Så blev uldslaget syet om efter alle kunstens regler, og jeg er faktisk godt tilfreds. Det er anvendeligt som overtøj til en festlig lejlighed – eller som sjælevarmer i en kold tid. Hunden Loke havde lige travlt med at suse forbi, mens vi tog billeder.
Jeg er totalt fan af hverdagen og alle dens rutinegøremål. For mig er det bl.a. at koble to hunde for enden af hver sin line og vandre 10 minutter ned til Strandparken ved Horsens Fjord. Ikke to morgener er ens. I går stod hækkene skarpt nyklippede med hortensiabuske i fuldt flor som pynt. I dag (nederst) kæmpede dis og sol om at vinde kampen over lyset. Dét gør mig glad og klar til dagen 🙂
Sommeren 2017 er tilbragt med først en kort rejse til Alperne og vandreture i både Schweiz og Østrig. Skønne minder om storslåede udsigter, vores voksne børn der var dejlige at have med, trætte hunde både efter vandring og efter lange køreture. 
Dernæst nogle dage hjemme med praktiske ting, og til sidst en uge på Mols med lange gåture, afslapning og hygge. Fantastisk!
Da det gik så godt med Theas blå top, måtte jeg straks i gang med det samme hulmønster til en bluse i uld. Sideløbende prøver jeg virkelig at få gang i den svære trøje med snoninger, som jeg har lovet min
mand. Den skal erstatte en gammel Marianne Isager-trøje, som jeg strikkede til ham for godt 20 år siden, og som nu er slidt op 🙂 Men snoningerne kræver koncentration, så det er godt at have det grønne håndarbejde som afveksling. Nederst ærmet til trøjen med snoninger – farven er den samme mørkegrå, selv om den ser helt uens ud på de to billeder.
Tænk, hvis tiden var uendelig, og man kunne nå alt det, som energien trods alt ikke rækker til. I denne sommer har jeg fået ordnet et par af de ting, som konstant ligger og lurer i baghovedet. Og fået begyndt på en enkelt anden, nemlig at bygge æblekasser i specialmål til nog
le meget dybe hylder i vores garage. Mine snedker-skills er dog så som så. Så træstykkerne ligger og venter på en regnvejrsdag. På det nederste foto ses en af de ting, jeg faktisk har nået, nemlig at sætte fotos i rammer. De er hængt fint op nu på en væg i vores gang. 
På en udflugt kom vi forbi Randbøldalmuseet under Vejlemuseerne – desværre lige for sent til, at væverne stadig var i gang. Men lidt inspiration hentede jeg i form af et kæmpe vægtæppe, der helt 
enkelt er islæt af råhvide klude med farvet trend. Det er svært at yde retfærdighed på fotos, men trenden skiftede farve tværs over tæppet (kan lige anes på det midterste foto), så helhedsindtrykket blev elegant regnbuefarvet på hvid baggrund. Idéen er ny for mig, men tæppet – som det ses nederst – altså fra 2004. Den farvede trend må jeg arbejde med i nye kludeprojekter…
Min ældste datter ønskede sig en strikket top og havde fundet én med et fint hulmønster forneden. Så jeg måtte i gang med lækkert, tykt bomuldsgarn. Hulmønstret var dog en udfordring, jeg fejllæste det i første omgang og måtte prøve til et par gange. Men så var den der pludselig. Det øverste af toppen blev også færdigt til sidst – efter at den unge dame havde vendt tommelfingeren nedad i første omgang, så jeg måtte pille op og strikke om. Igen. Men resultatet blev flot:-)
Det uldstof, som jeg længe har arbejdet på, bliver syet til et slag, som ikke er heeelt færdigt endnu. Jeg er ikke tilfreds med afslutningen ved halsen (jeg kommer til at se lidt pukkelrygget ud med det på), så min mor må vist konsulteres. Hun er jo pensioneret håndarbejdslærer og må ofte holde for, når mine evner ikke rækker til at færdiggøre det vævede på tilfredsstillende vis.
Først gik det lidt galt, men siden blev det bedre. Jeg har fået gang i de 704 tråde kamgarn, islætten er lys turkisgrøn, og det går egentlig o.k. med det lidt komplicerede blomstermønster. Det er dog svært at bevare den samme islættæthed hele vejen, men det går endda. På det øverste foto kan man se en anden begyndervanskelighed, nemlig at jeg 
kom til at væve den samme rapport to gange i træk. Så må man “væve tilbage”, som jeg kalder det. På det nederste foto er jeg kommet lidt længere, og det begynder at skride fremad. Lidt radiopodcast i ørerne, og så er alt godt 🙂 
Det er ikke så tit, at jeg sætter fotos af mig selv ind her, men nu bliver der gjort en undtagelse, idet min søde man
d pludselig rendte rundt om mig – i to omgange – og tog billeder af mig in action. Først mens jeg søllede 704 tråde mørkeblå kamgarn, og senere, da jeg var kravlet ind i væven for at lave opbindingen. Hvis man ikke kan se håndarbejdets velgørende virkning på anden vis, kan man i hvert fald genkende den på glæden i mine øjne. Det er verdens bedste fritidsinteresse:-) 