Jeg tilbringer det meste af en skøn efterårsferieuge i min vævestue sammen med rødt kamgarn og tre forskellige islæt: Først en rød alpakauld og dernæst en tykkere, changerende lilla-rød. Allersidst må jeg vove mig ind i en garnbutik (selv om det er farligt, jeg skulle nødig købe mere til den sparsomme plads, jeg har i mine skabe) for at finde et islætgarn i hør, bomuld og viscose i lyserøde nuancer. Det skal ende med tre tørklæder.
På en udflugt kom vi forbi Randbøldalmuseet under Vejlemuseerne – desværre lige for sent til, at væverne stadig var i gang. Men lidt inspiration hentede jeg i form af et kæmpe vægtæppe, der helt 
enkelt er islæt af råhvide klude med farvet trend. Det er svært at yde retfærdighed på fotos, men trenden skiftede farve tværs over tæppet (kan lige anes på det midterste foto), så helhedsindtrykket blev elegant regnbuefarvet på hvid baggrund. Idéen er ny for mig, men tæppet – som det ses nederst – altså fra 2004. Den farvede trend må jeg arbejde med i nye kludeprojekter…
Okay, det er hårdt for fingrene at kante kludetæpper. Jeg havde fravalgt frynser på de fire tæpper + en måtte, som jeg vævede for et par måneder siden. I stedet tænkte jeg – nogle islæt med trendtråden, som var fis
kegarn, og så ruller jeg en kant og syr den fast. Enkelt og ligetil… bortset fra, at de store tæpper slet ikke dur sammen med min helt almindelige, lille symaskine. Det går lige at zigzagge ned igennem, så jeg kan få dem klippet fra hinanden. Men selve arbejdet med at lave kanten er på den gammeldags facon: Med nål og tråd og i hånden. Av, mine fingre – især langfingeren på højre hånd. Men det skal nok blive godt, foreløbig har jeg nået to tæpper, som skal flankere sengen i vores
soveværelse.
Så er det ved at være op over, hvis jeg skal nå at producere julegaver. Er kommet lidt i tvivl, om hjemmelavede gaver egentlig er så fedt. Lidt sent, kan man mene, eftersom jeg har bunker af strikkede klude på lager. Nu også grydelapper i en fin tern på vej – til min faster, tror jeg.
På Skals-kurset fik vi sat 13 vævninger op, hvoraf jeg – trods min sølle tilstand – selv vævede på 11. De to, jeg fravalgte, skyndte jeg mig at tage fotos af i stedet. Vaffelvævningen, som ses herover, er i uld skøn til plaider, barnevognstæpper mv. I bomuld/hør måske til viskestykker/håndklæder. Nedenfor hulkrus-vævningen, som jeg tidligere har lavet sofapudebetræk i. Den er kun pæn på forsiden, derfor kan den ikke bruges til f.eks. viskestykker.
Jeps, så er der sket ting og sager… Nu har jeg indtaget min søns fraflyttede teenageværelse, fået demonteret og atter sammensat væven i al dens vælde. Den er lidt stor til rummet, som vel er ca. 10 kvadratmeter i alt. Heldigvis kunne jeg (igen) nyde godt af min status som datter af en snedker og bede min far specialfremstille to bordplader og nogle hylder, som jeg så har malet og fået gemalen til at hjælpe med at sætte op. Ta-daaa, mit helt eget væverum med udsigt til blå himmel og til fugle, der bader i vores regnvandstønde. Jeg er vild med det 😉
Forandring fryder – og når man som jeg (og min mand) er nået til det sted i livet, hvor børnene iler mod nye horisonter, giver det anledning til at se på hjemmet med friske øjne. For mit vedkommende skulle der dog ikke mange kig til, før sønnens værelse i stueetagen var målt op og erklæret “egnet” til et perfekt væverum, om end i den lidt mindre kategori. Faktisk er der kun lige plads til væven og et par små, specialfremstillede borde. Foreløbig er værelset tømt, jeg maler og shiner op. Stærkt tiltrængt, efter at afkommet har rodet og regeret i 10 år herinde ca. På billedet herunder er det f.eks. tydeligt, hvor hans computerspillende krop åbenbart har gnedet op ad væggen. Bogstaveligt talt:-)
Sikke en himmel, helt inspirerende til et stykke stof! Efterår og vinter byder på så uendeligt mange smukke scenerier, at generne ved det kolde vejr opvejes til fulde. Væven er flittigt i brug – bare rolig – men jeg kan ikke lige vise noget frem. Julen nærmer sig; derfor:-)
Jeg ved ikke, hvad der indimellem gør det så vanskeligt at blive færdigt med et håndarbejde. For flere år siden planlagde jeg og begyndte på en trøje af gamle Marianne Isager-rester. Jeg fik langt om længe strikket bullen, som ses øverst, og gik i gang med ærmerne. Men så – røg trøjen i en pose og i glemmebogen. Nu har jeg fundet arbejdet frem igen og er faktisk n-æ-æ-sten færdig med ærme nr. to. Men tøver på mærkværdig vis. Måske fordi jeg ved, at sliddet ikke er slut med den sidste maske. Nej, så skal der sys og klippes og laves kanter og gøres ved. Og sæt nu, at trøjen slet ikke er pæn, når den er færdig? I hvert fald er der et problem med kanten på det ene ærme, som mystisk nok er meget videre end den anden. Tror jeg har brugt noget forkert garn.
… ved Lystrup nord for Aarhus med det formål at hjemhente en stor pose med garn. Rigtigt, gammeldags vævegarn, som kom til mig gennem min datter Theas veninde Pernilles mors veninde. Hendes mor havde vævet meget, og jeg gør mig allerede tanker om, hvad det lidt grove uldgarn kan inspirere til af tæpper el. lign. Noget af garnet var ikke vundet op, så det fik jeg gjort.
