Jeg er færdig med julegaverne – hvad skal man så stille op med stunderne foran tv-julekalenderen og andre programmer? Noget må jeg have i hænderne. Det bliver til elefantgrydelapper, som jeg har lavet nogle af før. Men denne gang er de til vores eget køkken. Det kan jeg godt komme til at glemme at forsyne indimellem.
Mit projekt kludetæpper er undervejs, og jeg er nået til tæppe to af tre. Eksperimenterede lidt med nogle mørkere klude, men må erkende, at jeg ikke bryder mig om resultatet. Så der måtte pilles op, og i stedet bliver tæppet skabt af noget, der engang var et hvidt sengesæt med blå striber. Meget bedre. Det er som om, at den hvide trendtråd går lidt i symbiose med de lyse farver i kludene. Det kan jeg lide 🙂
Jeg e-e-elsker at løbe (småløbe, hvis sandheden skal frem) en tur ved Nørrestrand i Horsens. Denne søndag havde jeg hundene med, og lyset var nærmest magisk. Det er svært at gengive på fotos, fordi der ikke er åben udsigt, som der er ved fjorden. Men vi så en fiskehejre – fler
e gange – og en anden stor fugl. Jeg tror, at det var en ørn af en slags. Men er ikke så stiv i fuglearter – har bare hørt, at der faktisk er ørne ved Nørrestrand. På vejen hjem løb tre rådyr over stien. Så bliver det ikke bedre…
Den tomme væv stod og råbte af mig, så jeg måtte have gang i noget nyt. For at udnytte tiden bedst muligt b
estemte jeg mig til at skære to trende, når jeg nu var i gang. Den råhvide er otte meter fiskegarns-trend til to-tre klude-tæpper. Det ene tæppe er lovet væk til en veninde, det andet skal min bortfløjne datter have. Og så har jeg en tanke om, hvorvidt man mon kan væve en kludemåtte af plasticstrimler? Det skal prøves, fordi min mand truer med at kyle den hjemmevævede måtte i forgangen ud til fordel for en købeditto. Men det skal blive løgn … selv om en plasticmåtte jo ikke vil suge vand og skidt. Suk. Det er en udfordrende hobby, jeg har valgt mig. Den grønne trend er af uldgarnet, som jeg har mange farver af. Ud over en poncho vil jeg eksperimentere med et stribet tørklæde, tror jeg. Det bliver så ikke i vaffel-, men lærredsvævning. Bum, så gik dén fridag 🙂
Jeg har forkøbt mig i tyndt uldgarn, som jeg ved nærmere eftersyn endda ikke synes har de rigtige farver. Jeg er blevet meget glad for blå på det seneste, og der er desværre ikke blåt imellem d
e mange nøgler, som jeg drog af sted med fra en garnbutik i Horsens, som havde ophørsudsalg tidligere på året (hvorfor er det altid de gode butikker, der lukker?). Tænke-tænke – jeg må vist prøve med noget af det grønne. Planen er en poncho i vaffelvævning. Det projekt glæder jeg mig til at komme i gang med.
Så fik jeg klippet de ca. otte køkkenhåndklæder ned efter at have vævet intenst på dem. Der forestår jo lidt arbejde med at montere, lave kanter, hæfte ender m.v. Og julen nærmer sig med hastige skridt 🙂
Et langvarigt strikkeprojekt er bragt til ende, en fin, lyseblå uldbluse i 60’er-snit. Jeg har tilføjet grønne kanter, og blusen har et hulmønster, som vist lige kan anes. Dejligt at have fået den færdig, og jeg er egentlig godt tilfreds. Nu står der julegaver på tapetet …
På en fanta
stisk vandretur med hundene forleden nød jeg novembers lys, rimfrost på alle planter omkring mig og ikke mindst løvfaldet, som har fået umanerligt travlt, efter at det første snefald har været en realitet. Jeg gik og tænkte på sætningen “Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”. Men jeg kunne ikke huske, hvilken salme den stammer fra. Google er min ven, så da jeg kom hjem, blev det straks opklaret; “Op, al den ting, som Gud har gjort …”. Selvfølgelig. Jeg må åbenbart gå for lidt i kirke, når det falder mig så svært at huske 🙂
Min dejlige, livfulde svigerinde fra Canada, Bronwyn, kommer lige straks på besøg sammen med min bror. Det bliver skønt – har ikke set hende i et par år. Hun fylder også snart 50 år og skal selvfølgelig have en gave. Men jeg kan ikke nå at væve noget helt friskt. Derfor har jeg bestemt mig til at forære hende det tredje og sidste af de bølgevævede tørklæder, som jeg fabrikerede sidste år. Det er ikke helt vellykket, fordi islættråden er alt for tynd og kan skubbe sig. Men det er også lidt fint og dejligt let. Håber hun kan lide det.
I foråret rejste min mand, Henrik, til Nepal i næsten tre uger. Da han samtidig stærkt nærmede sig sin 50 års-fødselsdag, begyndte en plan at tage form: Jeg kunne da liiige væve en plaid til ham i hemmelighed.
Som tænkt, så gjort … det vil sige, helt så enkelt var det jo alligevel ikke. Det var et kæmpe arbejde, som i det meste af to uger tog alle mine vågne timer ved siden af jobbet. Til sidst kylede jeg det færdige tæppe ind i et skab, så jeg også kunne nå at slappe en smule af sammen med mine på det tidspunkt to hjemmeboende døtre, inden gemalen vendte hjem igen. Hen over sommeren skænkede jeg ikke 50-årsgaven mange tanker, men pludselig blev dagene få og gode råd dyre. Jeg måtte på en visit hos mine forældre for at få snoet frynser – et job, som jeg finder yderst tidkrævende; måske har jeg nævnt det før 🙂 Min far og hunden Loke fik allernådigst lov at indvie det helt færdige, meget lette uldtæppe. Og gemalen – ja, han blev glad. Og overrasket, i første omgang troede han vist ikke rigtig på, at jeg havde vævet det. Så det var en afsløring værd at vente på!
