Kurve med benspænd

Jeg har tidligere skrevet om mine små strikkekurve, som jeg fabrikerer i uld og smider i vaskemaskinen. Op til mit højskoleophold denne gang bestemte jeg mig for at lave et par mere og få skrevet opskriften op. Det driller bare! Herover en lilla, lidt større end den jeg strikkede for et par år siden. Før vask ser den o.k. ud, men herunder ses den efter filtning i vaskemaskinen. Bunden bliver mærkelig krøllet. Nu er jeg gået i gang med endnu en kurv i et andet og lidt enklere mønster. Det sidste ord er ikke sagt i den sag:-)

Vaffel og hulkrus

På Skals-kurset fik vi sat 13 vævninger op, hvoraf jeg – trods min sølle tilstand – selv vævede på 11. De to, jeg fravalgte, skyndte jeg mig at tage fotos af i stedet. Vaffelvævningen, som ses herover, er i uld skøn til plaider, barnevognstæpper mv. I bomuld/hør måske til viskestykker/håndklæder. Nedenfor hulkrus-vævningen, som jeg tidligere har lavet sofapudebetræk i. Den er kun pæn på forsiden, derfor kan den ikke bruges til f.eks. viskestykker.

En skøn og hård uge

Marts bød på en fantastisk uge på Skals Håndarbejdshøjskole. Og hård på mere end en måde, idet jeg blev syg midtvejs, men stædigt forsøgte at få mest muligt ud af kurset alligevel. Bl.a. satte jeg denne satinvævning op. 10 skafter og 10 tramper, selvfølgelig den mest besværlige af alle de prøvevævninger, kurset gik ud på at lave. Nedenfor ses den grå silkeprøve, som jeg også “muntrede” mig med. 332 tråde fin, fin silke – dejligt at arbejde med, men ikke besværet værd efter min mening. Lidt for bøvlet, og resultatet blev ikke så pænt som ønsket.

Jo, det kunne lade sig gøre!

Et kursus på Skals venter forude, og man skal have pennalhus med… sidste gang snuppede jeg et gammelt Diddl-pennalhus, som min yngste datter var blevet for gammel til at bruge alligevel. Denne gang måtte der andre metoder til: Jeg fandt en rest selv-vævet uld og et par slidte jeans og tog det med hjem til min mor, der dog ikke rigtig mente, at stoffet var egnet til formålet… Til gengæld havde hun et mønster til en lille pung, og det lånte jeg med hjem. Og jo, det kunne lade sig gøre! Nedenfor ses foret i det bløde, lyseblå cowboystof – der er plads til både saks og lommeregner og andet essentielt – og allernederst et lidt tættere kig på pennalhuspungen udefra.

Mission Guldstof fuldført

Så lykkedes det endelig! Vinterprojektet med at væve guldstof til Børge Mogensen-bænken er færdigt, væven er tømt, støvsuget og aftørret – foråret kan bare komme an:-) Det blev til 5,30 m + 1,5 m “fejl”-stof. Fejlen skyldtes, at jeg i begyndelsen simpelthen ikke kunne gennemskue mønsteret – det tog nogle dage, før jeg pludselig “så lyset” (selvfølgelig sent om aftenen, da jeg lå i min seng og skulle forestille at sove). Mønsteret var tegnet op i bogen (Ingeborg Mule Henningsen, Væverens ABC, side 124 – Møbelstof, ti skafter, otte tramper) som 32 islætrækker – men bestod i virkeligheden kun af 24. Så det kom til at se mærkeligt ud, da jeg fulgte tegningen slavisk.

Slag i groft uldgarn

En sidste julegave, jeg vil vise, er et slag strikket op i noget temmelig groft uldgarn, som jeg på et tidspunkt arvede fra min datters venindes mors bekendtes afdøde mor – der havde vævet (se indlægget Turen går til Elev). Det har bare ligget og ventet, og i stedet for at væve uldtæppe blev det i december forvandlet til et slag, som min yngste datter kan have på på efterskolen, hvor hun har det som en fisk i vandet, glemmer at sove nok og derfor har været ret forkølet i løbet af efteråret. Med håbet om, at den vil gøre nytte i Klejtrup:-)

Vanter med fleecefor

Vores søns kæreste skulle selvfølgelig også have en hjemmelavet julegave – uden at hun fik noget trukket ned over hovedet, so to say. Derfor endte jeg ved nogle gammeldags luffer, strikket efter en opskrift fra et Alt om Håndarbejde årgang 1983, såmænd. Originalen er skarpt blå, men anno 2014 er koksgrå vist bedre. På billedet nedenfor ser man lidt bedre de patentstrikkede manchetter. Indeni syede jeg sort fleece – venligst udlånt fra min mors lager – og de fik en o.k. pasform, forlød det.

Sprogblomster vol. II

Selv om væven er i gang med det uendelige stykke møbelstof, kan jeg ikke undvære at læse som afveksling. For nylig fandt jeg på biblioteket hele islandske Arnaldur Ingridasons serie om den triste og tænksomme politimand Erlendur – den første endda som lydbog, så jeg kunne væve samtidig! Lige nu er jeg begyndt på nr. 3 i serien, “Stemmen”, hvor hovedpersonen i en afhøring opfinder begrebet sproghandicap. Citat: “Jeg ved ingenting om den mand, og han og mig har allerede set rigeligt til hinanden.” – “Han og jeg,” rettede Erlendur. – “Hva’?” – “Det hedder jeg har og ikke mig har.” Hun så på ham, som om det var synd for ham. – “Synes du, at det gør nogen forskel?” – “Ja,” sagde Erlendur. Hun rystede på hovedet med et fjernt blik. – “Og du ved ikke noget om besøgende?” sagde Erlendur for at afslutte denne snak om sproget. Pludselig så han et behandlingshjem for sproghandicappede, som gik rundt i slåbrok og sutsko og indrømmede deres sygdom: Jeg hedder Finnur, og mig og Asta skal i biografen. Citat slut.

Jeg finder det tæt på genialt… jeg elsker egentlig krimier, men mange af de nye forfattere er en kende for bestialske og fortænkte efter min smag. Men ham her islændingen er jeg vild med:-)

Sprogblomster vol. I

Hans Hertel skriver indimellem på Politikens bagside, og det er altid læsværdigt. For nylig underholdt han med de misforståelser, som kan komme, når folk ikke hører så godt. Bl.a. denne ordveksling af Monty Pythonske dimensioner, citat: .. hans kone mente at høre ham spørge: “Vil du se Europas byer?”Det ville hun da gerne. – “Skynd dig, det skal være nu!” – “Jamen, jeg har ikke pakket!” Eksprespakning blev dog overflødig, for efter desorienteret replikudveksling blev det klart for fruen, at hendes mand havde sagt: “Vil du se de rosa skyer?”. Citat slut.

Julegaver 2014

Jeg gentog succesen fra forrige jul og strikkede et uldent halstørklæde, denne gang til min svigerfar. I en alder af 80 år er han holdt op med at lege helt så meget, som da han blev 70, og vi alle var i udendørs vandland på Gran Canaria – farfar allerhøjst oppe i vandrutsjebanen:-) Nu ønsker han sig ikke rigtig noget til jul og fødselsdag, og fantasien må i sving. Han blev heldigvis glad for gaven.