Mission: Find en væv

Dilemma, dilemma, dilemma. Har været ude hos Anna og set hendes dejlige Lervad-væv, som hun vil sælge med ALT udstyr, bøger, garn mv. Men, men, men: Den er lidt for klejn, væven, kun 120 cm kambredde og føles lidt lille til mit store – jeg er 184 cm høj – korpus.

Derfor er jeg nu i tænkeboks, hælder pt. mest til at kaste mig over en Glimåkra-væv, som jeg kan købe hos Karen Birgitte i Yding. Hun tager den op fra kælderen, så jeg kan se på den i morgen… Men da hun væver videre på sine – flere – andre væve, følger der ikke noget udstyr med. Det må jeg så ud og lede efter på det frie marked!

Rygtet spredes

Vel hjemkommen fra ugekurset i Skals var jeg helt fokuseret på at få købt min egen væv. Jeg fik fortalt vidt og bredt om missionen; til min mands familie til et familietræf, og til min mors bekendtskabskreds, da vi dagen efter fejrede hendes 70 års fødselsdag.

Det lønnede sig: På fredag skal jeg ud og se fætter Gerts mor Annas skaftevæv, som hun vil sælge sammen med en masse ekstraudstyr, når hun lige er færdig med at væve et tørklæde…

Ordenes verden

Som professionel sprogbruger er jeg optaget af ord; lige fra jeg vågner om morgenen og tøffer ud til postkassen for at nuppe dagens avis – til jeg ligger i min seng om aftenen med en krydsord for liiige at se, om jeg kan nå at få den til at gå op, inden øjnene klapper i.
Og mens jeg på den måde væver mit indre og ydre liv sammen ved hjælp af ord, har jeg tænkt mig at kaste mig ud i en anderledes konkret beskæftigelse; denne blog skal kombinere min interesse for ordenes verden med en for mig helt ny, nemlig vævning… (resten af dette indlæg kan læses på siden “Om ord og vævning”, se faneblad øverst på bloggen).