En smuttur til svogeren, svigerinden og niecens lille hus i svenske Blekinge bragte os forbi Linneas Garner; en landbutik med alt fra mærkeligt tøj til gummistøvler og en masse – som i bunkevis – strikgarn. Og helt nede i et hjørne – surprise! – noget nedsat vævegarn af mærket Marks. Jeg kender ikke kvaliteten, men vovede det ene øje og købte en stak. Tja, nogle mennesker køber askebægre og T-shirts som souvenirs… det her er så mit bløde punkt!
Formentlig den striktrøje, der har været længst undervejs i hele dronningeriget… Jeg tror, at jeg begyndte på den for ca. 8-10 år siden, da jeg havde samlet tilstrækkeligt med Marianne Isager-rester til mageligt at kunne lave en sweater – selv om det, som det ses, blev med forskelligt farvede ærmer og en smule farveforskel i bullen. Jeg er tilfreds, selv om snittet er blevet lidt umoderne. Sådan er det jo, når man er længe om at nå målet 🙂
Hov, jeg glemte helt at prale med mine 12 nu færdiggjorte viskestykker til den unge generation. Et stort arbejde, men resultatet retfærdiggør det, skulle jeg mene. Typisk mig er jeg så gået i gang med at strikke matchende karklude og køkkenhåndklæder.
Jeg har fået en hel sæk gammelt sengetøj, perfekt til at rive kludestrimler af. Et par af dem har jeg farvet, selv om jeg egentlig ikke tror, at det kan svare sig at købe dyr tekstilfarve for et par sølle kludetæppers skyld. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg får opbygget et decideret kludelager, farveafstemt så man har nok til at væve de tæpper, man lige har lyst til at se på. Da arbejdet med at rive strimlerne støver en del, er det faktisk en perfekt, udendørs sommersyssel. Multitaskende mig sørger selvfølgelig for at læse imens…! Nedenfor ses en del af det foreløbige udbytte:
Indrømmet, væven er ikke til sommerbrug. Og da slet ikke til at tage med ud i sommerlandet. I stedet væbner jeg mig med bomuldsgarn i diverse farver, den lille strikkekurv – og ud fra mine hænder vokser den ene karklud – og et par køkkenhåndklæder – efter den anden. Til mit eget køkken, til små gaver, måske til de snart hjemmefraflyttende børn. Jeg bliver i godt sommerhumør af at se på dem 🙂
O.K., indrømmet 12 meter trend er langt. Meget langt. Især i tyndt Nialin. Men nu, endelig, er væven blevet klippet ned, en stor håndfuld blåt fnuld båret ud til fuglene, og vævestuen gjort ren. Ovenfor ses det færdige resultat. Nej, det er ikke et tæppe, men 12 viskestykker + det løse, og det fylder altså lidt. Nedenfor et lidt tættere kig. Nu forestår så “bare” at vaske og klippe, ordne ender, sy kanter – og meget mere. Det bliver en go’ sommer:-)
… at opretholde sin fritidsinteresse, når såvel familie som job og alskens festlige og på anden vis tidkrævende begivenheder presser sig på. Derfor har jeg kun kunnet snige mig til at væve på de smukke viskestykker et par gange. Og nu er det udendørstid og knap så oplagt at lukke sig inde i kælderen. Nå, men jeg bliver vel færdig engang. Her et billede af situationen pt. – jeg er nået til viskestykke nr. 7 af 12, og islætfarven er mørk turkis med en kontraststribe i lys grøn.
En af julegaverne var et helt kilo græskblåt Nialin, som jeg i første omgang syntes var lidt for blåt, og hvad skulle jeg mon bruge det til…? Men nu har jeg bestemt mig; det skal forvandles til 12 viskestykker med islæt i 3 forskellige farver, så der bliver en lille bunke til køkkenet hos hvert af mine børn, når de meget snart flytter hjemmefra. Og hvor er det uforklarligt glædes-indsparkende, nærmest som en autoriseret “Kur mod Januar”, at stå og måle trend op på mit nye trendbord. Er just i gang med forkamning og er stadig glad i låget over det. Dejligt:-)
Til min store glæde kom min 18-årige datter og spurgte, om jeg ikke “lige” ville lære hende at strikke, en syssel som hun aldrig har interesseret sig for før. Og inden jeg så mig om, havde både hun, hendes veninde og den yngste datter gang i spæde begynder-strikkearbejder. Og jeg sad midt i det hele og hjalp, når en maske drillede el. lign. Skøn måde at indlede det nye år på!
Den sidste rest af mit vævede stof til julegaverne blev brugt til en fødselsdagsgave til min niece, januarbarnet der rundede otte år. Stoffet blev syet til en lille, rustik pung, og da hun er vældig glad for søde ting, blev den fyldt med en kage-pynte-dims, som jeg fandt i mine gemmer. PS: Hun fik altså også en “rigtig” gave 🙂