Vores søns kæreste skulle selvfølgelig også have en hjemmelavet julegave – uden at hun fik noget trukket ned over hovedet, so to say. Derfor endte jeg ved nogle gammeldags luffer, strikket efter en opskrift fra et Alt om Håndarbejde årgang 1983, såmænd. Originalen er skarpt blå, men anno 2014 er koksgrå vist bedre. På billedet nedenfor ser man lidt bedre de patentstrikkede manchetter. Indeni syede jeg sort fleece – venligst udlånt fra min mors lager – og de fik en o.k. pasform, forlød det.

Jeg gentog succesen fra forrige jul og strikkede et uldent halstørklæde, denne gang til min svigerfar. I en alder af 80 år er han holdt op med at lege helt så meget, som da han blev 70, og vi alle var i udendørs vandland på Gran Canaria – farfar allerhøjst oppe i vandrutsjebanen:-) Nu ønsker han sig ikke rigtig noget til jul og fødselsdag, og fantasien må i sving. Han blev heldigvis glad for gaven.

Formentlig den striktrøje, der har været længst undervejs i hele dronningeriget… Jeg tror, at jeg begyndte på den for ca. 8-10 år siden, da jeg havde samlet tilstrækkeligt med Marianne Isager-rester til mageligt at kunne lave en sweater – selv om det, som det ses, blev med forskelligt farvede ærmer og en smule farveforskel i bullen. Jeg er tilfreds, selv om snittet er blevet lidt umoderne. Sådan er det jo, når man er længe om at nå målet 🙂

Hov, jeg glemte helt at prale med mine 12 nu færdiggjorte viskestykker til den unge generation. Et stort arbejde, men resultatet retfærdiggør det, skulle jeg mene. Typisk mig er jeg så gået i gang med at strikke matchende karklude og køkkenhåndklæder.

Indrømmet, væven er ikke til sommerbrug. Og da slet ikke til at tage med ud i sommerlandet. I stedet væbner jeg mig med bomuldsgarn i diverse farver, den lille strikkekurv – og ud fra mine hænder vokser den ene karklud – og et par køkkenhåndklæder – efter den anden. Til mit eget køkken, til små gaver, måske til de snart hjemmefraflyttende børn. Jeg bliver i godt sommerhumør af at se på dem 🙂

Til min store glæde kom min 18-årige datter og spurgte, om jeg ikke “lige” ville lære hende at strikke, en syssel som hun aldrig har interesseret sig for før. Og inden jeg så mig om, havde både hun, hendes veninde og den yngste datter gang i spæde begynder-strikkearbejder. Og jeg sad midt i det hele og hjalp, når en maske drillede el. lign. Skøn måde at indlede det nye år på!

Jeg grublede længe over, hvordan jeg skulle sige ordentligt tak til min far for det trendbord, han lavede til min fødselsdag. Jeg landede på at strikke et grønligt mohairtørklæde til ham. Det gik så godt, at jeg nåede at lave et tilsvarende i rødt, som min mand fik i julegave. De fnulrer lidt, men er skønt bløde og ikke-kradsende.