Jeg grublede længe over, hvordan jeg skulle sige ordentligt tak til min far for det trendbord, han lavede til min fødselsdag. Jeg landede på at strikke et grønligt mohairtørklæde til ham. Det gik så godt, at jeg nåede at lave et tilsvarende i rødt, som min mand fik i julegave. De fnulrer lidt, men er skønt bløde og ikke-kradsende.
Godt 5 meter sort trendtråd – opmålt på mit nye trendbord, jubiii! – og produktionen af øvrige julegaver kunne begynde. Lidt besværligt at holde hemmeligt, men et stort “adgang forbudt”-skilt på døren gjorde en forskel. Resultatet blev et lille stykke stof af nepalesisk genbrugssilke, der senere blev forvandlet til to kosmetikpunge, et råsilketørklæde i cowboyblåt samt tre stykker sort/stribet stof til at sætte i nogle store pudebetræk. Jeg er (selvfølgelig) ikke heeelt tilfreds med resultaterne, men lærer hele tiden, mens jeg udforsker væve-verdenen.
Min svigermor vidste nok ikke, hvad hun satte i gang, da hun engang i foråret kom med en bunke stof – gamle køkkengardiner, som hun og min svigerfar har haft hængende i måske 15 år. Nogle måneder senere fik jeg ideen; de skulle selvfølgelig forvandles til et kludetæppe og blive til en julegave. Jeg vævede det på den samme trend som det blåstribede uldtæppe, jeg tidligere har skrevet om. Suppleret med et par udtjente cowboybukser blev resultatet ret smukt, når jeg selv skal sige det 🙂
Sikke en himmel, helt inspirerende til et stykke stof! Efterår og vinter byder på så uendeligt mange smukke scenerier, at generne ved det kolde vejr opvejes til fulde. Væven er flittigt i brug – bare rolig – men jeg kan ikke lige vise noget frem. Julen nærmer sig; derfor:-)
Jeg ved ikke, hvad der indimellem gør det så vanskeligt at blive færdigt med et håndarbejde. For flere år siden planlagde jeg og begyndte på en trøje af gamle Marianne Isager-rester. Jeg fik langt om længe strikket bullen, som ses øverst, og gik i gang med ærmerne. Men så – røg trøjen i en pose og i glemmebogen. Nu har jeg fundet arbejdet frem igen og er faktisk n-æ-æ-sten færdig med ærme nr. to. Men tøver på mærkværdig vis. Måske fordi jeg ved, at sliddet ikke er slut med den sidste maske. Nej, så skal der sys og klippes og laves kanter og gøres ved. Og sæt nu, at trøjen slet ikke er pæn, når den er færdig? I hvert fald er der et problem med kanten på det ene ærme, som mystisk nok er meget videre end den anden. Tror jeg har brugt noget forkert garn.
Med fare for at blive beskyldt for at leve i fortiden vil jeg lige slå et slag for et ord, som åbenbart er ved at gå i glemmebogen. Det gælder det smukke ord “misere”, som ifølge Den Danske Ordbog (med tilføjelsen “over moderne sprog”, så kom ikke her:-) er indført i dansk via fransk misère fra latin miseria ‘ulykke’, afledt af miser ‘ulykkelig’. En yngre kollega troede, at det var stavet forkert, og at der skulle stå “misser” – som i “det var en misser”, altså en smutter. Men da artiklen handlede om budgetkaos i USA og det faktum, at 800.000 mennesker fra den 1. oktober ikke får løn, er der vist i højere grad tale om en god, gammeldags misere, der i ordbogen forklares som “en beklagelig, ubehagelig eller ulykkelig situation” – og ikke bare en smutter!
Uldtæppet til min yngste datter bliver i realiteten slet, slet ikke, som jeg havde regnet med. Den hvide trendtråd er alt for tydelig, og jeg kan ikke rigtig gennemskue, hvordan man laver en såkaldt islætsreps, så islætten ligesom bliver dominerende. Det må læres på et nyt kursus ved lejlighed… Og tæppet bliver også meget tyndere, end jeg havde håbet på. Nå, pyt, færdigt bliver det. Undervejs må jeg dog igennem endnu en hindring: 1 enkelt trendtråd er søllet forkert, og der skal sættes en ny ind. I mangel af et lod bruger jeg 5-kroner i en Storm P.-løsning, som ses på foto herunder. Man må sno sig!
Utroligt, som små reparationsarbejder og diverse rod hober sig op over tid. Men man kan tygge sig igennem det, så nu har Marius en hel skitaske igen, en cykeltaske er blevet rettet op og en kludemåtte forsynet med kanter. Derefter fik jeg sorteret garnlageret, som efterhånden er komplet, og endelig stod den på rengøring af såvel symaskine som hele vævestuen. Nu er jeg klar til dårligt vejr, efterår, vinter – og indesysler:-) Tænk, at man kan glæde sig til det. Temmelig nørdet. Men jeg har allerede planlagt uldtæppe til Astrid; og – ikke mindst – den første julegave…
Så har man prøvet det med: Jeg “arvede” et strikkearbejde fra min mor, som havde opgivet efter blot nogle få centimeter. Det skulle være løgn, tænkte jeg selvfølgelig – og har brugt det meste af sommeren i selskab med det blødeste uld. Bare sort og hvid, men ikke i et hvilket som helst mønster: Der er tale om “Mikkels klaver-halstørklæde”, opskriften er lavet af Anne Abrahamsen, og på grund af de særlige, klaviaturlignende striber bliver garnet undervejs noget værre kludder, der skal kludres op igen. Men det kan sagtens lade sig gøre, og har man en klaverspillende person i sin omgangskreds er det en fin gave. Jeg har lavet det lidt længere end de 122 cm, det egentlig skal være.
