Så er det ved at være op over, hvis jeg skal nå at producere julegaver. Er kommet lidt i tvivl, om hjemmelavede gaver egentlig er så fedt. Lidt sent, kan man mene, eftersom jeg har bunker af strikkede klude på lager. Nu også grydelapper i en fin tern på vej – til min faster, tror jeg.
Jeg er i gang med frynserne på mine vævede tørklæder. Eller … det vil sige … jeg har konstateret, at en “frynselaverdims”, som jeg har set andre vævere i besiddelse af, nok er en meget god investering. For hold nu op, det tager tid at håndsno alle disse tråde. Og ondt i skuldrene får man. Så er det, at jeg lige skal trække vejret, tage en tudekiks og huske på, at det faktisk er for sjov og for min egen fornøjelses skyld, at jeg gør det her:-)
Det er skønt at klippe væven ned, og denne gang har jeg glædet mig ekstra meget – for jeg var spændt på, om mine vævede tørklæder ville blive for stive. Jeg tror det ikke, men må vente lidt endnu; der skal først fabrikeres frynser. Noget, jeg ikke er så dreven i. Den sidste del af trenden blev brugt til et stykke rustrødt stof, som måske bliver til en julegave. Det må tiden vise.
Jo, man kan godt sidde og strikke uldne vanter i parken ved Castello San Angelo midt i Rom. Især når temperaturen er ca. 20 grader og ikke – som om sommeren – godt over de 30. Vanterne er til min ældste datter, som kiggede misundeligt på sin lillesøsters grønne ditto, sidst hun var hjemme fra højskolen. Vi skal besøge hende i denne uge, så der kommer en lille “Made in Italy”-gave med ved den lejlighed!
På en uges efterårsferie i Rom oplevede min mand og jeg at blive velsignet af pave Frans, og skønt vi er ganske almindelige leverpostejsprotestanter og aldrig har ønsket at konvertere til katolicismen, var det alligevel en fin oplevelse at stå på Peterspladsen sammen med måske 50.000 andre mennesker, se gudstjeneste på storskærm og senere bevidne pavens tale (på italiensk) og altså til slut velsignelsen. Pga. de mange fremmødte opgav vi den søndag at komme ind i Peterskirken, som vi så senere på ugen stod i kø til. Blot for at blive smidt ud af køen igen. Lommekniv og sysaks du’r ikke i Vatikanet. Efter lidt skumlen besluttede vi os for at gå tilbage til vores værelse og skille os af med de formastelige løsdele – og det var på dén ekstra tur gennem byen, at jeg så den: Garnbutikken, som jeg havde ledt efter hele ugen. Det blev til køb af skøn, superfin blød lyseblå uld, merceriseret bomuld (som straks er ved at blive til klude) og lilla uld til et tørklæde. Fantastisk souvenir!
En masse rester i tynd, blød uld – godt til islæt i et tørklæde, men what to do med trend? Jeg vover et øje og sætter væven op med Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Det kradser i hvert fald ikke. Faren er til gengæld, at det kan blive for tungt til tørklæder, men det skal prøves. Og da jeg har en måneds orlov fra mit job bliver det til ni meter trend. Nok til tre tørklæder. Mønsteret er smukt, synes jeg, bølger på otte skafter og otte tramper.
… for jeg oparbejder en pulje af klude, som venter på et kærligt hjem. Godt det snart er jul!
Jeg hedder Dorthe, og jeg strikker klude… ja, jeg tør godt indrømme det, også uden at det skal blive AA-agtigt. Bomuldsgarnet nærmest springer ind i mine hænder, så snart jeg har en pause, så det bliver til nogle stykker af de små karklude – og et enkelt køkkenhåndklæde i ny og næ.
En sproglig finurlighed har slået mig på det seneste. Dels i morgenradiofladen en dag, da en kvindelig ekspert blev ved og ved med at bruge udtrykket “Ka’ man sige…” – ofte flere gange i en enkelt sætning. Til sidst holdt jeg helt op med at høre efter, hvad hun talte om – ventede bare på næste, uundgåelige tilfælde af udtrykket. Tror hun brugte det lidt i stedet for “øøhh…”. Senere har jeg bemærket det hos en foredragsholder og i en YouTube-video. Måske er det bare mine fordomme, men det virker til at være et københavnerfænomen…?
Udsigten over Horsens Fjord er guddommelig, og den ændrer sig konstant. Her til morgen var den blå, hvid, letskyet og klar på en gang. Fantastisk. Og nej, jeg bor ikke med udsigt til vandet. Men en kort morgentur væk fra Strandparken, hvor jeg og hundene hver dag skal ned og sikre os, at fjorden stadig ligger dér. Det gør den heldigvis. Herunder er det den gamle, Rust, der lige har tjekket bord/bænkesættet for eventuelle rester.
