Det første af mine tre røde tørklæder er nu færdigt, komplet med frynser for enderne. Det skal bruges som gave, tænker jeg – men er dog ikke helt klar over, hvem jeg skal forære det til. Trend er mørkerød kamgarn, islæt er Scarlet fra Permin i changerende lyserøde nuancer – 58 pct. hør, 26 pct. viscose og 16 pct. bomuld.
Min ældste veninde, Helle, prajede mig om noget egyptisk bomuld, der var til salg latterligt billigt i en webshop. Jeg måtte bare eje noget af det. Det ankom og er i en smuk, skinnende kvalitet, nærmest metallisk at se på. Godt nok meget tyndt, men stærkt, og jeg tænker at det sagtens kan holde som trend. Planen er dog i første omgang
at lægge det dobbelt som islæt i nogle viskestykker. Det må blive næste projekt. 
Frynsevikleren bliver straks sat i arbejde, og det funker. Men hurtigt går det stadig ikke, og jeg har ikke timer nok i døgnet til alt det, jeg gerne vil fabrikere og gøre færdigt. Jeg har også lidt problemer med at få kanten helt pæn. Mon ikke øvelse gør mester, det tror jeg på.
Endelig, endelig, endelig – er jeg den lykkelige ejer af en frynsevikler. Et smart, lille apparat, som letter det at lave frynser en lille smule og ikke mindst gør dem kønnere og mere ensartede. 353 kr. Så er den også betalt. Sammen med lækker cottolin (50 pct. bomuld, 50 pct. hør) udgør den fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre. De er
gavmilde, men er gået over til at overføre penge til vores konti, hvorefter vi skal kunne fortælle, hvad vi har brugt pengene til. “Så de ikke går til mælk og rugbrød,” som min svigermor udtrykker det. Det kan jeg kun være enig i – garn er så meget sjovere 🙂
Så har jeg tømt væven for kamgarnsprojektet i røde farver, og nu står monteringen tilbage. Men det må lige vente, til jeg har fået købt den frynsevikler, som jeg længe har ønsket mig. Imens går der lidt julegaver og hemmeligheder i efterårsdagene – indimellem at jeg jo må passe mit arbejde. På det nederste foto ses rullen med vævet stof, mens det ligger og venter. Jeg lader altid afstandspindene sidde i, så islætgarnet ikke rykker sig, før det hele bliver sikret af frynserne. Det sorte stykke stof er til et lille eksperiment, som måske bliver færdigt engang. For kan man væve en kurv – ?!
Jeg tilbringer det meste af en skøn efterårsferieuge i min vævestue sammen med rødt kamgarn og tre forskellige islæt: Først en rød alpakauld og dernæst en tykkere, changerende lilla-rød. Allersidst må jeg vove mig ind i en garnbutik (selv om det er farligt, jeg skulle nødig købe mere til den sparsomme plads, jeg har i mine skabe) for at finde et islætgarn i hør, bomuld og viscose i lyserøde nuancer. Det skal ende med tre tørklæder.
Så blev uldslaget syet om efter alle kunstens regler, og jeg er faktisk godt tilfreds. Det er anvendeligt som overtøj til en festlig lejlighed – eller som sjælevarmer i en kold tid. Hunden Loke havde lige travlt med at suse forbi, mens vi tog billeder.
På en udflugt kom vi forbi Randbøldalmuseet under Vejlemuseerne – desværre lige for sent til, at væverne stadig var i gang. Men lidt inspiration hentede jeg i form af et kæmpe vægtæppe, der helt 
enkelt er islæt af råhvide klude med farvet trend. Det er svært at yde retfærdighed på fotos, men trenden skiftede farve tværs over tæppet (kan lige anes på det midterste foto), så helhedsindtrykket blev elegant regnbuefarvet på hvid baggrund. Idéen er ny for mig, men tæppet – som det ses nederst – altså fra 2004. Den farvede trend må jeg arbejde med i nye kludeprojekter…
Det uldstof, som jeg længe har arbejdet på, bliver syet til et slag, som ikke er heeelt færdigt endnu. Jeg er ikke tilfreds med afslutningen ved halsen (jeg kommer til at se lidt pukkelrygget ud med det på), så min mor må vist konsulteres. Hun er jo pensioneret håndarbejdslærer og må ofte holde for, når mine evner ikke rækker til at færdiggøre det vævede på tilfredsstillende vis.
Først gik det lidt galt, men siden blev det bedre. Jeg har fået gang i de 704 tråde kamgarn, islætten er lys turkisgrøn, og det går egentlig o.k. med det lidt komplicerede blomstermønster. Det er dog svært at bevare den samme islættæthed hele vejen, men det går endda. På det øverste foto kan man se en anden begyndervanskelighed, nemlig at jeg 
kom til at væve den samme rapport to gange i træk. Så må man “væve tilbage”, som jeg kalder det. På det nederste foto er jeg kommet lidt længere, og det begynder at skride fremad. Lidt radiopodcast i ørerne, og så er alt godt 🙂 