… at opretholde sin fritidsinteresse, når såvel familie som job og alskens festlige og på anden vis tidkrævende begivenheder presser sig på. Derfor har jeg kun kunnet snige mig til at væve på de smukke viskestykker et par gange. Og nu er det udendørstid og knap så oplagt at lukke sig inde i kælderen. Nå, men jeg bliver vel færdig engang. Her et billede af situationen pt. – jeg er nået til viskestykke nr. 7 af 12, og islætfarven er mørk turkis med en kontraststribe i lys grøn.
En af julegaverne var et helt kilo græskblåt Nialin, som jeg i første omgang syntes var lidt for blåt, og hvad skulle jeg mon bruge det til…? Men nu har jeg bestemt mig; det skal forvandles til 12 viskestykker med islæt i 3 forskellige farver, så der bliver en lille bunke til køkkenet hos hvert af mine børn, når de meget snart flytter hjemmefra. Og hvor er det uforklarligt glædes-indsparkende, nærmest som en autoriseret “Kur mod Januar”, at stå og måle trend op på mit nye trendbord. Er just i gang med forkamning og er stadig glad i låget over det. Dejligt:-)
Den sidste rest af mit vævede stof til julegaverne blev brugt til en fødselsdagsgave til min niece, januarbarnet der rundede otte år. Stoffet blev syet til en lille, rustik pung, og da hun er vældig glad for søde ting, blev den fyldt med en kage-pynte-dims, som jeg fandt i mine gemmer. PS: Hun fik altså også en “rigtig” gave 🙂
Godt 5 meter sort trendtråd – opmålt på mit nye trendbord, jubiii! – og produktionen af øvrige julegaver kunne begynde. Lidt besværligt at holde hemmeligt, men et stort “adgang forbudt”-skilt på døren gjorde en forskel. Resultatet blev et lille stykke stof af nepalesisk genbrugssilke, der senere blev forvandlet til to kosmetikpunge, et råsilketørklæde i cowboyblåt samt tre stykker sort/stribet stof til at sætte i nogle store pudebetræk. Jeg er (selvfølgelig) ikke heeelt tilfreds med resultaterne, men lærer hele tiden, mens jeg udforsker væve-verdenen.
Min svigermor vidste nok ikke, hvad hun satte i gang, da hun engang i foråret kom med en bunke stof – gamle køkkengardiner, som hun og min svigerfar har haft hængende i måske 15 år. Nogle måneder senere fik jeg ideen; de skulle selvfølgelig forvandles til et kludetæppe og blive til en julegave. Jeg vævede det på den samme trend som det blåstribede uldtæppe, jeg tidligere har skrevet om. Suppleret med et par udtjente cowboybukser blev resultatet ret smukt, når jeg selv skal sige det 🙂
Uldtæppet til min yngste datter bliver i realiteten slet, slet ikke, som jeg havde regnet med. Den hvide trendtråd er alt for tydelig, og jeg kan ikke rigtig gennemskue, hvordan man laver en såkaldt islætsreps, så islætten ligesom bliver dominerende. Det må læres på et nyt kursus ved lejlighed… Og tæppet bliver også meget tyndere, end jeg havde håbet på. Nå, pyt, færdigt bliver det. Undervejs må jeg dog igennem endnu en hindring: 1 enkelt trendtråd er søllet forkert, og der skal sættes en ny ind. I mangel af et lod bruger jeg 5-kroner i en Storm P.-løsning, som ses på foto herunder. Man må sno sig!
Utroligt, som små reparationsarbejder og diverse rod hober sig op over tid. Men man kan tygge sig igennem det, så nu har Marius en hel skitaske igen, en cykeltaske er blevet rettet op og en kludemåtte forsynet med kanter. Derefter fik jeg sorteret garnlageret, som efterhånden er komplet, og endelig stod den på rengøring af såvel symaskine som hele vævestuen. Nu er jeg klar til dårligt vejr, efterår, vinter – og indesysler:-) Tænk, at man kan glæde sig til det. Temmelig nørdet. Men jeg har allerede planlagt uldtæppe til Astrid; og – ikke mindst – den første julegave…
Måske er de det i hvert fald i tid, de fire viskestykker i Nialin, som nu – endelig – er færdigvævede og efterbehandlede. For, indrømmet, jeg er ikke fan af at skulle zigzagge, vaske, hæfte ender samt ikke mindst sy kanter og stropper på. Men nu er det gjort. En taktik for, hvordan man får angrebet alt det kedelige rutinearbejde, vil falde på et tørt sted 😉
Jeg har vundet 4,40 meter trend op i grøn Nialin. 528 tråde, som så er blevet forkammet, bommet, søllet og rittet – for endelig at blive sat fast i væven før det store øjeblik: Skellet virker, mønstret sidder lige i skabet. Det er en helt ubeskrivelig følelse, når det lykkes! Nu er jeg så i gang med det første af 4 viskestykker. Eneste problem er, at den yderste trendtråd gerne vil knække. Jeg har lært at reparere det – men irriterende, hvis det fortsætter.