærer det nok alligevel i sidste ende til en, der er mindre af statur end jeg selv.
Dejligt, når gaver falder i god jord
Min veninde Gitte fik ud over det vaffelvævede, grønne tørklæde nogle strikkede klude i
fødselsdagsgave. Og ikke for at prale, men billedet her ved siden af sendte hun mig, efter at hun havde taget en af kludene i brug. Dét varmer altså et håndarbejds-/klimavenligt hjerte, når ens fabrikationer kan vække glæde på den måde 🙂
En gave til en ikke-fødselar
En veninde fylder rundt – eller det vil sige … hun er ikke meget for at runde det skarpe hjørne og inviterer i ste
det til en “fernisering”. Heldigvis havde vi gaver med i form af hjemmelavede ting og sager, for da vi mødte frem, var der flag og lagkage og kagekone og varm kakao og treretters middag og alt, hvad hjertet kunne begære. Hun får det ene, vaffelvævede stykke stof, der blot er blevet kantet og kan bruges som enten tørklæde eller en slags stola, hvis man lukker det med en broche. Dette garn kradser nemlig (også) og er måske ikke så heldigt at bruge ind mod halsen. Suk, måske jeg på et tidspunkt lærer at ramme helt rigtigt med garntyper osv.
I fuld gang med vaffelvævning
Det grønne garn bliver
vævet i vaffelmønster, og der er trendtråd nok til to ting: Et tørklæde og et slag. Jeg har dog fået mine betænkeligheder med sidstnævnte, idet arbejdet efter min bedste overbevisning er for smalt – kun 35 cm. Men jeg har kopieret størrelsen på slaget efter en strikkeopskrift. Ærgerligt. Færdigt skal det dog nok blive 🙂 Kanterne er i lærredsvævning.

En klud sneg sig ind
Hov, jeg kom lige til at begynde på en karklud. Det er ellers et stykke tid siden. Der ligger 11 færdige karklude o
g 3 køkkenhåndklæder på min “færdig-hylde”, så det er ikke ligefrem fordi jeg mangler. Men jeg har mængder af bomuldsgarn på lager, og den lidt vanskelige snoningstrøje, som jeg er i gang med, er ikke til sene og trætte aftener. Den kræver lidt koncentration. Så er det godt at have noget nemt ved siden af, så hænderne har noget at lave.
En ny udfordring
Når jeg nu gik lidt død i den lilla strikbluse med hulmønster, måtte der tænkes. For skiferien lurer, og så skal jeg have et gedigent strikketøj med – da man jo desværre ikke kan slæbe væven med til det fantastiske norske snelandskab… Min mand har ytret, at “du strikker jo ikke trøjer til mig mere” som svar på, hvorfor han dog bliver ved med at gå i dem, som jeg strikkede for 20 eller flere år siden. Godt så, jeg fandt en fin Drops-opskrift på nettet og fik den printet ud samt strikket ribkant. Så skulle jeg i gang med mønstret. Men helt ærligt, det ER mange år siden, at jeg har læst et kompliceret strikkemønster. Jeg måtte simpelthen skrive til hjælpetjenesten for at klage min nød. Jo, lød det kun få timer senere (fin service!), der var skam svaret på det samme spørgsmål inde i kommentartråden, men her kom svaret. Det viste sig, at jeg havde læst mønstret på en forkert måde. Det kan jo ske. Jeg var dog mere flov over, at jeg slet ikke havde tænkt på endsige observeret noget så moderne som en kommentartråd. Fik det tjekket – og der var 356 spørgsmål og svar på såvel dansk som svensk, spansk, hollandsk og engelsk. Der er mange garnentusiaster derude! Nedenfor ses de begyndende snoninger lidt tættere på.
… og straks videre!
Nu kommer det mig til gode, at jeg tidligere fik skåret en ekstra trend. Straks efter nedklipningen af kludetæpperne kunne jeg – kun afbrudt af en nødtørftig, men helt nødvendig oprydning i
vævestuen – gå i gang med at forkamme det næste projekt. Den grønlige uld skal bruges til en poncho i vaffelvævning og et tørklæde i lærredsvævning. Og da det skete på en fridag, blev gemalen igen-igen involveret til bomningen 🙂

