Først gik det lidt galt, men siden blev det bedre. Jeg har fået gang i de 704 tråde kamgarn, islætten er lys turkisgrøn, og det går egentlig o.k. med det lidt komplicerede blomstermønster. Det er dog svært at bevare den samme islættæthed hele vejen, men det går endda. På det øverste foto kan man se en anden begyndervanskelighed, nemlig at jeg kom til at væve den samme rapport to gange i træk. Så må man “væve tilbage”, som jeg kalder det. På det nederste foto er jeg kommet lidt længere, og det begynder at skride fremad. Lidt radiopodcast i ørerne, og så er alt godt 🙂

Det er ikke så tit, at jeg sætter fotos af mig selv ind her, men nu bliver der gjort en undtagelse, idet min søde mand pludselig rendte rundt om mig – i to omgange – og tog billeder af mig in action. Først mens jeg søllede 704 tråde mørkeblå kamgarn, og senere, da jeg var kravlet ind i væven for at lave opbindingen. Hvis man ikke kan se håndarbejdets velgørende virkning på anden vis, kan man i hvert fald genkende den på glæden i mine øjne. Det er verdens bedste fritidsinteresse:-)

Det nok så omtalte kludetæppe blev i påsken endelig afleveret til min veninde Helle i Fredericia. Den ene af hendes hunde, Bodil, indtog det straks og satte dermed et eftertrykkeligt “godkendt”-stempel på det blå-hvide, Carl Larsson-inspirerede tæppe. Herligt!

Uha, det er fristende at komme på museumsbesøg på Trapholt i Kolding. Inspirerende bygninger og omgivelser – nå ja, og dejlig kunst, selv om Michael Kvium ikke hører til mine yndlings. Jeg bliver altså lidt smådepri af at se på de grimme mennesker, han frembringer. Men museumsbutikken – oh, la la! Der er design og skønt jordisk gods for bogstaveligt talt alle pengene. Jeg fik øje på nogle Georg Jensen-damaskviskestykker vævet på den “modsatte” led, så viskestykket ender med at få striber på langs. Det må jeg prøve på et tidspunkt. Idé hermed gemt til senere brug.

Uha, jeg har tænkt længe over, hvad jeg nu skal kaste mig over. Jeg ved, at foråret og sommeren ikke er min mest aktive væveperiode, men jeg har stor lyst til at fabrikere noget af alt det garn, jeg har fået skrabt sammen. Desværre er det kamgarn, jeg har investeret i, ikke så lækkert blødt, som jeg havde håbet. Derfor er jeg landet på at forsøge mig med et temmelig bredt stykke stof, som kan bruges til enten møbelstof eller til en poncho, hvis resultatet bliver brugbart til dét formål. Mønsteret grubler jeg stadig over, men den prøve i tynd silke, som er afbildet her i indlægget, kunne være en mulighed. Jeg har endda noteret på prøven, at den kan væves i kamgarn også. Det må være et tegn 🙂 Da jeg vævede prøven på Skals for to år siden, var jeg ikke tilfreds med den måde, mønsteret fremtræder på. Det var så også det højskoleophold, hvor jeg var influenzaramt – så måske (forhåbentlig) spillede det ind på, at jeg fandt arbejdet voldsomt besværligt og ikke umagen værd. Nederst et lidt tættere blik på mønstret i silkeprøven.

Endelig er det grimme kludetæppe færdigt. Sært, som jeg kan vige uden om at få ting gjort færdigt, når resultatet ikke rigtigt står mål med anstrengelserne. På billedet kan man se en rulle under det stærktfarvede tæppe stikke ud. Det er det andet tæppe, som jeg bedre kan lide med dets lysere, blånistrede udseende. Nu ligger de her og venter på at blive vist til min veninde, som kan vælge mellem dem. Håber at hun vil sætte pris på gaven – trods alt 🙂

Det grimme kludetæppe er nu pillet af væven og er præcist så uæstetisk som frygtet. De tre farver ligner et flag – og for at fuldende miseren har jeg brugt en rest af noget grønt/lyst stof til den sidste fjerdedel af tæppet. Ikke godt. Måske skulle jeg have mikset farverne i smallere striber. Det orkede den dovne væverske ikke, og nu ligger hævnen der altså i form af et to meter langt, ubrugeligt tæppe. Hmmm. Men jeg prøver alligevel at sy kanter på og vise det til min veninde Helle, som jeg (for snart et år siden) lovede et tæppe i 50-års fødselsdagsgave. Hun får dog lov at vælge, om hun i stedet hellere vil have det blåhvide tæppe på billedet nederst. Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække 🙂