Vores søns kæreste skulle selvfølgelig også have en hjemmelavet julegave – uden at hun fik noget trukket ned over hovedet, so to say. Derfor endte jeg ved nogle gammeldags luffer, strikket efter en opskrift fra et Alt om Håndarbejde årgang 1983, såmænd. Originalen er skarpt blå, men anno 2014 er koksgrå vist bedre. På billedet nedenfor ser man lidt bedre de patentstrikkede manchetter. Indeni syede jeg sort fleece – venligst udlånt fra min mors lager – og de fik en o.k. pasform, forlød det.
Selv om væven er i gang med det uendelige stykke møbelstof, kan jeg ikke undvære at læse som afveksling. For nylig fandt jeg på biblioteket hele islandske Arnaldur Ingridasons serie om den triste og tænksomme politimand Erlendur – den første endda som lydbog, så jeg kunne væve samtidig! Lige nu er jeg begyndt på nr. 3 i serien, “Stemmen”, hvor hovedpersonen i en afhøring opfinder begrebet sproghandicap. Citat: “Jeg ved ingenting om den mand, og han og mig har allerede set rigeligt til hinanden.” – “Han og jeg,” rettede Erlendur. – “Hva’?” – “Det hedder jeg har og ikke mig har.” Hun så på ham, som om det var synd for ham. – “Synes du, at det gør nogen forskel?” – “Ja,” sagde Erlendur. Hun rystede på hovedet med et fjernt blik. – “Og du ved ikke noget om besøgende?” sagde Erlendur for at afslutte denne snak om sproget. Pludselig så han et behandlingshjem for sproghandicappede, som gik rundt i slåbrok og sutsko og indrømmede deres sygdom: Jeg hedder Finnur, og mig og Asta skal i biografen. Citat slut.
Jeg finder det tæt på genialt… jeg elsker egentlig krimier, men mange af de nye forfattere er en kende for bestialske og fortænkte efter min smag. Men ham her islændingen er jeg vild med:-)
Hans Hertel skriver indimellem på Politikens bagside, og det er altid læsværdigt. For nylig underholdt han med de misforståelser, som kan komme, når folk ikke hører så godt. Bl.a. denne ordveksling af Monty Pythonske dimensioner, citat: .. hans kone mente at høre ham spørge: “Vil du se Europas byer?”Det ville hun da gerne. – “Skynd dig, det skal være nu!” – “Jamen, jeg har ikke pakket!” Eksprespakning blev dog overflødig, for efter desorienteret replikudveksling blev det klart for fruen, at hendes mand havde sagt: “Vil du se de rosa skyer?”. Citat slut.
Jeg gentog succesen fra forrige jul og strikkede et uldent halstørklæde, denne gang til min svigerfar. I en alder af 80 år er han holdt op med at lege helt så meget, som da han blev 70, og vi alle var i udendørs vandland på Gran Canaria – farfar allerhøjst oppe i vandrutsjebanen:-) Nu ønsker han sig ikke rigtig noget til jul og fødselsdag, og fantasien må i sving. Han blev heldigvis glad for gaven.
Som den mediumsize julenisse, jeg er, har jeg allerede været i gang med at lytte til julemusik, mens jeg pakkede pakkekalendergaver ind til yngstebarnet, som er på efterskole. Og hvad har det så med vævning at gøre? Ikke andet end at trendrester fra kludetæpper (dvs. ubleget bomuldsgarn) er perfekt gavebånd, når man skal pakke mange mindre gaver ind. I dette tilfælde har jeg dog brugt grove uldgarnsrester. Ideen hermed givet videre;-) Som det anes under pakkerne er barnet musikalsk, spiller saxofon og går naturligvis på den dejlige Klejtrup Musikefterskole. Det er mormor, der er kreatøren af det quiltede tæppe med indbygget sax – det var konfirmationsgaven til det unge menneske i sin tid.
Udenfor er efterårsfarverne overvældende og har været det gennem hele november. Indenfor sidder jeg og nyder endnu flere afdæmpede nuancer i mit møbelstof. Lys har jeg nok af, selv om det er mørkt ude, efter at mine loftlamper er blevet flyttet fra den gamle vævestue i kælderen til det nye, skønne væverum. Med behørig tak til min far og min gemal, som efter bestikkelse i form af kaffe og aftensmad udførte flyttejobbet. Selve vævearbejdet glider o.k. nu, jeg har fået styr på at forbedre skellet undervejs. Hurra for Paulli Andersens “Vævebog”. Nedenfor et lidt tættere kig på mønsteret.
Mit nye væveprojekt er et stykke møbelstof til en Børge Mogensen-bænk i egetræ, som min mor har fundet i genbrugeren til 250 kr. Et kup, som hun efterfølgende har foræret mig og min mand! I øvrigt sammen med professionelt tilskårne hynder. Planen er så, at jeg selv skal væve stoffet til at beklæde hynderne med. Og der er jeg stødt ind i problemer. Det store arbejde med at skære 696 trendtråde a 8 meter, forkamme, bomme, sølle og ritte er vel overstået, men noget må være gået galt i mit forsøg på at lave opbindingen på de 10 skafter og 8 tramper – næsten min vævs fulde potentiale, som jeg tænkte kunne være udfordrende at udnytte. Og jeg har da vævet en smule, men det er svært, for skellet er ikke helt godt på de fleste tramper. Kun på én af dem står det fuldstændig knivskarpt. Måske bliver jeg nødt til at ringe til en ven… Til gengæld synes jeg resultatet tegner lovende. Jeg har døbt det “guldstoffet”, fordi de to brune farver får et helt særligt og uventet skær, når de mikses i mønsteret.
Jeps, så er der sket ting og sager… Nu har jeg indtaget min søns fraflyttede teenageværelse, fået demonteret og atter sammensat væven i al dens vælde. Den er lidt stor til rummet, som vel er ca. 10 kvadratmeter i alt. Heldigvis kunne jeg (igen) nyde godt af min status som datter af en snedker og bede min far specialfremstille to bordplader og nogle hylder, som jeg så har malet og fået gemalen til at hjælpe med at sætte op. Ta-daaa, mit helt eget væverum med udsigt til blå himmel og til fugle, der bader i vores regnvandstønde. Jeg er vild med det 😉
Min gode veninde Bodil inviterer til rund fødselsdag – en hel dags forkælelse for i alt syv kvinder med museumsbesøg, caféditto, snak, champagne, gaver, sang, snak, middag på restaurant, snak, overnatning, snak, brunch. Og lidt mere snak. Skønt! Min gave bestod dels af skønhedspleje efter ønske, lindrende salve til aldersømme muskler – og så denne kurv, vævet på noget af trenden fra de blå mv. viskestykker. Islæt er to farver genbrugssilke fra Nepal, som min mand har hjembragt fra en vandreferie (han så lidt sær ud i hovedet, da jeg sagde, at jeg kun ønskede mig garn som souvenir dernedefra. Men han fandt noget!). Nedenfor kurven fra en lidt anden vinkel.
Forandring fryder – og når man som jeg (og min mand) er nået til det sted i livet, hvor børnene iler mod nye horisonter, giver det anledning til at se på hjemmet med friske øjne. For mit vedkommende skulle der dog ikke mange kig til, før sønnens værelse i stueetagen var målt op og erklæret “egnet” til et perfekt væverum, om end i den lidt mindre kategori. Faktisk er der kun lige plads til væven og et par små, specialfremstillede borde. Foreløbig er værelset tømt, jeg maler og shiner op. Stærkt tiltrængt, efter at afkommet har rodet og regeret i 10 år herinde ca. På billedet herunder er det f.eks. tydeligt, hvor hans computerspillende krop åbenbart har gnedet op ad væggen. Bogstaveligt talt:-)
